Er det uretfærdigt, at manden ved arv får to andele og kvinden én?

Før jeg går ind på emnet arv, vil jeg minde om et par detaljer fra Koranen. I islam er kvinde og mand fuldstændig lige med hensyn til gerninger. I Koranen lyder tiltalen ”sig til de troende mænd og de troende kvinder”. Ingen står over nogen anden. Allah siger i verset ”Hvem der end, mand eller kvinde, som troende udfører en retskaffen gerning, ham vil Vi uden tvivl lade leve et smukt liv, og Vi vil visselig give dem deres løn efter det smukkeste af det, de har gjort.” (Sura An-Nahl, 97). Overlegenhed findes kun efter gudsfrygt. Og den er hos Allah. ”Den mest overlegne af jer hos Allah er den, der (ikke efter race eller slægt, men) i gudsfrygt er længst fremme.” (Sura Al-Hujurat, 13)

Det, der i det jordiske liv gør kvinde og mand forskellige, er deres biologiske og følelsesmæssige beskaffenhed. Allah har givet begge køn forskellige egenskaber og evner. Men disse egenskaber gør ikke den ene overlegen i forhold til den anden. Manden er dygtig i forhold, der kræver fysisk styrke. Kvindens følelsesmæssige intelligens og frugtbarhed er også en egenskab, som manden ikke har.

Ifølge Koranen kan både manden og kvinden arbejde. “Mændene har en andel af det, de har tjent, (og ligeså) har kvinderne en andel af det, de har tjent.” (Sura An-Nisa, 32) Men ansvaret for hjemmets materielle underhold er givet til manden. Det betyder ikke, at manden har en lederstilling i hjemmet. For Allah lader vide, at de troende udfører alle deres anliggender ved rådslagning. Dette gælder også mellem ægtefæller. Manden har ikke alene retten til at bestemme, fordi han forsørger hjemmet.

I Sura An-Nisa, vers 34, siger Allah med udtrykket ”erricalü kavvamune alennisai”, ”mændene våger over kvinderne” eller ”mændene er ansvarlige for kvindernes underhold”. Den omtalte kvinde kan være hustru, søster, mor, datter… Mændene våger over kvinderne. For Allah har givet hver af dem forskellige evner og egenskaber. Mændene er således ansvarlige for hjemmets underhold… (Sura An-Nisa, 34)

Lad os nu komme til Sura An-Nisa, vers 11, som ateisterne så ofte bringer på bane angående arv;
“Allah formaner jer angående jeres børn. Manden får det dobbelte af kvindens andel. “

Når I læser kun denne del af verset uden at tænke dybt over det, uden at overveje det, uden at have overblik over Koranen som helhed, kan I tro, at kvinden ligesom holdes i anden række eller undertrykkes. Men sagen er slet ikke, som I tror. Lad os nu se på verset sidste del;
“… Alle disse delingsforhold kommer efter det testamente, den afdøde har oprettet, og efter betalingen af gælden. ” (Sura An-Nisa, 11)

Der er her en interessant detalje, som er blevet overset, måske endda ignoreret. Hvis I har lagt mærke til det, står der ikke, at manden får to andele og datteren én af hele arven. Dette siges om de penge eller den ejendom, der er tilbage efter testamentet og betalingen af gælden. Hvis faren vil, kan han dele sin ejendom ligeligt mellem sin datter og sin søn. Eller han kan give en større andel til den, der tog sig af ham i alderdommen, eller til den, der har størst behov. Hvis faren derefter har gæld, betales gælden med de penge osv… der er tilbage uden for testamentet. Hvis der stadig er et beløb tilbage, deles det med to til sønnen og én til datteren.

Denne deling gælder for den arv, faren efterlader sine børn. Og i testamentet er retfærdighed det grundlæggende. Ifølge Sura Al-Baqarah, vers 180, er det gjort til en pligt, at en person opretter testamente, når døden nærmer sig. I vers 182 siges det, at der skal mægles mellem parterne, hvis den, der opretter testamentet, viser tilbøjelighed til uretfærdighed.

Der er også en deling, der foretages, hvis den mand eller kvinde, der efterlader arven, ikke har ægtefælle og barn. <!-- editor -->Her, i det tilfælde, der angives i An-Nisa 12, foretages en ligelig deling, hvad enten den afdødes søskende er mænd eller kvinder.<!-- /editor -->

Nu vil jeg komme til de detaljer, jeg gav i den første del af min artikel. I Sura An-Nisa, vers 34, var der bestemmelsen om, at manden er ansvarlig for kvindernes (mor, hustru, datter, søster) underhold. I overensstemmelse med verset om, at kvinden og manden har en andel af det, de har tjent, blev det sagt, at også kvinden kan arbejde ligesom manden. Men kvindens arbejde var ikke for at forsørge hjemmet. Livet er fælles, kvinden kan naturligvis også bidrage til hjemmets underhold. Men Allah har givet kvinden et privilegium på dette område og har, hvor rig hun end måtte være, lagt ansvaret for hjemmets underhold på manden. Kvinden er fri til at bruge det, hun tjener, som hun vil.
Den konklusion, jeg vil nå frem til herfra, er følgende;
1- Manden får ved arv to andele af de penge, der er tilbage efter testamentet og gælden. Men den andel, han får, vil alligevel ikke være nævneværdig, Allahu alem. For i islam gives al den ejendom, der er tilbage ud over behovet, bort. Det vil sige, at den uddeles til den forældreløse, den fattige, den vejfarende. Det er forbudt at dynge ejendom op og samle på den. Den ejendom, der bliver tilbage som arv, vil sandsynligvis være hus, arbejdsplads, bil, vingård og have, dyr…

Manden er ansvarlig for sin søsters, sin mors og, når han gifter sig, sin hustrus underhold.

2- Ifølge islamisk ret er manden, når han gifter sig, forpligtet til at give kvinden mehir. Mehir er ejendom eller penge, der ikke gives til pigens familie, men direkte til kvinden.

I dette vers, der fremføres som bevis på, at kvinden er undertrykt og står i baggrunden, vil I, når I betragter Koranen som helhed, se, hvor højt kvinden holdes i ære. Islam er det eneste system, hvor kvinden er mest respekteret, og hvor hendes rettigheder er mest beskyttet og værnet.