Der er ingen grammatikfejl i Koranen

Jeg har forberedt et svar på teksten med titlen “Grammatikfejl i Koranen”, som er fremsat af udenlandske anti-islamiske sider som Answring İslam, og som tyrkiske ateister også -selv om de fleste af dem ikke engang selv ved, om disse påstande er sande eller ej- har delt. Tidligere har jeg ikke set nogen side eller forfatter, der har svaret. Som regel er der blevet indvendt noget i retning af “forskelle mellem arabiske dialekter”, men ingen har givet en detaljeret forklaring. Selv om det er langt, har jeg så vidt muligt forsøgt at forklare det, så alle kan forstå det. God læsning af respekt for arbejdet bliver jeg glad, hvis I deler.

1. Påstand om fejl: i’rab-fejl i ordet “sabæerne” i vers 69 i Al-Ma'ida.

På arabisk får ord en i’rab efter deres placering. For eksempel bliver navneord i flertal “merfu”, hvis de står som subjekt. De ender på formen “u’ne” [ون ]. Men hvis de står som objekt i sætningen, bliver de “mensup”. De ender på formen “i’ne”[ين]. Tilstandene mensup og merfu er dog ikke begrænset til dette. Hvis der foran ordene kommer “nasb-partikler” i formen “inne, enne” [أن إن], skrives subjekterne igen på formen “i’ne” [ين]. Vores emne, vers 69 i Al-Ma'ida, begynder med nasb-partiklen “inne” [إن], og derfor burde ordet “sabiiUNE=الصَّابِئِينَ” i verset, der betyder “sabæerne”, fordi det er innes ism, have haft formen “sabi’İNE=صابئين”. Således står det i samme i’rab i Al-Baqara 62 og Al-Hajj vers 17 i formen “Sabi’İNE=صابئين”.

Hvad svaret angår: tidligere sagde jeg “den eneste grund til, at ateisterne tror, de har fundet fejl i Koranen, er uvidenhed”. Også denne påstand bekræfter det. For som jeg snart vil forklare, ville en person, der kender sprogets øvrige egenskaber, ikke fremsætte en sådan påstand og sige “vi har fundet en fejl!”.

På arabisk er der en egenskab, vi kalder “takdim ve tehir”, altså “at rykke frem og at udsætte”. Når vi for eksempel danner en tyrkisk sætning, kan vi i stedet for at sige “Jeg tog til Istanbul” sige sætningen lidt mere eftertrykkeligt ved at sige “Til Istanbul tog jeg!”. Det eneste, vi gør, er at bytte om på subjektets, prædikatets og objektets plads. På samme måde kan man på arabisk ved at bytte om på subjektets og objektets plads give sætningen en stærk betydning. Det smukkeste eksempel på dette er følgende udtryk i At-Taghabun vers 13: “ve ale Allahi fe-l yetevekkelil müminun= وَعَلَى اللّٰهِ فَلْيَتَوَكَّلِ الْمُؤْمِنُونَ” Normalt skulle dette udtryk have været på formen: “fe-l yetevekkelil müminune ale Allahi= فليتوكل المؤمنون على الله” [i overensstemmelse med reglen fiil + fail+ meful]. Men ved at objekt, subjekt og prædikat byttede plads, fik verset betydningen “de troende skal sætte deres lid KUN til Allah”. Hvis der havde stået det på den måde, jeg sagde, ville det have betydet “de troende skal sætte deres lid til Allah”.

Nu da vi har forstået denne regel, så lad os vende tilbage til vers 69 i Al-Ma'ida: Også i dette vers er der en “takdim ve tehir”. Ifølge mange sprogkyndige lyder verset således: “إن الذين آمنوا والذين هادوا من آمن باللّه واليوم الآخر وعمل صالحا فلا خوف عليهم ولا هم يحزنون والصابئون والنصارى كذلك Afgjort, de personer, der har troet, og jøderne... hvem [af dem] der troede på Allah og den sidste dag og bevidst har gjort forbedrende gerninger, for dem er der ikke længere nogen frygt, og de sørger ikke. Sabæerne og de kristne er også som dette”

Ordet “sabæerne” står i subjektets position og er uafhængigt af inne. Ved anvendelse af en takdim er det rykket frem, og derfor er det skrevet i merfu som “Sabi’une=الصَّابِؤُونَ”. Det, jeg her siger, har jeg ikke opfundet dig selv, ifølge mange sprogkyndige som “sibeveyh, zeccac, zamahşeri, el Halil” er dette versets takdir.

