Var Noas syndflod en lokal katastrofe?

De, der fornægter Noas syndflods eksistens, siger som bevis for denne påstand, at en verdensomspændende syndflods eksistens er umulig. Desuden fremsætter de påstanden om, at en sådan syndflod ikke har fundet sted, også med det formål, at den skal være en begrundelse for deres fornægtelse.

Men i den ædle Koran, som er den eneste hellige bog, Allah har sendt ned, og som ikke er blevet forvansket, fortælles Syndflodsbegivenheden meget anderledes end de Syndflodssagn, der omtales i Toraen og i forskellige kulturer. Den forvanskede Tora, som udgør de første fem bøger i Det Gamle Testamente, siger, at denne syndflod var universel og omfattede hele verden. Men i Koranen gives en sådan oplysning ikke; tværtimod forstås det af de relevante vers, at Syndfloden var regional, og at ikke hele verden, men Noas folk, som blev advaret-og-skræmt af profeten Noa, blev straffet.

Når man ser på Toraens og Koranens fortællinger om Syndfloden, kan denne forskel let ses. Toraen, som gennem historien har været udsat for forskellige forvanskninger og tilføjelser, forklarer Syndflodens begyndelse således:

Og Herren så, at menneskets ondskab på jorden var stor, og at hans hjertes tanker og forestillinger hver dag kun var onde. Og Herren fortrød, at han havde gjort mennesket på jorden, og han følte smerte i sit hjerte. Og Herren sagde: Mennesket, som jeg har skabt, og dyrene, krybdyrene og himlens fugle vil jeg udslette fra jordens overflade; for jeg fortryder, at jeg har gjort dem. Men Noa fandt nåde i Herrens øjne. (Første Mosebog, 6:5-8)

Men i Koranen meddeles det, at ikke hele verden, men kun Noas folk blev tilintetgjort. Ligesom profeten Hud (Sura Hud, 50), der blev sendt til Ad-folket, eller profeten Salih (Sura Hud, 61), der blev sendt til Thamud-folket, og de andre profeter, blev også profeten Noa kun sendt til sit eget folk, og Syndfloden udryddede også Noas folk:

De, der blev tilintetgjort, er det folk, som ikke lyttede til profeten Noas forkyndelse og holdt fast i oprør. Versene om dette emne er forklaret med en entydig fremstilling:

Desuden meddeler Allah i Koranen, at et folk ikke vil blive tilintetgjort, medmindre der er sendt en sendebud til det folk. For tilintetgørelse er det nødvendigt, at en advarer og skræmmer er kommet til folket, og at denne advarer er blevet erklæret for løgner. I Sura Al-Qasas siger Allah således:

Det meddeles i Koranen, at et folk, til hvem der ikke er sendt en advarer, ikke vil blive tilintetgjort. Profeten Noa, som er en advarer, blev derimod kun sendt til sit eget folk. Af denne grund har Allah ikke tilintetgjort de folk, til hvem der ikke blev sendt en advarer, men kun profeten Noas folk.

Af disse udtryk i Koranen forstås det, at Noas syndflod ikke var en, der dækkede hele verden, men en regional katastrofe. Desuden viser de udgravninger, der er foretaget i det arkæologiske område, hvor Syndfloden menes at have fundet sted -og som vi snart vil undersøge-, også, at Syndfloden ikke var en universel begivenhed, der dækkede hele verden, men en meget omfattende katastrofe, som ramte en del af Mesopotamien.

I den ædle Koran meddeles det, at skibet efter syndfloden kom til at sidde på “Cudi”. Dette ord, der betyder et velsignet, frugtbart sted, er meget vigtigt for syndflodsforskere, for det er et tegn på både, at syndfloden var regional, og at stedet, hvor skibet standsede, ikke var et meget højt bjerg som Ararat. Cudi må være et sted, hvor man kunne bo efter syndfloden, som var egnet til landbrug, hvor der fandtes vandområder, og som rummede alle slags betingelser for bosættelse.

Blev alle dyr taget med på skibet?

Bibelens fortolkere tror, at profeten Noa tog alle dyrearter på jorden med på skibet, og at dyrenes slægt blev reddet fra udslettelse takket være profeten Noa. Ifølge denne tro blev alle dyr på jorden samlet og anbragt på skibet.

De, der forsvarer denne påstand, kommer naturligvis i en meget vanskelig situation på mange måder. Det er naturligvis ikke muligt at besvare spørgsmål som, hvordan de dyrearter, der blev taget med på skibet, blev fodret, hvordan de blev stuvet på skibet, og hvordan de blev isoleret fra hinanden. Desuden er det også et spørgsmål, hvordan dyr, der er særegne for forskellige kontinenter, blev samlet; såsom pattedyrene ved polerne, kænguruerne i Australien eller bisonerne, der er særegne for Amerika. Desuden følger spørgsmål efter hinanden, såsom hvordan de giftige, som er yderst farlige for mennesker, såsom slanger og skorpioner, og de vilde dyr blev fanget, og hvordan de kunne holdes i live uden for deres eget naturlige miljø indtil Syndfloden.

Men dette er forklaringer, der findes i den forvanskede Tora, og som ikke kan forklares. I Koranen findes der derimod ingen forklaring om, at alle dyrearter på jorden blev taget med på skibet. Som vi tidligere har anført, fandt Syndfloden sted i et bestemt område. Derfor må de dyr, der blev taget med på skibet, være dem, der levede i det område, hvor Noas folk befandt sig.

Men det er klart, at det ikke engang er muligt at samle alle de dyrearter, der kun levede i det område. Det er også svært at tænke sig, at profeten Noa og de troende, om hvem det anføres, at de var meget få (Sura Hud, 40), indsamlede par af de hundredvis af dyrearter omkring dem. Af dyrene i det område, de levede i, er det ikke engang muligt kun at samle insektarterne; og endda ved at skelne mellem han og hun! Derfor kan man tænke, at de indsamlede dyr var husdyr, som let kunne fanges og beskyttes, og som især ville være til gavn for mennesker. Ifølge dette kan profeten Noa formentlig have taget ko, får, hest, høne, hane, kamel og lignende dyr med på skibet. For det er de grundlæggende dyr, der er nødvendige for det liv, der skulle etableres på ny i det område, som på grund af Syndfloden i høj grad havde mistet sin livskraft.

Det vigtige punkt her er følgende: En af visdommene i den befaling om at samle dyrene, som Allah gav profeten Noa, kan være, snarere end at bevare dyrenes slægt, at samle de dyr, der var nødvendige for det nye liv, der skulle etableres efter Syndfloden. For da Syndfloden var lokal, kan der ikke være tale om, at dyrenes slægter uddøde. Efter Syndfloden vil dyr jo med tiden vandre ind i dette område fra andre områder og bringe området tilbage til dets tidligere livskraft. Det vigtige er det liv, der skal etableres i området umiddelbart efter Syndfloden, og de indsamlede dyr må grundlæggende være indsamlet til dette formål.

Hvor højt steg vandet?

En anden diskussion om Syndfloden handler om, hvorvidt vandet steg så højt, at det dækkede bjergene. Som bekendt meddeles det i Koranen, at skibet efter Syndfloden kom til at sidde på “Cudi”. Ordet “Cudi” opfattes undertiden som et særligt bjergnavn, men ordet betyder på arabisk “et noget højt sted-høj”. Derfor bør det ikke overses, at “Cudi” i Koranen ikke som et særligt bjergnavn, men måske kun er brugt for at fortælle, at skibet kom til at sidde på et noget højt sted. Desuden kan man også af denne betydning af ordet cudi udlede, at vandet nåede en vis højde, men alligevel ikke steg op til de store bjerges niveau. Det vil sige, at Syndfloden ikke, som det fortælles i Toraen, slugte hele jorden og alle bjerge på jorden, men må kun have dækket et bestemt område.

HVAD BETYDER ORDET CUDI

De traditionelle korankommentatorer har dvælet ved, at ordet “Cudi” kunne være et bjergnavn, og har søgt efter et bjerg ved navn Cudi. Ud fra dette har de sagt, at det kunne være i Hijaz, i Palæstina og i det nordlige Mesopotamien. Mere de nyere kommentatorer har derimod tænkt, at dette ord ikke er et egennavn, at det kunne være et fællesnavn i betydningen “et hvilket som helst bjerg”.

Hvis ordet “Cudi”, der henviser til stedet, hvor skibet kom til at sidde, ikke opfattes som et egennavn, men som et tillægsord, betyder det “velsignet frugtbart sted”. At ordet forstås med denne betydning snarere end som et stednavn er mere i overensstemmelse med Koranens fremstilling; profeten Noa (as) beder således om det sted, hvor han ønskede, at hans skib skulle komme til at sidde: “Og sig: “Min Herre, lad mig gå i land på et lykkebragt (velsignet) opholdssted, du er den bedste af dem, der giver husly.” (Sura Al-Mu'minun 29)

Profeten Noa (as) ønskede i sin bøn at gå i land på et velsignet og lykkebragt sted, og Allah, som hørte hans bøn, lod ham også gå i land på Cudi –det vil sige på et velsignet sted-. (Sura Hud, 44)

Ordet Cudis ordbogsbetydning, roden CVD, betyder “velsignet, frugtbart, godt sted”. Cudi er derimod et nisbet-tillægsord af roden CUD. Så forstærkes betydningen “velsignet frugtbart, godt sted”, som i verset forenes med bønnen “munzelen mübareken”. De to vers fuldender hinanden. Det vil sige, at profeten Noas (as) skib efter syndfloden blev sat ned på et velsignet og frugtbart sted, hvor de kunne dyrke jorden og fodre deres dyr. Når disse to vers overvejes sammen, forstås det, at ordet Cudi ikke er et særligt navn på et sted eller et bjerg, men et nisbet-tillægsord.
Heraf forstås det også, at stedet, hvor skibet gik på grund, kunne være en hvilken som helst forhøjning på den indre slette i den sydlige del af den mesopotamiske slette.

Bjerge og forhøjninger, der nævnes med egennavnet “Cudi”, findes i snesevis i Mesopotamien, i Iran, i Tyrkiet og mange andre steder. I stedet for at søge efter et bjerg med navnet Cudi er det mere i overensstemmelse med den generelle fremstilling i Koranen at søge med den form, der er afledt af roden “CVD”, det vil sige “en forhøjning, der er et velsignet, frugtbart sted, et godt sted”.

Stedet for Noas syndflod

Som det sted, hvor Noas syndflod fandt sted, angives den mesopotamiske slette. I dette område blev de ældste og mest udviklede civilisationer, man kender i historien, grundlagt. Desuden udgør dette område, fordi det ligger midt mellem floderne Tigris og Eufrat, geografisk set et egnet grundlag for en stor oversvømmelse. En af de årsager, der forstærkede Syndflodens virkning, er med stor sandsynlighed, at disse to floder gik over deres bredder og ramte området.

En anden årsag til, at dette område accepteres som det sted, hvor Syndfloden fandt sted, er historisk. I optegnelserne fra mange civilisationer i området er der fremdraget et stort antal dokumenter, der beskriver en Syndflod, som blev oplevet i samme periode. Disse civilisationer, der var vidne til tilintetgørelsen af Noas folk, må have følt behov for at indføre denne katastrofes forløb og følger i de historiske optegnelser. Det er også kendt, at flertallet af de sagn, der fortæller om Syndfloden, har mesopotamisk oprindelse. Vigtigst er de arkæologiske fund. De viser, at der virkelig fandt en stor oversvømmelse sted i dette område. Denne oversvømmelse har, som vi vil undersøge i detaljer, fået den civilisation, der fandtes i området, til at gå i stå for en tid. Ved de foretagne udgravninger er de tydelige spor af en så stor katastrofe blevet bragt op fra under jorden.

