Den mørke fare: fanatisme: Den hårde prøvelse af muslimer i Mekka perioden

Åbenbaringen til vores Profet (صلى الله عليه وسلم) tog hele 23 år. Under de første 13 år levede muslimer som et mindretal i Mekkas hedenske samfund og blev udsat for meget stort pres. Mange muslimer blev udsat for fysisk tortur, nogle led martyrdøden, mange hjem og ejendele blev plyndret, og de blev hele tiden udsat for trusler og fornærmelser. Men muslimer fortsatte med at leve uden at ty til vold, holdt afstand fra hedningene og opfordrede dem hele tiden til fred.

Men de hedenske samfunds aggression var endeløs.

Quraysh så først ud til at betragte Muhammads (صلى الله عليه وسلم) profetskab som uvigtigt. Mens de fortsatte med ikke at tro, gjorde de ingen protest mod Profetens (صلى الله عليه وسلم) kald, så længe han ikke sagde noget mod deres idoler. Når de så Profeten (صلى الله عليه وسلم), angreb de ham dog verbalt. De hånede og nedgjorde muslimer. Quraysh’ periode af "verbale angreb" begyndte på den måde.

Koranen beskriver situationen med disse ord:

Sandelig, synderne plejede at gøre nar af de troende, Når de (de troende) gik forbi dem, blinkede de til hinanden, og når de vendte tilbage til deres familier, vendte de tilbage muntert. Og når de så dem, sagde de:

Mekka var centeret for afgudsdyrkelse. Mekka blev hver dag oversvømmet med folk, der kom for at besøge Ka’abaen og gudebillederne omkring den, og tjente på den måde en stor del penge og prestige til Quraysh. Quraysh opfattede spredningen af islam i Mekka som en trussel, fordi de mente, at dette ville gå imod deres egne interesser og også tiltrække andre stammers fjendskab. De vidste også, at islam betragtede alle som ligeværdige og ikke diskriminerede på baggrund af afstamning eller rigdom. Ledende medlemmer af Quraysh mente derfor, de måtte gøre en indsats for at stoppe udbredelsen af islam. Denne "indsats" inkluderede ofte tortur og endda drab på muslimer. (Ibn Hisham, 1/287)

Muslimer levede som en minoritet i det hedenske samfund i Mekka og blev udsat for meget undertrykkelse. Mange muslimer blev fysisk tortureret, nogle led martyrdøden, de fleste fik deres hjem og ejendele plyndret, og de blev udsat for konstante fornærmelser og trusler. Men muslimer fortsatte med at leve uden at ty til vold, og holdt blot afstand til afgudsdyrkerne og opfordrede dem til at leve i fred.

Hedningene på den tid kunne ikke gøre stor skade på medlemmer af stærke og eminente familier, såsom Hazrat Abu Bakr og Hazrat Uthman, men de behandlede de fattige og ubeskyttede muslimer ondskabsfuldt. Ærværdige muslimer udsat for så elendig behandling inkluderede Abu Fakih, Khabbab ibn al-Aratt, Bilal ibn Rabah, Suhaib ar-Rumi, Ammar ibn Yasir, Yasir ibn Amir og Sumayyah bint Khayyat.

Abu Fakih, en af Safwan ibn Umayyahs slaver, blev bundet ved fødderne hver dag af sin herre og trukket over varmt grus og sand.

Jernarbejderen Khabbab ibn al-Aratt blev lagt på varmt kul og fik sit bryst trykket ned mod kullet, indtil det var kølet af.

Ammar ibn Yasirs far, Yasir ibn Amir, fik sine ben bundet til kamelerne, som så blev drevet i forskellige retninger, og trak hans krop fra hinanden. Ude af stand til at bære smerten over hendes mands brutale martyrdød, udtalte Sumayyah bint Khayyat sig mod hedningene og blev dræbt af en pil, affyret af Abu Jahl. (Zad al-Maad, 2/116; The Age of Felicity, 1/254) Umayyah ibn Khalaf lagde sin slave, Bilal al-Habashi, nøgen ned på bagende varmt sand hver dag. Han placerede så en kæmpemæssig sten på hans bryst og efterlod ham der i timevis. Han torturerede ham for at forsøge at få ham til at gå imod Profeten (صلى الله عليه وسلم) og forlade islam. En dag bandt han hans hænder og fødder og lagde et reb omkring hans hals. Så trak han ham over det varme sand gennem Mekkas gader. (Zad al-Maad, 2/116; The Age of Felicity, 1/253) Først var de ikke i stand til at røre vores Profet (صلى الله عليه وسلم), da han var under sin onkels, Abu Talibs, værgemål, og da de frygtede Hashemitterne. Gradvis begyndte de dog at bagvaske ham, sagde at han var en "spåmand, en digter, en magiker, en troldmand". Til sidst greb de enhver mulighed, de kunne finde, til at fornærme Profeten (صلى الله عليه وسلم) og behandle ham dårligt. Denne dårlige behandling af muslimer fandt sted, blot fordi de troede og prædikede islam til andre. På trods af denne undertrykkelse, tortur og vold, skadede muslimerne aldrig dem, som skadede dem, hvilket er et af Islams krav, og de forsøgte aldrig at forsvare sig selv, hvilket er deres grundlæggende menneskeret. Når de så, at muslimerne ikke kæmpede imod, forstærkede Quraysh deres aggression og tortur. De omtalte Quraysh martyriserede nu muslimerne fra det øjeblik, de så dem. Som forfølgelsen forværredes, fandt muslimerne, som ikke reagerede på det på nogen måde, og ikke engang forsvarede sig selv, idet Koranen forbyder blodsudgydelse, sig ude af stand til at forblive i Mekka længere. De mente, de var nødt til at migrere til Medina.