Ifølge en anden forklaring er “inne=ان” i dette vers ikke en nasb-partikel, men er brugt i betydningen “ja”. For eksempel har en digter sagt følgende: ويقلن شيب قد علاك وقد كبرت فقلت إنه] “[kvinderne] ‘dit hoved er blevet hvidt, og du er blevet gammel’ siger de. [og jeg] sagde ja (İNNEh=انه).]” Her er “inne=إن” brugt i betydningen “ja”. (kurtubi)

2. Påstand om fejl: I vers 162 i An-Nisa står alle navneordene som subjekt [müpteda] i merfu, altså på formen “u’ne=ون”, mens navneordet “mukimİ’NE=مقيمين”, der betyder “de, der holder [bønnen]”, står i mensup.

Igen en påstand om fejl, der skyldes uvidenhed. På arabisk kan et navneord gøres mensup i betydningen “Især ….det er disse, jeg mener”. Sibeveyh gav eksempler fra nogle tekster og sagde, at verset betyder “især de, der holder bønnen”. En af disse tekster er følgende: وكل قوم أطاعوا أمر سيدهم إلا نميرا أطاعت أمر غاويها الظاعنين ولما يظعنوا أحدا والقائلون لمن دار نخليها Hvert eneste folk adlød deres herrers befaling undtagen numeyrierne. De adlød de mest oprørske blandt dem. især mener jeg de rejsende, der ikke efterlader nogen på vejen Giv Vi på denne skrænt hvem skal vi efterlade og drage bort, siger de personer” (oversættelse og citat: kurtubi) For eksempel står ordet “ez zaınİN=الظاعنين” her i mensup. Normalt skulle det have stået i merfu. Men det står i mensup i betydningen “især, det er disse, jeg mener”. Derfor står det også i det pågældende vers i mensup i betydningen “især er det dem, der holder bønnen, jeg mener”. (zamahşeri)

3. Påstand om fejl: I vers 63 i Ta-Ha burde udtrykket “in hezeni=إن هذان” på grund af det tahfif-gjorte “in”, som er en nasb-partikel, have været mensup i formen “in hezeyni=هذين”.

Svar: Det behøver det ikke, også her findes der på arabisk en sådan brug. For eksempel siger man “in zeydun lemuntalikun=إن زيد لمنطلق” [Zeyd kommer helt sikkert]. (Zamahşeri: keşşaf) også i dette udtryk findes “in”, det står med tekid-lam ligesom i det pågældende vers, men navnet “zeyd” står som “zeydun” i stedet for at stå i mensup som “zeyden”. Derfor er der heller ikke noget grammatisk problem i dette vers.

4. Påstand om fejl: Udtrykkene i vers 177 i Al-Baqara “Den egentlige godhed, på Allah… Har troet, har givet den ejendom, han elsker… Har holdt bønnen…Nogens… Deres [godhed], der holder deres ord, når de har givet det, og som er tålmodige…” burde egentlig ikke have været i formen “har troet, har givet, har holdt”, men i nutid i formen “tror, giver, holder”. Desuden burde udtrykket “de tålmodige” have været i formen “sabirune=الصابرون”, men er skrevet i formen “sabirine=صابرين”.

Den første påstand er ugyldig. For i dette vers er der brugt et verbum i datid, fordi den godhed, som gøres af en person, der har troet, har givet den ejendom, han elsker, har holdt bønnen og således har bevist sin oprigtighed, gives som eksempel. Der er intet bevis for, at det nødvendigvis skal være et verbum i nutid. I Koranen siges der jo generelt “O I personer, der har troet!” i stedet for “O I, der tror!”, og dermed bruges der verbum i datid. Desuden er der mange vers, hvor et verbum i datid bruges i stedet for nutid og fremtid. For eksempel Fatir vers 27 “Har du ikke set, at Allah har sendt vand ned fra himlen? Derefter frembragte vi med det afgrøder i forskellige farver” efter denne logik burde de anvendte ord have været brugt i nutid i formen “er ved at sende ned…frembringer vi”. Men sprogets struktur viser, at et verbum i datid alt efter stedet bruges i stedet for fremtid. Desuden er selv begivenheder, der vil ske på dommedag, i mange vers fortalt med verbum i datid i formen “Allah sagde således… Bogen blev lagt frem, de blev drevet til helvede og til paradiset”. I kan kontrollere det: (39:68; 75:8,9; 25:30; 7:44-48; 6:128; 20:125,126; 23:112-114) Lad os tænke logisk: Hvis en sådan brug af sproget var en “fejl”, ville den tids arabere have protesteret og sagt “der er en fejl”. Men modsat en fejl, og fordi deres egen brug af sproget var sådan, er der ingen, der har hæftet sig ved det, ikke engang de sprogkyndige har hæftet sig ved dette.

