Vers i Koranen, hvor udtrykket ”Sig, Sig” ikke forekommer, er ikke selvmodsigende

Vi kan sige, at de venner, der gør det til et argument, at udtrykket “Sig” ikke bruges i nogle vers i Koranen, kritiserer blindt uden at undersøge… For eksempel er udtrykket “Sig” også for Sura Al-An'am, vers 104, og Sura An-Naml, vers 91, og lignende til stede underforstået. Dette er et stiltræk, der tilhører Koranen. Den, der har sans for det arabiske sprog, føler aldrig nogen forringelse eller mangel i disse tekster. Ud fra talens naturlige forløb forstår han, at udtrykket er Allahs ord. I næsten alle koranoversættelser, også dem, der er lavet af vesterlændinge, er udtrykket “Sig” således vist i parentes.

I de vers, der begynder med befalingen “Sig”, er udtryksformen udformet som rettet fra Allah til Tjeneren. Hvis det, at udtryksformen er sådan, er nok til at bevise, at det udsagn er Allahs ord, så har Koranen fremlagt denne sag omkring tre hundrede gange. Og hvis denne sag er af afgørende betydning for at vise, om Koranen er Allahs ord eller ej, så er profeten Muhammad (ifølge påstanden om, at Koranen er profeten Muhammads ord (!)) klar over det og har passet på det på omkring tre hundrede steder. Hvorfor skulle han så have forsømt det på et par steder? Dermed er også påstanden om, at han glemte det, ugyldig. For det er ikke muligt, at han ikke skulle have bemærket denne mangel (!) i Gud forbyde det Koranen, som han konstant reciterede og forkyndte.

Hertil kommer, at de polyteistiske arabere, på hvis eget sprog Koranen blev åbenbaret, trods alt det fjendskab, de nærede mod Koranen, aldrig vovede sig ud i en sådan indvending. Indvending til side, så kunne de trods alle Koranens insisterende krav og udfordringer ikke frembringe en bog som den, en sura som en af dens suraer, et vers, et udsagn. Hvis Koranen havde været Profetens ord, ville også de arabiske polyteister, der delte samme stamme, samme samfund og miljø med ham, talte samme sprog og stod over ham med hensyn til social position, have frembragt en sådan bog. Men det lykkedes dem ikke. For “Han taler ikke af sit selvs begær. Den (Koranen) er kun en åbenbaring, der meddeles ham” [Sura An-Najm 3-4]

Hvis der i Koranens sproglige opbygning havde været noget, der kunne indvendes imod, noget i strid med litterær smag og logik, ville de polyteistiske arabere, Koranens første adressater, selv have gjort det, før dem, der ikke kan et eneste ord arabisk. De ville naturligvis, for at miskreditere en sådan bog i folkets øjne, en bog der havde sat sig for at afskaffe deres forfædres religion, være gået i gang med at remse dens mangler op og kritisere den. Men araberne, der stod på toppen af litterær smag, gjorde ikke noget sådant. De blev endda betaget af Koranens litterære overlegenhed og gav udtryk for denne betagelse således: “Dette (Koranen) er ikke andet end åbenlys trolddom.” [Sura Saba, 43] De, der hævder, at Koranen er Profetens ord, har derimod på en måde, der viser denne bogs høje litterære kraft, om Profeten “...nej, Han har selv opdigtet den; nej, Han er en digter.”vurderingen i den form givet udtryk for deres betagelse…