Vores profets ægteskab med Zayds hustru

Et af de vers, som de ateistiske venner hænger sig mest i, er spørgsmålet om, at vores profet giftede sig med hustruen til Zayd, som var hans adoptivsøn. Med henvisning til dette vers siger de, at Koranen er en bog, som profeten Muhammad skrev i overensstemmelse med sine personlige interesser. (Gud forbyde det)

Først og fremmest er vi af den opfattelse, at ateisterne ikke kender ateismen særlig godt. For i ateismens litteratur findes begrebet “moral” ikke, og den kan ikke begrunde moralen. Mellem ateisme og moral kan der aldrig etableres en korrelation. Ateismen kan ikke udtrykke nogen som helst mening om “godt og ondt” vedrørende moralske regler. Den kan ikke foretage nogen vurdering. For moralske regler er baseret på religion. Religion findes for at opdrage dydige mennesker. Den tilbyder den livsform, der passer bedst til menneskets skabelse.

At Zayd, som var profetens adoptivsøn, giftede sig, efter at han var gået fra sin hustru, er heller ikke umoralsk. Det er lige så naturligt, som at du gifter dig med din nærmeste vens eller din nære slægtnings fraskilte hustru. Selv om de ikke indrømmer det, kan mange mennesker godt synes om deres vens osv... hustru. Det er ikke unormalt, og det er heller ikke umoralsk. Umoralsk er det, hvis du har et forhold til den kvinde, mens hun er gift.

Indtil for nylig gav folk øgenavne, når der blev sagt homoseksuel. Men nu er dette ved intens påvirkning blevet normaliseret i samfundet. Dette er imidlertid i Koranen en handling, som muslimerne “er imod med afsky”, og det er et modbydeligt forhold, og enhver muslim søger tilflugt hos Allah fra dette. Det er en interessant ting, at de, der anser den slags forhold for normale og forsvarer dem ved at sige ”det er deres valg og deres frihed”, hænger sig så meget i, at profeten giftede sig med sin adoptivsøns hustru. Og Zayd er heller ikke vores profets kødelige barn. Der er altså slet ikke noget blodsbånd.

Hvis vi kommer til det andet emne; Det pågældende vers fortæller om tiden efter, at begivenheden var sket og overstået. Der er altså ikke tale om, at verset kommer, og at Zayd derefter skiller sig fra sin hustru. Lad os se på versets første del; ”Og dengang du sagde til den, som Allah havde skænket nåde, og som du også havde skænket nåde: “Behold din hustru hos dig, og vogt dig for Allah”; af frygt for menneskene holdt du skjult i dit eget selv det, som Allah ville bringe frem i lyset; men Allah var langt mere værdig til, at du frygtede Ham. ” (Sura Al-Ahzab 37) Profeten giver Zayd et råd. ”Behold din hustru hos dig, og vogt dig for Allah”. Eftersom han råder ham til at beholde sin hustru hos sig, er det sandsynligt, at der var uenighed imellem dem.

Lad os se på den anden del af det pågældende vers; ”Da Zayd så afbrød sit forhold til hende, gav Vi hende til dig i ægteskab; så der, når deres adoptivsønner har afbrudt deres forhold til dem (har skilt sig fra kvinderne), ikke skal være nogen vanskelighed for de troende med hensyn til at gifte sig med dem. Allahs befaling er blevet fuldbragt.” (Sura Al-Ahzab 37) I den første del havde profeten rådet Zayd til at beholde sin hustru hos sig. Men det skete ikke, og Zayd gik fra sin hustru. Efter at de var gået fra hinanden, fandt ægteskabet med profeten sted. Og efter at ægteskabet havde fundet sted, kom verset. For verset fortæller om en begivenhed, der er sket og overstået. Ikke om noget, der skal ske. Så er der ikke tale om, som ateisterne hævder, at profeten for sit eget selvs skyld opdigtede et sådant vers (Gud forbyde det).

Hvis profeten i forvejen havde haft en sådan hensigt og selv havde skrevet Koranen (Gud forbyde det), ville han ikke med verset ”Herefter er (andre) kvinder ikke tilladt for dig, og heller ikke at bytte disse ud med andre hustruer -selv om deres skønhed skulle behage dig-; ” (Sura Al-Ahzab, 52) have sat en grænse for sine ægteskaber. (Allah ved bedst)