Nævnes navnet Uzair ikke i Toraen?
Er der ikke en ved navn UZAIR i Toraen, og Siger Jøderne Ikke til Nogen Allahs Søn? “Jøderne: ‘Uzair er Allahs søn; sagde de. Og de kristne: Messias er Allahs søn’, Dette er ord, som de tygger på i deres munde. De får deres ord til at ligne ordene fra dem, der før var blevet vantro. Må Allah knuse dem! Hvor bliver de dog vendt bort! Jøderne forlod Allah og tog deres lærde, deres rabbinere; og de kristne deres munke og Marias søn Messias til herrer. Dog blev de kun befalet at tjene én eneste gud. Der er ingen anden gud end Ham. Han er fjern fra det, de sætter som partnere ved siden af Ham. (At-Tawbah, 9/30, 31)
Med udgangspunkt i udsagnet “Jøderne: ‘Uzair er Allahs søn; i Sura At-Tawbah, vers 30, påstår nogle personer, at Koranen, Gud forbyde det, tager fejl, idet de siger, at der ikke er noget navn som Uzair i Toraen, og at jøderne ikke kaldte denne person Allahs søn.
Men sandheden er en helt anden og bekræfter Koranen. I Toraen omtales naturligvis et sendebud ved navn Uzair. Denne person er på Toraens sprog EZRA. Og de historiske data beviser, at de mosaiske særligt frem til det 10.århundrede kaldte denne person ”Allahs søn”.
Grunden til, at de anerkendte Uzair som Allahs søn, var, at han skrev den forsvundne Tora på ny. Uzair, der i Toraen nævnes som “Skriveren Ezra” (Ezra ha-Sofer), er den, der på ny sammensatte ,skrev Toraen, som var blevet brændt, tilintetgjort og endda helt glemt, da Nebukadnezar plyndrede Jerusalem.
Ifølge jødisk tro befalede Allah Uzair at tage skrivere med sig og trække sig tilbage i afsondrethed, og efter at han næste dag havde drukket vandet i den skål, der blev rakt ham, lod Han ham diktere Toraen i fyrre dage. Fordi han på denne måde skrev Toraen på ny, kaldte jøderne Uzair “den anden Moses”; de anerkendte, at hvis profet Moses ikke var kommet, ville Toraen være blevet givet til Ezra.
Det er kendt, at det, at Ezra (Uzair) på ny skrev den forsvundne Tora udenad, og at man så, at denne Tora også var den samme som den Tora, en gammel kvinde senere havde gemt og bragt frem, øgede jødernes beundring for ham, og at de som følge heraf betegnede ham som “Allahs søn”. Det, at jøderne på Profetens tid anerkendte Uzair ( Skriveren Ezra), der tilhørte kohen-familien (Arons slægt), som “Allahs søn”, er det muligt at sige, at de af Nadir- og Qurayza-jøderne, der ligeledes tilhørte kohen-familien og dengang befandt sig i området omkring Medina, anerkendte således, fordi han var af Arons slægt.
I den jødiske historie fik det, at kohanim mistede deres funktioner med ødelæggelsen af Salomons Tempel, og at den politiske og religiøse ledelse hos jøderne overgik til personer, der ikke tilhørte kohen-slægten, med tiden den værdi, der blev tillagt Ezra, til at gå i glemmebogen. På den anden side forstås det, at en religion (jødedommen), der rettede kritik mod en ny gruppe (de kristne), som hævdede, at deres profet (Jesus Messias) var “Allahs søn”, også satte en sådan påstand hos sig selv i bero. Desuden omtaler historikere jøder, som i det 9. og 10. århundrede stadig anerkendte Uzair som “Allahs søn”.
Al-Jahiz (d. 869) beretter, at nogle jøder, og Maqdisi (d. 966), at en del af Palæstinas jøder på hans tid, kaldte Uzair Allahs Søn (İbnüllah) for at ophøje ham.
Desuden er det kendt, at de kristne og jøderne, ud over at de kalder personer, de anser for store i religionen, Allahs søn, også betegner sig selv på den måde, der nævnes i Al-Ma'idah vers 18: ‘‘Jøder og kristne, vi er Allahs børn og Hans elskede.”
Et vigtigt punkt i Sura At-Tawbah vers 30 er, at det angiver, at den fejl, der blev begået i jødernes og de kristnes anerkendelse af Uzair og Jesus Messias som Allahs søn, er en fejlagtig tro, der vedvarende har bestået i historien. I fortsættelsen af verset er udtrykket ”De efterligner ordene fra fornægterne før dem.” af den slags, at folkeslag med polyteistisk tro i historien troede, at deres herskere eller ledere var Guds søn.
Blandt disse er det kendt, at hos Babylons, Sumers, Akkads, Egyptens,Roms konger, hos skandinaverne, hos kelterne osv.Guds Inkarnation/ Tecessüd/Hulul-fænomen, den eneste Skaber-Guds åndelige kraft forvandlede sig til menneske-gud, og at dette blev betegnet som Guds søn. Også i dag findes denne tro stadig, i den indiske mytologis trimurti har guden 3 karakterer.Ligeledes anerkendes Budda i buddhismen af buddhisterne som Guds søn.
Desuden er udtrykket “Guds Søn” i Toraen ikke kun brugt om Uzair, men også om mange personer. Et par eksempler på passager er følgende;
(1. Mosebog, 1-4) 1- På jorden begyndte menneskene at blive mange, og der blev født døtre. 2-Son of God/Guds søn så menneskedøtrenes skønhed, og de giftede sig med dem, de syntes om. 3- HERREN sagde: “Min ånd skal ikke blive i mennesket for evigt, for det er dødeligt”, “Menneskets levetid skal være hundrede og tyve år.” 4- I de dage, hvor de guddommelige væsener giftede sig med menneskedøtrene og fik børn, og også senere, var der Nefilim på jorden. Disse var fortidens helte, berømte personer.
(1. Krønikebog 28) “HERREN sagde til mig: ‘Den, der skal bygge mit tempel og mine forgårde, er din søn Salomon. Ham har jeg udvalgt til søn for mig. Og jeg vil være far for ham.”
(Salmernes Bog, 89)
“Også jeg vil gøre ham til min første søn,
Til den højeste blandt jordens konger.”