Hvad den anden påstand angår, står ordet “sabirine=صابرين” i verset i mensup i betydningen “Især er det de tålmodige, jeg mener”. Dette blev der svaret på ved påstand 2.

5. Påstand om fejl: I udtrykket i vers 59 i Al 'Imran “…Allah skabte Adam af jord, derefter sagde han ‘bliv’, og han blev” burde verbet i nutid i udtrykket “blev” egentlig have været med et verbum i datid “kane=كان”. Men der står med et verbum i nutid “yekunu=يكون”. Det er, som om det giver verset en betydning som “han sagde ‘bliv’, og så bliver han med det samme”. Ved påstand 4 gav jeg eksempler på, at et verbum i datid bruges i stedet for fremtid. På samme måde kan en fortælling i datid også fortælles med et verbum i fremtid.

For eksempel forekommer udtrykket “...me tetlu-ş seyatinu=ما تتلو الشياطين” i vers 102 i Al-Baqara. “tetlu=تتلو” er et verbum i nutid. Normalt skulle der have været brugt et verbum i datid i formen “me TELETi-ş şeyatinu=ما تلت الشياطين” ved at skrive “telet=تلت”. Men fordi det er en fortælling i datid, blev der brugt nutid. Det giver sætningen en slags betydning af “til det, som djævlene er i gang med at læse.”. Også det pågældende vers får en slags betydning af “Allah havde skabt ham af jord, derefter havde han sagt ‘bliv’ til ham, og så var han straks blevet”. At dette vers er fortalt med et verbum i nutid, fordi det er en fortælling i datid, har mange sagt, som de sprogkyndige zamahşeri og Nehhas.

Derfor er der heller ingen fejl i dette vers, i påstanden er der en vildfarelse, der skyldes uvidenhed.

6. Påstand om fejl: Det er udtrykket “eserru-n necve ellezine zalemu=وَأَسَرُّوا النَّجْوَى الَّذِينَ ظَلَمُوا” i vers 3 i Al-Anbiya. Da det er en verbalsætning, burde verbet have stået i ental, når fail “ellezine zalemu =الذين ظلمو” nævnes. Det vil sige, at udtrykket burde have været i formen “eserra-n necve… =أسر النجوى…”.

For at svaret på denne påstand om fejl (!) kan forstås bedre, så lad os først give et eksempel på påstanden om fejl. Hvis vi for eksempel danner en verbalsætning i betydningen “eleverne gik ud [af klassen]”, siger vi “harece-t tullebu=خرج الطلاب”. Vi siger verbet i ental som “gik ud” og ikke som “de gik ud”. For sætningens fail, ordet “tullebu=الطلاب”, er nævnt. Men hvis vi ikke havde nævnt fail i sætningen, ville vi have sagt “de gik ud” i formen “haracu=خرجو”, og “و” til sidst ville træde i stedet for fail.

Vennen, der fremsatte påstanden, troede, at udtrykket “ellezine zalemu =الذين ظلمو” i fortsættelsen af verset er fail, men dette udtryk er ikke fail, det er bedel. For eksempel siger man “inne-lleziyne fi-d dari intaliku benu Abdullah =إن الذين في الدار انطلقوا بنو عبداللّه” i betydningen “personerne i huset, altså Abdullahs sønner, tog af sted”. Her er verbet “intaliku=انطلقوا” i flertal, og udtrykket “benu Abdullah=بنو عبد الله”, der nævnes i fortsættelsen, er også bedel. Det gav sætningen betydningen “personerne i huset, ALTSÅ Abdullahs sønner”. (kurtubi) derfor er udtrykket “ellezine zalemu=الذين ظلمو” i det pågældende vers bedel. Resultatet er, at der igen ikke er nogen grammatikfejl.

