Hvordan skal vi forstå de beretninger om profeten Moses, som fortælles i Koranen?
Vor Herre tilskynder de troende til at læse og forstå Koranen. Selvom Koranen generelt er en bog, der er let at forstå (Sura Al-Qamar,17……), kræver forståelsen af en bestemt del af den, det vil sige de müteşabih vers, et intenst og systematisk arbejde og en analyse. I Koranen findes der i fortællingen af mange beretninger et müteşabih fortælletræk, og Koranen formaner os til ikke at nå frem til en endelig konklusion uden at have tilstrækkelig viden (Sura Ta-Ha,114)
Størstedelen af Koranen består af muhkem vers. Muhkem vers er vers, der er lette at forstå, som gælder i deres primære betydning, og de er klare. De müteşabih vers er derimod lignelsesagtige vers, de indeholder antydende betydninger, og det er også muligt at forstå de müteşabih vers. Således siges der i Sura Al 'Imran, vers 7, “muhkem vers”, mens der i Sura Hud, vers 1-2, siges “muhkem-gjorte vers”. Den klare betydning af dette er, at mens de muhkem vers er muhkem i sig selv, det vil sige selv når de står alene, så er de müteşabih vers, der i Koranens helhed er gjort muhkem ved de andre vers om samme emne, vers, der ikke er muhkem, når de står alene.
Det vigtigste, vi skal være opmærksomme på, når vi vurderer de müteşabih vers, er; at emnet er i overensstemmelse med Koranens generelle logik, med naturlovene og med fornuften. Allah har i Koranen ikke givet nogen oplysning, der strider mod fornuften. Det samme gælder for beretningerne om profeten Moses, og vor Herre har villet, at vi vurderer beretningerne inden for rammerne af den generelle logik.
Efter denne korte forklaring lad os foretage en kort refleksion over, hvordan vi bør forstå nogle af de müteşabih/lignelsesagtige vers, hvori beretningerne om profeten Moses fortælles;
Den lignelsesagtige ( müteşabih) metode, som der også gøres brug af i nogle vers, der fortæller om det, profeten Moses oplevede, nogle personer imod Koranen, som ikke kan reflektere, som det bør sig, siger; ” at de udtryk, der fortæller, at profeten Moses’ stav forvandlede sig til en slange og åd slangerne hos de troldmænd, der tidligere støttede Farao, (Gud forbyde det) ikke er andet end eventyr” og retter dermed en overfladisk og uoprigtig kritik mod Allahs sidste budskab.
Lad os nu minde os om de pågældende vers;
7:115 – Troldmændene sagde til Moses: “O Moses! Vil du først fremvise din kunst, eller skal vi?”
7:116 – Moses sagde: “Kast I.” Da de kastede det, de skulle kaste, forheksede de alles øjne og fyldte dem med rædsel. Sandelig, de fremviste en stor magi.
7:117 – Og Vi åbenbarede for Moses: “Læg også du din stav fra dig.” Med ét greb staven alt det, de havde opdigtet, og slugte det.
7:118 – Nu var sandheden kommet frem, og alt det, de havde gjort, var gået til spilde.
7:119 – Dér var de blevet besejret og ydmyget.
7:120 – Troldmændene kastede sig alle sammen ned i sajda.
7:121 – De sagde: “Vi tror på verdenernes Herre.”
7:122 – “På Moses’ og Arons Herre.”
Når vi undersøger de ovenfor anførte vers; på den på forhånd fastsatte HACC (hüccet-debat)-dag fremlagde skabelsens modstandere først deres beviser for at støtte den fornægtende og undertrykkende mentalitet, som Farao repræsenterede. Derefter fremlagde profeten Moses sine tawhid-baserede argumenter imod disse tanker. For eksempel udnytter darwinismen menneskers manglende viden om videnskabelige emner og forsøger at skabe en forudgående accept hos de uvidende masser. Metoden, der bruges til dette, er at udføre massehypnose ved hjælp af megen gentagelse og at kunne skabe en troldomsvirkning.
I dag har denne virkning af massehypnosen omsluttet hele verden. I en sådan grad, at en stor del af menneskene er blevet forvandlet til ivrige forsvarere af “evolutionen”, som de i virkeligheden intet ved om. I virkeligheden er mange af dem ikke engang bevidste om, hvad de forsvarer. De er alene blevet påvirket af de indbildte billeder af abe-mennesker, der gradvist bliver mere oprejste, som de ser i dagbladene, eller af nyheder som “vores stamfader var visst en orm”. Med sådanne suggestioner er massehypnosen blevet ført til succes. På grund af denne falske succes har ingen tænkt på at spørge: “findes der beviser?”.
Da profeten Moses fremlagde beviserne for skabelsen, så selv de, der forsvarede ideerne i den fornægtende mentalitet, som bygger på, at alting er opstået ved tilfældighed, det intellektuelle nederlag, de led over for skabelsens virkelighed, og de troede straks. Denne fortælling er, at mennesker med en ren fornuft har kunnet se de videnskabelige og fornuftsmæssige beviser fra Allah, hele universets Skaber.
“Sig: “Sandheden er kommet, det falske er forsvundet. Uden tvivl er det falske noget, der forsvinder.”” (Sura Al-Isra, 81)
Baggrunden for fortællingen om, at profeten Moses’ stav forvandlede sig til en slange og åd de andre slanger, er således.
Allah ved bedst.