Den mørke fare: fanatisme: Beskrivelsen af krig i Koranen

Koranen er ret præcis omkring, hvornår og hvordan krig må føres:

Krig må kun føres mod de, som angriber muslimer. Det vil sige, det skal være en forsvarende krig. Det er absolut forbudt i Koranen for en muslim at angribe den anden side uden grund.

Det, Gud befaler muslimer i Koranen, er, at de altid må vægte retfærdighed højst, selv hvis de er sure på et samfund på grund af dets uretfærdigheder og aggression. Gud beskriver i et vers:

For eksempel forbyder Gud i et vers muslimer at gå over grænsen, når det gælder samfund, der forsøger at stoppe muslimer fra at gå ind i Ka’abaen, og råder dem til at behandle dem og alle andre med venlighed:

… Lad ikke jeres had drive jer til overgreb mod et (andet) folk, fordi de holdt jer ude af Den hellige Moske. Hjælp hinanden i fromhed og gudfrygtighed, ikke i synd og overtrædelse. Frygt Allah. ... (Sura al-Ma’ida 2) Den Almægtige Gud advarer muslimer om ikke at overtræde grænserne, selvom de med vilje er blevet forhindret i at udføre deres religiøse Hajj pligt (pilgrimsrejse) og er blevet uretfærdigt behandlet. Gud befaler muslimer at opføre sig retfærdigt selv under de forhold, og befaler dem at opføre sig ordentligt og ikke blive vrede. Muslimer har en pligt til at adlyde dette bud i Koranen, uanset omstændighederne.

Det vers, der beskriver den eneste begrundelse for at kæmpe – selvforsvar – indeholder også et andet forhold omkring krig: overdriv ikke. Dette betyder, at en muslim i tilfælde af et angreb blot må forsvare sig selv, ikke overreagere og ikke handle på andre måder end forsvarende. Med andre ord er aggression, vold, vrede og ekstremisme bandlyst i Koranen.

Andre vers beskriver pligten til kun at indgå i forsvarende krig mod aggressorer på denne måde:

Der er en vigtig skelnen her. Det er forbudt for muslimer at angribe folk, som aldrig har angrebet dem, selvom de modsiger muslimernes ideer. En muslim har ansvar for at behandle sådanne mennesker med respekt og retfærdighed. Ifølge dette vers, er det kun tilladt for muslimer at deltage i forsvarskrige mod folk, som undertrykker dem på grund af deres tro og faktisk fysisk angriber dem; mod folk som påbegynder fjendskab, med andre ord. Som vi allerede har set, vil alle, selvfølgelig, forsvare sig selv, hvis de angribes. Dette er enhver persons, nations og lands ret, og det er også det rigtige at gøre.

Det faktum, at vores Profet (صلى الله عليه وسلم) ikke udøvede noget selvforsvar indtil åbenbaringen af de vers, der tillod en sådan aktivitet, repræsenterer enorm selvopofrelse og religiøs hengivenhed. Indtil den tid tyede vores Profet (صلى الله عليه وسلم) blot til kompromis og forsøgte at overbevise den anden side, som krævet af verset "… Og diskuter med dem på bedste vis.…" (Sura an-Nahl, 125) selvom de hedenske Quraysh’ eneste mål var blodbad.

Efter vi er kommet med den vigtige pointe, skal vi nu undersøge alle de vers, som fortalerne for overtro og modstanderne af islam forsøger at bruge som bevis for den vold, der angiveligt er begået i islams navn, og vi vil fremvise deres fejl på området én efter én. Før vi ser på disse vers, må vi vide, at alle kampene beskrevet i Koranen blev udkæmpet mod et specifikt samfund i den region, og at disse specielle forhold udtrykkes i versene. Det samfund var et polyteistisk samfund, med hvem man havde indgået en aftale. Derfor var alle disse kampe bestemt af de pågældende samfunds adfærd og aggression, som havde brudt freds- og venskabsaftalerne. De vers, der blev nedsendt, vedrørte derfor den tilstand, der herskede på den tid, og beskriver det specifikke klima.

For at kunne forstå dette faktum bedre, lad os se på definitionen af polyteisme på den tid, og på den aftale, der var indgået med dem: