Gav Profeten i Qurayza ordre til at dræbe 400/900 jøder?

Ifølge overleveringen stillede Beni Qurayza, der var en af de jødiske stammer, sig på side med Quraysh og deres allierede, som gennemførte et mislykket angreb på Medina for at udslette islam. Dette mest alvorlige angreb mod islam endte i fiasko, og derefter blev Beni Qurayza belejret af Profeten. Ligesom Beni Nadir, da Beni Qurayza overgav sig, henvendte de sig, i modsætning til Beni Nadir, for at få voldgift af Sa‘d b. Mu‘az, et medlem af Aws-stammen, der var blandt deres egne allierede. Sa‘d traf den afgørelse, at de voksne mænd skulle dræbes, og at kvinderne og børnene skulle tages i besiddelse som slaver. Som følge heraf blev der gravet grøfter på Medinas markedsplads, Qurayzas mænd blev ført frem i grupper og halshugget. Overleveringerne om antallet af dræbte varierer mellem 400 og 900.

Når denne overlevering undersøges, ses dens detaljer at være af en sådan art, at de giver anledning til indvendinger. Først og fremmest er påstanden om, at så mange som 600, 800 eller 900 fra Beni Qurayza blev nedslagtet uden barmhjertighed, ikke sand. Dette er en påstand, der er fremsat senere, og dens hovedkilde er jødiske overleveringer.

Den ældste kilde, der indeholder de mest detaljerede oplysninger om dette emne, er Ibn Ishaqs Sîra. Dette værk er desuden det mest omfattende og det mest citerede værk.

Men i stedet for disse sene og usikre kilder bør Koranen, en samtidig og fuldstændig autentisk kilde til begivenhederne, have sin plads. I vers 26 i Sura Al-Ahzab er der en meget kort henvisning til den nævnte begivenhed:

Som det ses i verset, er der ingen oplysninger om antallet af dræbte.

Verset i Koranen taler om dem, der faktisk deltog i krigen. Dette er en udtalelse vedrørende krigen. I denne udtalelse er det de kæmpende personer, der er tale om. (Som en naturlig følge af krigen) blev nogle af dem dræbt, og nogle af dem blev taget til fange.

Man kan ikke lade være med at tænke således: Hvis der i forbindelse med denne begivenhed var blevet dræbt 600 eller 900 personer, ville denne hændelses betydning have været meget stor. I Koranen burde der have stået tydeligere forklaringer, formaninger og lektier, der skulle læres, om dette forhold. Hvis derimod kun de skyldige (kæmpende) ledere blev dræbt, burde resultatet heraf stå i Koranen med en kort forklaring.

Det sidste ord, der kan siges om kilderne; de er hverken interesse værd eller til at stole på. Konstateringerne tilhører en meget sene perioder. Derfor kan begrundelserne for at afvise overleveringen opregnes således:

1- Som nævnt ovenfor er henvisningerne i Koranen til de nævnte overleveringer meget korte, og der er intet udsagn om, at et stort antal mennesker blev dræbt. Når der er tale om krig, er henvisningen rettet mod dem, der faktisk kæmper. Koranen er den eneste kilde, som historikere vil acceptere uden nogen tvivl. Den er en tekst, der er samtidig med begivenheden, og af mange overbevisende grunde er den mest autentiske version af begivenheden, vi har.

2- Ifølge islamiske bestemmelser straffes kun de personer, der er ansvarlige for forræderi.

”Undtaget er dog de af polyteisterne, som I har indgået aftale med, og som ikke har formindsket noget (af aftalen) og ikke har hjulpet nogen imod jer; opfyld da deres aftale, indtil dens tid er udløbet. Allah elsker uden tvivl de gudfrygtige.” (Sura At-Tawbah,4) Som det fremgår af verset, er de, der overholder aftalen, eller som ikke slutter sig sammen med dem på deres egen side og hjælper dem imod muslimerne, holdt adskilt.

3- At dræbe så mange personer er diametralt modsat islams retfærdighedsopfattelse og det grundlæggende princip i Koranen “Ingen synder bærer ansvaret for en andens synd” (Sura Fatir, 18).
I islam ”Allah forbyder jer ikke at gøre godt mod dem, der ikke kæmper imod jer på grund af religionen, og som ikke fordriver jer fra jeres hjem, og at behandle dem retfærdigt. For Allah elsker dem, der handler retfærdigt.” [Sura Al-Mumtahanah, 8] siger. At behandle dem, der ikke kæmper mod muslimerne og ikke fordriver dem fra deres hjem, med godhed og retfærdighed er det grundlæggende i Koranen.

4- Denne overlevering er desuden det modsatte af bestemmelserne i Koranen om krigsfanger. Ifølge Koranens bestemmelse skal fanger enten sættes direkte fri eller løslades mod løsesum.

5- Hvis hundredvis af mennesker blev dræbt på markedet, og der blev gravet grøfter til det, er det meget interessant, at der ikke er noget spor af det, og at der ikke er nogen henvisning eller skrift, der peger på det nævnte sted.

6- I Qurayza-overleveringen fortælles det, at nogle personer, der beskrives som dem, der øvede aktiv fjendtlighed, blev dræbt. At de blev straffet, fordi de forårsagede forræderi, er et rimeligt resultat. Heraf kan man ikke drage den konklusion, at hele stammen blev straffet. For som vi også har nævnt ovenfor, ville dette være i modstrid med versenes bestemmelse.

Allah siger, ”På grund af at der er blevet handlet uretfærdigt mod dem, er der givet (de troende) tilladelse (til at kæmpe) mod dem, der fører krig imod dem…” (Sura Al-Hajj, 39). I et andet vers siger Allah; ”Kæmp på Allahs vej mod dem, der kæmper mod jer, (men) gå ikke for vidt. Allah elsker bestemt ikke dem, der går for vidt.” (Sura Al-Baqarah, 190). Som det fremgår af begge vers, er krig kun berettiget, når der er tale om et angreb, der truer sikkerheden for ejendom og liv. Men det er ikke tilladt at gå for vidt.

7- Ligesom personer, der nedstammede fra Qurayza, ønskede at ophøje deres egne forfædre, handlede også efterkommerne af de medinensere, der havde forbindelse med begivenheden, på samme måde. Det er en kendsgerning, at senere generationer har opdigtet mange historier for at ophøje deres forfædre eller for at rense dem, der i begyndelsen var imod islam, og de fleste af disse overleveringer er overleveret af Ibn Ishaq.

8- De øvrige detaljer er også svære at acceptere. Hvordan kan det være muligt, at hundredvis af mennesker blev fængslet i et enkelt hus, der tilhørte en kvinde fra Beni Najjar.

Overleveringens kilder er yderst tvivlsomme, og nyhedens detaljer er diametralt modsat islams ånd og versene i Koranen. Der er mangel på pålidelige kilder, og omstændighedernes beviser støtter ikke overleveringerne. Det betyder, at overleveringen har en karakter, der går ud over blot at være tvivlsom.

I islam er det at tage et uskyldigt liv, undtagen ved gengældelse og i krigstilstand, sidestillet med at dræbe alle mennesker. Det er også sagt, at det at være anledning til, at et liv genoplives, er som at genoplive alle mennesker. Når Qurayza-spørgsmålet ses i lyset af Koranens bestemmelser, kan det let forstås, at det er en beretning uden for virkeligheden.