Svar på påstanden om, at solen i Koranen synker ned i vandet: Er jorden flad ifølge Koranen?

Med udgangspunkt i udtrykket “fandt den synkende (Mağrib) (مغرب) i en kilde med sort mudder,” i Sura Al-Kahf, vers 86, påstås det, at der i Koranen siges, at solen synker ned i vandet. Ud fra udtrykket i disse vers drager de også den konklusion, at jorden er flad. Men ligesom de andre er også disse påstande ikke rigtige. Den største fejl i disse kritikpunkter er ikke at kunne fatte ordenes betydninger og mangel på forståelse. I Sura Al-Kahf, vers 86, er der to ord, der er oversat til tyrkisk som “batmak”. Når vi undersøger dem, vil sagen lettere blive forstået:

Selv om det påstås, at der i ovenstående vers er et udtryk, som om solen synker ned i vandet, forholder det sig ikke sådan. “Solens synken” og “en tings synken i vand” kan være det samme ord på tyrkisk, men disse ord er på arabisk forskellige ord.

At denne forskel ikke kendes, eller at man vil drage fordel af forvirringen, har været årsag til, at denne yderst forkerte påstand er blevet fremsat.

Solens synken udtrykkes med verbet “Garebe”. Ord afledt af denne rod er endda også gået over i tyrkisk. For eksempel er “garb” (غرب)eller “mağrib” (مغرب) ord afledt af samme rod, de betyder “vest” (retning).

En genstands synken i vand er derimod verbet “gareke” (غرق), og det er et andet verbum end “garabe” (غرب). Også dette ord er i øvrigt gået over i tyrkisk. Vi bruger dette verbum, når vi siger “suya gark oldu”. I Koranen, også, bruges dette ord i betydningen, at en ting synker ned i vandet, for eksempel i Sura Al-Kahf:

…. “Borede du hul i den for at sænke (garake) (غرق) dem, der er i den?…..” (18 Sura Al-Kahf – 71) siges der

Nu er det klart, at solens synken og en tings synken i vand på tyrkisk udtrykkes med samme ord, mens det på arabisk er forskellige ord. Derfor er der heller ikke i ovenstående vers tale om, at solen synker i vandet som en genstand. Det, der fortælles her, er solens nedgang.

I virkeligheden er det at forstå verbet batmak, selv om dets arabiske modsvarigheder ikke kendes, på samme måde som de personer, der fremsætter ovenstående kritik, forstår det, et resultat af en skjult hensigt. Hvis nogen sagde “Jeg gik i går ved havets bred og så solens synken i havet.”, ville man så heraf forstå, at solen synker ned i vandet? Eller når man siger “güneş her sabah doğuyor”, drager man så den konklusion, at solen har en mor, og at denne mor hver morgen føder og bringer solen til verden? I øvrigt vil man, når man ser på ordenes arabiske modsvarigheder, forstå, at sagen er meget klar.

Det oprindelige ord, der i verset forekommer som stedet, hvor solen synker, er ordet “mağrib” (مغرب). Dette ord betyder et sted i vest. Dette udtryk betegner det fjerneste sted, man kan rejse til i vest. For eksempel kalder araberne det nordafrikanske land Marokko “Mağrip”. For de har kaldt det sådan, fordi det er et sted, de rejste til i vestlig retning. Heraf kan betydningen flad jord absolut ikke udledes. For eksempel bruges der også i dag lignende udtryk på tyrkisk eller på andre sprog.

Japan er et land i det fjerne østen. (På engelsk findes også ordet “Far East”, der betyder det samme som på tyrkisk). Det fjerneste land, man kan rejse til i øst, er Japan. At Japan kaldes verdens østligste land, viser ikke, at jorden er flad.

Desuden er det Dhul-Qarnayn, der udfører verbet i dette vers. Verset beskriver, i modsætning til hvad de, der forsøger at kritisere det, ønsker at tro, disse begivenheder som den situation, Dhul-Qarnayn så og opfattede, og ikke, Gud forbyde det, med Allahs fremstilling.

I dette vers er verbet vajada brugt. Betydningen af dette verbum i klassiske arabiske ordbøger er;

“at finde/opdage (noget), befinde sig, give indtryk, møde/støde på, være vidne til, opfatte, opleve (som erfaring)”[1]

Derfor taler dette vers kun om det, Dhul-Qarnayn så og opfattede. Det vil sige, at når Gud siger “Dhul-Qarnayn fandt solen synkende i dyndet”, siger Han Dhul-Qarnayns indtryk, det, han opfattede.

Hvis verset skulle fortælle, at “solen (fysisk) sank ned i dyndet”, ville ordet taghrubu ikke blive brugt. For dette ord er ikke et verbum, der udtrykker fysisk synken.[2]

Som konklusion dette vers, der er intet udsagn om ”jordens fladhed”. Det er ikke andet end en fordrejning fra ateisternes side. I dette vers tales der kun om det, Dhul-Qarnayn så/opfattede/oplevede. Ikke det, Gud så!!

Fodnoter:

[1]= Se. The Hans Wehr Dictionary of Modern Written Arabic, redigeret af: J. M. Cowan, 4. edition, 1976, page 1231.

[2]= Se. Edward William, Arabic-English Lexicon, Volume 1, London, 1863, page 2241.