7. Påstand om fejl: Det er udtrykket “hezeni hasmeni ihtesamu fi rabbihim=هَذَانِ خَصْمَانِ اخْتَصَمُوا فِي رَبِّهِمْ” i vers 19 i Al-Hajj. Udtrykkene “hezeni hasmeni=هَذَانِ خَصْمَانِ” her er tesniye, altså dual. Det betyder “Disse to er to sagsøgte”. Men udtrykket “ihtesamu =اختصمو” i fortsættelsen er ikke tesniye, men cemi, altså flertal. Normalt burde man have sagt “ihtesama=اختصما” i tesniye, altså dual.

Svar: Udtrykket “hezeni hasmeni =هَذَانِ خَصْمَانِ” følger ordlyden, mens udtrykket “ihtesamu=اختصمو” følger betydningen. For når der siges “Disse to sagsøgere”, menes betydningen “Disse to sagsøgende [grupper]”. Tesniye står efter ordlyden. Udtrykket “de tvistede”, som er i flertal, står derimod efter betydningen. En lignende brug findes også i vers 16 i Muhammad. “minhum men yestemiu ileyke=منهم من يستمع إليك”, altså i udtrykket “Blandt dem er der nogen, der har lyttet til dig.” er “nogen” [من] i ordlyden ental, men i betydning flertal, og derfor siges der i fortsættelsen af verset “hatte ize haracu=حتى إذا خرجو”, altså “Til sidst, da de GIK UD”. Udtrykket “de gik ud” her er imidlertid i flertal. For der er brugt flertal efter betydningen. (zamahşeri) derfor er der heller ikke nogen grammatikfejl i dette.

8. Påstand om fejl: I udtrykket “vein taifeteyni min-el müminine ikteatulu, fe eslihu beynehume= وَإِن طَائِفَتَانِ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ اقْتَتَلُوا فَأَصْلِحُوا بَيْنَهما” i vers 9 i Al-Hujurat er udtrykkene “to grupper” og “mellem de to” tesniye, altså dual, men udtrykket “(hvis) de kæmpede” er i flertal. Normalt burde det have været i formen “ikteatela=اقتتلا”.

Svar: Svaret på dette blev allerede givet ved den foregående påstand. Udtrykkene “to grupper” og “mellem de to” er tesniye efter ordlyden; udtrykket “de kæmpede” er derimod i flertal efter betydningen.

9. Påstand om fejl: I udtrykket “rabbi levla ehharteniy ile ecelin garibin fe essaddeka ve EKUN minessalihin=رَبِّ لَوْلَا أَخَّرْتَنِي إِلَى أَجَلٍ قَرِيبٍ فَأَصَّدَّقَ وَأَكُن مِّنَ الصَّالِحِينَ” i vers 10 i Al-Munafiqun burde udtrykket “ekun=أكن”, fordi det er bundet til det foregående “fe=ف”, have været i formen “ekune=اكون”. For verbet “fe essaddeka =فاصدق” i konteksten er mensup med “fe=ف”, som er svaret på spørgsmålet. Derfor burde der have stået “ekune=اكون”.

Svar: Verbet “ekun=أكن” har henvist med atıf til verbet “essaddeka=أصدق”s mahal. Dets mahal ender derimod, fordi det er en svarsætning, i formen “ekun=أكن”. Normalt er sætningen i takdir af “…essaddek ve ekun=أصدق واكن”. Bogstavet, der kommer som svar på spørgsmålet, “fe=ف”, gav verbet “saddek” nasb, verbet “ekun=أكن” blev en atıf til dets mahal. Derfor er det et vers, der er korrekt med hensyn til grammatik.

10. Påstand om fejl: Udtrykket “vessemai ve MA benahe=وَالسَّمَاء وَمَا بَنَاهَا” i vers 5 i Ash-Shams burde normalt have været i formen “…ve MEN benahe=ومن بناها”. For betydningen er “ved himlen og ved den, der har lavet den”. Eftersom den, der har lavet den, er Allah, burde der være kommet “men=من”, der bruges om bevidste væsener, men der er kommet “ma=ما”.