Som det fremgår af de udgravninger, der er foretaget i det mesopotamiske område, har dette område gennem historien mange gange stået over for katastrofer som følge af oversvømmelser og af, at floderne Tigris og Eufrat gik over deres bredder. For eksempel beskrives et år på den tid, hvor İbbis var hersker over den store by Ur, som lå i den allersydligste del af Mesopotamien omkring 2000 f.Kr., som “efter en Syndflod, der udslettede grænserne mellem himmel og jord”1. I 1700’erne f.Kr. på babyloneren Hammurabis tid beskrives et år også med begivenheden “byen Eshnunnas ødelæggelse ved en oversvømmelse”.

I det 10. århundrede f.Kr. på herskeren Nabumukinapals tid fandt en oversvømmelse sted i byen Babylon.2 I det 7., 8., 10., 11. og 12. århundrede e.Kr. indtraf der også betydelige oversvømmelser i området. I det 20. århundrede i årene 1925, 1930 og 1954 skete dette også.3 Det, der forstås, er, at området altid er åbent for en oversvømmelseskatastrofe, og at det, som det anføres i Koranen, klart er muligt, at en stor oversvømmelse tilintetgør et helt folk.

HVOR LEVEDE NOA (AS)

Efter at det blev forstået, at navnene Vedd, Suva, Yeğus, Ye’uk og Nesr repræsenterer de mesopotamiske folks såkaldte guder, og at disse navne symboliserer solen, månen og stjernerne, blev det forstået, at profeten Noa (as) levede i Mesopotamien, og at syndfloden også fandt sted på dette sted. (Maria Höfner, “Die vorislamische Religionen Arabiens” Die Religionen Altsyriens, Altarabiens und der Mandaer, von Hartmut Gese, Maria Höfner, Kurt Rudolph, Stuttgart 1970)

Da det også som følge af de foretagne arkæologiske undersøgelser blev forstået, at syndfloden fandt sted i Mesopotamien, blev det klart, at de ovenfor nævnte afguder og de afgudsdyrkende samfund, der tilbad dem, også levede her. Det forstås, at profeten Noa (as), da han kom som advarer til disse afgudsdyrkende samfund, tilbragte en stor del af sit liv i dette område, og at syndfloden også fandt sted her.

Syndflodens arkæologiske beviser

Det er ganske bemærkelsesværdigt, at man i dag støder på sporene af mange af de folk, som det i Koranen forkyndes blev tilintetgjort. Af de arkæologiske data forstås det, at jo mere pludselig et folks forsvinden er, desto større er chancen for at få fund, der hører til det.

I det tilfælde, at en civilisation pludselig forsvinder -hvilket kan være følgen af en naturkatastrofe, en pludselig udvandring eller en krig-, bevares sporene af denne civilisation meget bedre. De huse, menneskene bor i, og de ting, de bruger i dagligdagen, begraves under jorden på kort tid. Således opbevares de i temmelig lang tid uberørt af menneskehånd, og når de bringes frem i dagens lys, giver de vigtige fingerpeg om livet i fortiden.

Det er netop således, at mange beviser vedrørende Noas syndflod i dag er blevet bragt frem. Syndfloden, som menes at have fundet sted omkring år 3000 f.Kr., tilintetgjorde en hel civilisation på et øjeblik og sørgede for, at en helt ny civilisation blev grundlagt i stedet for. Således er Syndflodens tydelige beviser blevet bevaret i tusinder af år, for at vi kan tage ved lære.

Der er mange udgravninger foretaget for at undersøge den Syndflod, der ramte den mesopotamiske slette. Ved udgravningerne i området er man i hovedsagelig fire byer stødt på spor af en oversvømmelseskatastrofe, der kan være sket som følge af en stor syndflod. Disse byer er den mesopotamiske slettes vigtige byer Ur, Uruk, Kish og Shuruppak. Udgravningerne i disse byer viser, at de alle blev udsat for en oversvømmelse omkring 3000’erne f.Kr. Lad os først tage de udgravninger, der er foretaget i byen Ur.

Den ældste af de civilisationsrester, der er fundet ved udgravningerne i byen Ur, som i dag kaldes Tel-El Muhayer, går tilbage til 7000’erne f.Kr. Byen Ur, som er et af de steder, hvor mennesker først grundlagde en civilisation, har gennem historien været et bosættelsesområde, hvor mange civilisationer er kommet og gået efter hinanden.

