Hvor mange personer er én muslim værd? Svar på påstanden om en modsigelse i Sura Al-Anfal, vers 65 og 66
I to forskellige vers i Sura Al-Anfal siger, at de personer, der er tålmodige, kan besejre de vantro i forskellige antal. Ud fra at der i de to vers nævnes forskellige forhold, påstås det, at der er en modsigelse mellem disse to vers. Men hvis versene læses opmærksomt, vil man forstå, at disse forskellige forhold nævnes på grund af en vis forskel mellem de to vers. De to vers, der bruges som bevis for påstandene om dette emne, lyder således:
O Profet, forbered og opmuntr de troende til krigen. Hvis der blandt jer findes tyve (personer), der er tålmodige, kan de besejre to hundrede (personer). Og hvis der blandt jer findes hundrede (tålmodige personer), besejrer de tusind af de vantro. For de er et folk, der ikke fatter (sandheden). (8 Sura Al-Anfal – 65)
Nu har Allah lettet (jeres byrde) for jer og vidst, at der er en svaghed i jer. Hvis der blandt jer findes hundrede tålmodige (personer), slår de to hundrede (af dem) på flugt; og hvis der blandt jer er tusind (personer), besejrer de med Allahs tilladelse to tusind (af dem). Allah er med de tålmodige. (8 Sura Al-Anfal – 66)
Når de to vers læses opmærksomt, vil man forstå, at der er tale om to forskellige situationer. I det 65.vers oplyses det, at én muslimsk person er 10 fornægtere værd. Dette forhold gælder, hvis disse personer er uden svaghed. Dette er samtidig udtryk for den faste tros indvirkning på sejren. Men i det 66. vers oplyses en anden situation for dem, der er i en tilstand af svaghed. Det oplyses, at hundrede personer i en tilstand af svaghed vil besejre to hundrede personer. Der kan ikke være tale om en modsigelse eller om, at det ene ophæver det andets bestemmelse mellem de to vers. Mens bestemmelserne i det 65. vers gælder, når der ikke er nogen svaghed, gælder bestemmelserne i det 66. vers ved svaghed.
Et andet punkt, man her skal være opmærksom på, er, at udtrykket “bildi”, der nævnes i det 66. vers, ikke har betydningen vidste ved med tiden at lære det, som det bruges på tyrkisk. For Allah kan der ikke være tale om noget sådant. Allah ved alt fra første øjeblik, han lærer ikke som resultat af en proces. Allah vidste alt i det øjeblik, menneskene først blev skabt. Mens han i det første vers forklarer situationen for dem, der under normale forhold er uden svaghed, har han, fordi han vidste, at der senere ville komme en tilstand af svaghed, også oplyst et særskilt forhold for dem.