Svar: “ma=ما” her er med mastar-formål, det vil sige, at versets betydning ikke er “Til den, der har lavet den”, men “Til dens opbygning”. (zad’ul mesir) selv hvis vi antager det som ismi mevsul, opstår der stadig intet problem. For “ma=ما” kan, ligesom bogstavet “bi=ب”, altså “med”, både i Koranen og i andre tekster kan bruges i stedet for hinanden i betydningen “fi=في”, altså “i”, også bruges i stedet for “men=من”. Således har Koranen ikke kun i dette vers, men også i andre vers brugt “ma=ما” om Allah.

11. Påstand om fejl: Vers 11 i Fussilat “han vendte sig mod himlen, som var i form af røg. Til den og jorden…sagde han. De to sagde ‘vi kom villigt’”

I dette vers står “de sagde”, altså udtrykket “kaleta=قلتا”, korrekt i tesniye. Men udtrykket “tai’ıyn=طائعين” i fortsættelsen står i flertal og maskulinum. Imidlertid er “himlen og jorden” ikke maskuline, men feminine navneord. Da de i antal er to, burde der have stået “tai’ıteyni=طاعئتين”.

Svar: Ordet “sema=سماء”, der betyder “himmel”, kan, selv om det er i ental, også bruges i stedet for flertal. (müfredat: سما, der findes eksempel på det i Koranen) det vil sige, at verset kan have betydningen “han vendte sig mod HIMLENE, som var i form af røg”. I betydning står det i flertal; i ordlyd står det i ental. Udtrykket “de to sagde” står i ordlyd i tesniye. Udtrykket “vi kom villigt” står i betydning i flertal. At det er brugt i maskulin form, skyldes derimod, at de er sat i positionen af bevidste væsener. For ifølge reglen “ethvert ubevidst flertal har samme status som én enkelt feminin” skulle himlen og jorden, der fortælles om i verset, ikke være præsenteret som bevidste. Men fordi de er antaget at være bevidste, står de i maskulin form. (zamahşeri)

12. Påstand om fejl: Vers 56 i Al-A'raf “…Sandelig, Allahs barmhjertighed er nær de gode.” Ordet “er nær” her, altså “karibun=قريب”, er maskulint. Men ordet “rahmet-allahi=رحمة الله” er feminint. Normalt burde det, i kraft af kønskongruensen mellem subjekt og prædikat, have været feminint i formen “karibetun=قريبة”. For ordet “rahmet=رحمة” er feminint.

Svar: Ordet “Rahmet=رحمة” er ikke ægte feminint. Det vil sige, at det er af maskulin betydning i formen “rahm=رحم”. Da det ikke er ægte, står dets haber i maskulinum. (Zamahşeri:keşşaf) for eksempel betyder ordet “nisvetun=نسوة” “kvinder”. Men da dets femininum ikke er ægte, er også det maskuline verbum “ka’le=قال” brugt i vers 30 i Yusuf.

Ifølge en anden mulighed står dette ord i maskulinum, fordi det er brugt i betydningen afstand. (Ferrâ)

13. Påstand om fejl: Vers 160 i Al-A'raf “vi delte dem i tolv stammer” Ordet “stamme” i udtrykket “tolv stammer” i dette vers står i flertal i formen “esbaten=اسباطا”. Ved tal over 10 står madud imidlertid i ental, og derfor burde der have stået “sebten=سبطا” i ental.

Svar: Ordet “esbaten=اسباطا” er ikke madud, det er bedel eller med temyiz-formål. (Beydavi) der siges så at sige “Vi delte dem, altså slægterne, i tolv”.

Desuden, selv om det er kendt, at der fandtes arabiske tekster, før Koranen blev samlet til en bog, går disse ikke ud over simple vægindskrifter og visse handelskvitteringer, og KORANEN ER DEN FØRSTE BOG, DER ER SKREVET PÅ ARABISK. I denne sammenhæng er det eneste skrevne værk, den eneste kilde til arabiske stave- og grammatikregler, Koranen. Det vil sige, at Koranen er en kilde, der giver arabisk retning.

Resultatet er, at der ikke er nogen som helst grammatikfejl i Koranen.