”Tilskynd de troende til krig”-verset er ikke krigsophidselse
Islam er et ord med rod i fred. Det er åbenlyst, at de, der forsøger at fremstille islam, hvis grundlag er fred, som en religion af krig og barbari, er uvidende om Koranens vers. I islam er krig kun og alene en ret, hvis der sker et angreb. Naturligvis gøres der, når der sker et angreb, det, der skal gøres i forsvarsøjemed. I islam sidestilles det at tage et liv, ud over i krig og ved qisas, med at dræbe hele menneskeheden, og det hører til de største synder. Før vi går ind i vores egentlige emne, vil jeg tilføje nogle vers fra Koranen, der fortæller om betingelsen for krigens begyndelse.
Tilladelse (til at kæmpe) er givet dem (de troende), mod hvem der er erklæret krig, fordi de er blevet uretfærdigt behandlet. (Sura Al-Hajj, 39)
Kæmp på Allahs vej mod dem, der kæmper mod jer, (men) gå ikke for vidt. Allah elsker visselig ikke dem, der går for vidt. (Sura Al-Baqara, 190)
Kæmp ikke mod dem ved Masjid al-Haram, før de kæmper mod jer. Hvis de kæmper mod jer, så kæmp også I mod dem… (Sura Al-Baqara, 191)
Som det meget klart fremgår af versene, går muslimer aldrig i krig uden grund. Det er ubetinget når der erklæres krig mod dem; når deres liv, ejendom og ære kommer under trussel, at de går i krig i forsvarsøjemed for disse. Lad os nu, idet vi tager disse vers i betragtning, undersøge verset ”tilskynd de troende til krig”, som de ateistiske venner konstant bringer på bane.
O profet, forbered-og-tilskynd de troende til krig… (Sura Al-Anfal, 65)
Hvis I tager et vers lokalt og tilføjer det, kan I udlede meget forskellige betydninger. For eksempel siger sura An-Nisa 43 ”Nærm jer ikke bønnen, mens I er berusede, før I ved, hvad I siger”. Hvis I kun tager delen ”nærm jer ikke bønnen” af dette vers, står der en helt anden betydning foran jer. I sura Al-Anfal 65. vers er der også tale om en sådan situation.
Når I ser på det, der går forud for verset; i sura Al-Anfal 56. vers omtales de fornægtende, der bryder deres aftaler. Når I ser på sura Al-Anfal 58. vers, siges der, at hvis I nærer mistanke om forræderi fra et folk, I har indgået aftale med, så meddel dem, at I i en sådan situation heller ikke vil holde jer til aftalen. Og i slutningen af verset fordømmes den anden parts forræderi med ordene ”Allah elsker ikke dem, der begår forræderi”. I sura Al-Anfal 60. vers meddeles det, at der skal gøres materielle forberedelser som forholdsregel og afskrækkelse mod forræderiet og angrebene fra de fornægtende, der bryder aftalen og begår forræderi. Der siges ”Forbered stærke og velnærede heste”. I sura Al-Anfal 61. vers siges der i denne forberedelsesfase ”hvis de viser tilbøjelighed til fred, så vis også du tilbøjelighed til den ”. Altså er det ikke krig, men fred, der altid har forrang. Men hvis den anden part insisterer på krig, bliver den da uundgåelig. Og når der opstår en krigssituation, er det, en kommandant gør, at forberede sine soldater materielt og åndeligt til krig og tilskynde dem.
Lad os tænke på nutidens forhold; selv om lande ikke er involveret i nogen krig, er de som forholdsregel mod risikoen for en mulig krig forberedte og uddannede, hvad angår soldater og ammunition. Og dette tilskyndes i ethvert land. Under Uafhængighedskrigen forberedte og tilskyndede også Mustafa Kemal Atatürk sine soldater materielt og åndeligt til krig og motiverede dem psykologisk til disse hårde forhold.
Udsagnet ”Hære, vores første mål er Middelhavet” er symbolet på beslutsomheden om at drive fjenden ud af fædrelandets jord. Til grund for dette hans udsagn, der indeholder en tilskyndelse til krig, ligger forsvaret af besatte områder mod fjenden. Ved at sige ”Hvis det ikke er for at forsvare fædrelandet, er krig en forbrydelse.” viste Atatürk også sin troskab mod sura Al-Ma'ida 32. vers. Som en kommandant, der vandt sejr på sejr og var fast besluttet på at befri landets jord fra fjendens besættelse, sagde han til sine soldater “Jeg befaler jer ikke at angribe, men at dø”. Når der opstår en krigssituation, fastlægger en kommandant sin strategi, udvikler taktikker til sit forsvar og motiverer/tilskynder sine soldater til at føre dem ud i livet. Også profeten Muhammad motiverede og tilskyndede, når krig fandt sted, som kommandant sine soldater i denne retning. Sådan skal det også være.
Konklusion: Årsagen bag de vers i Koranen, der omtaler krig og død, er angrebet på muslimer og forsøget på at drive dem ud af deres hjem. Over for denne handling bliver det muslimernes ret at forsvare sig selv. Og når krig finder sted, giver mennesker heller ikke hinanden blomster; de dræber for ikke at dø. Og den kommandant, der står i spidsen, opmuntrer også sine soldater for ikke at blive besejret i krigen.
Allah forbyder jer ikke at gøre godt mod og handle retfærdigt over for dem, der ikke kæmper mod jer på grund af religionen, og som ikke fordriver-og-driver jer ud af jeres hjem. For Allah elsker dem, der handler retfærdigt. (Sura Al-Mumtahana, 8) siger han og befaler derved, at man skal være retfærdig og gøre godt mod den, der ikke forsøger at drive muslimen ud af sit hjem, og den, der ikke kæmper.