De arkæologiske fund, der er bragt frem ved udgravningerne i byen Ur, viser, at civilisationen her blev afbrudt som følge af en meget stor oversvømmelseskatastrofe, og at nye civilisationer senere med tiden igen begyndte at opstå. Den person, der foretog den første udgravning i dette område, er R. H. Hall fra British Museum. Leonard Woolley, der efter Hall overtog opgaven med at lede udgravningen, stod også i spidsen for et udgravningsarbejde, som blev udført i fællesskab af British Museum og University of Pennsylvania. De udgravningsarbejder, som Woolley ledede, og som skabte stor sensation i hele verden, blev videreført fra 1922 til år 1934.

Sir Woolleys udgravninger fandt sted midt i ørkenen mellem Bagdad og Basra-golfen. Byen Urs første grundlæggere var et folk, der var kommet fra det nordlige Mesopotamien, og som kaldte sig selv “Ubaidyen”. For at få oplysninger om dette folk blev der indledt detaljerede udgravninger. I tidsskriftet Reader’s Digest fortælles Woolleys udgravninger således:

I udgravningsområdet var der, jo dybere man kom, blevet bragt et meget vigtigt fund frem; det var byen Urs kongegravplads. Forskerne stødte på denne gravplads, hvor de sumeriske konger og de adelige var begravet, på mange sagnomspundne kunstværker. Hjelme, sværd, musikinstrumenter, kunstværker lavet af guld og ædelsten. Der var også andre ting, der var meget vigtigere end disse; historiske optegnelser presset på lertavler med forbløffende mesterskab og dygtighed og med en høj teknik.

Forskerne havde i Ur fundet skrifter, der bar de samme navne som på kongelisterne, og blandt dem var de endda stødt på navnet på den person, der grundlagde Urs første kongefamilie. Woolley kom til den konklusion, at gravpladsen begyndte før det første Ur-dynasti. Derfor kom han til den konklusion, at en yderst udviklet civilisation eksisterede før det første dynasti.

Efter at beviset var blevet grundigt undersøgt, besluttede Woolley at føre udgravningen dybere, ned under gravene. Arbejderne gik omkring en meter ned gennem de opblødte mursten og begyndte at tage lerkar og krukker op. “Og så standsede alting pludselig.” Sådan skrev Woolley. “Der var hverken kar eller krukke eller aske mere, kun det rene mudder, vandet havde bragt.”

Woolley fortsatte udgravningen, man gik ned i dybet gennem omkring to en halv meter rent lerlag, og så stødte arbejderne pludselig på redskaber af smergelsten og skår af lerkar, lavet af menneskene fra denne periode, som historikerne kalder den sidste stenalderkultur. Da mudderet var blevet grundigt fjernet, kom en civilisation, der havde ligget nedenunder, til syne. Dette viste, at der var sket en stor oversvømmelse i området. Desuden viste en mikroskopisk analyse, at et tykt lag af rent ler var blevet aflejret her af en syndflod, der var stor nok til at tilintetgøre den gamle sumeriske civilisation. Gilgamesh-eposet og fortællingen om Noa blev således forenet i en fælles kilde i en brønd, der var gravet i den mesopotamiske ørken.

Desuden gengav Max Mallowan tankerne hos Leonard Woolley, der ledede udgravningen, således:

Woolley anførte, at en så stor lermasse, der var dannet i en enkelt tidsperiode, kun kunne være resultatet af en meget stor oversvømmelseskatastrofe; og han beskrev det oversvømmelseslag, der adskiller det sumeriske Ur fra den by, der blev grundlagt af Al-Ubaids folk, som brugte malede lerkar, som resterne af den sagnomspundne Syndflod.

Disse data viste, at et af de steder, Syndfloden ramte, var byen Ur. Den tyske arkæolog Werner Keller udtrykte også den pågældende udgravnings betydning således: “At der ved de arkæologiske udgravninger i Mesopotamien kom byrester frem under et lerholdigt lag, beviste, at der havde været en oversvømmelse her.”