Hvorfor er tænkeorganet i Koranen hjertet?

Dette skyldes det arabiske sprogs egenart. Ethvert sprog har sin egen udtryksmåde. Ordet akıl er et arabisk ord, der er gået over i tyrkisk. Den egentlige betydning af ordet akıl er “at binde”. Et akıllı menneske binder sig selv for ikke at begå fejl og for at handle rigtigt. På tyrkisk er modstykket til ordet akıl ordet “us”. Når vi siger uslu barn, mener vi et velopdragent barn, der opfører sig smukt.

Akıllanma, uslanma, at opføre sig godt er adfærd, der mere afhænger af hjertet. Både gode mennesker og onde mennesker har hjerner. Men den, der opfører sig dårligt og skader andre, kalder vi ikke ”hjerneløs”, men “hjerteløs”. Og den, der begår fejl og skader sig selv, kalder vi ikke ”hjerteløs”, men “hjerneløs”.

Også på tjerkessisk knyttes det at tænke og forstå, ganske som på arabisk, til hjertet. Dette er et træk ved sprogets struktur. Hvis Koranen var blevet åbenbaret på tjerkessisk, ville ordet “hjerte” blive brugt som tænkeorgan. Men hvis den var blevet åbenbaret på tyrkisk, ville ordet “hjerne” være blevet brugt.

I samfundet tænker man på akıl og intelligens, som var de det samme. Intelligens er noget, der har med organiseringen inde i hjernen at gøre. Akıl er derimod, at et menneske bruger sin samvittighed til det yderste og i hvert øjeblik af sit liv vælger den holdning, som Allah vil være mest tilfreds med, og som passer bedst til Koranen, og at det som resultat heraf opnår en fuldkommenhed i tanke og holdning, der omfatter hele dets liv. Den intelligens, der har med hjernen at gøre, og den akıl, der har med hjertets fatteevne og samvittigheden at gøre, er forskellige begreber.

Allah siger i verset: ”… Hjerterne finder kun mutmain (tilfredshed) ved ihukommelsen af Allah.” (Sura Ar-Ra'd, 28) I et andet vers meddeler Han, at de, hvis hjerter er tilfredse, og som tager imod råd, er troende med ren akıl. At akıl er ren, er en egenskab, der opnås ved, at ikke nefs, men samvittigheden kommer i forgrunden. Og samvittigheden er noget, der ikke har med hjernen, men med hjertets fatteevne at gøre. Nefs er et begreb, der er samvittighedens modsætning. Nefs og samvittighed strides konstant. De personer, der ikke handler ud fra deres samvittighed, har ”…sygdom i deres hjerter…” (Sura Al-Baqarah, 10) Fordi de lader nefs komme først, bliver de ude af stand til at høre deres samvittigheds stemme, og ”Således er der sat segl over deres hjerter, så de ikke længere kan fatte.” (Sura Al-Munafiqun, 3)

At akıl/samvittigheden er i hjertet, og at de “akılsız” ikke kan fatte, fordi deres hjerter er lukkede, udtrykkes således i et vers: