Er det forbudt at granske ifølge Koranen?

Ifølge ateisternes påstande siges der i Koranen i Sura Al-Ma'idah vers 101 “ STIL IKKE SPØRGSMÅL- GRANSK IKKE”, mens der i andre vers siges “TÆNK”. Forbyder Koranen at granske og siger den samtidig TÆNK? Er dette en modsigelse? Lad os nu for detaljernes skyld forelægge emnet for Koranen og undersøge vers 101 i Sura Al-Ma'idah;
Al-Ma'idah, 101. Vers: I, der tror, stil ikke spørgsmål om ting, der ikke vil behage jer, når de bliver gjort klare. Hvis I spørger i Koranens lys, bliver de klare for jer. ALLAH omtalte dem med vilje ikke. ALLAH er Den Tilgivende, Han er Langmodig.
Først og fremmest må en troende som en følge af sin tro vide, at standarderne for godt og ondt i hans liv fastsættes af Allah. De troende lærer de love, som Allah har fastsat, fra Koranen gennem Sendebudet. Sendebudet har ingen myndighed til at afsige dom i religionens navn. Ligesom alle troende er han selv forpligtet til nøje at overholde befalinger og forbud. Hvad enten det er profet Muhammad eller alle de andre Sendebud, har de besvaret de spørgsmål, de fik stillet, og som krævede en religiøs afgørelse, med åbenbaring.
Kan profet Muhammad nu have BESVARET et SVAR, der ikke findes i Koranen, det vil sige ÅBENBARINGS-spørgsmål, med sine egne sætninger? Naturligvis ikke. Da kun Allah afsiger domme i religionens navn, ventede også profet Muhammad på, at der skulle komme åbenbaring fra Allah for at svare på åbenbarings-spørgsmål. Det er præcis her, at også Sura Al-Ma'idah vers 101 træder til. Fordi hvert emne, Allah har kundgjort som åbenbaring, er en BEFALING, der skal følges, har vores Herre kundgjort, at Sendebudet/profet Muhammad også skal svare på de spørgsmål, der stilles ham, med Koranen.
I modsætning til det, der påstås, siges der i Sura Al-Ma'idah vers 101 ikke, at I ikke skal granske, der siges “tesu’kum:som vil bedrøve jer”, det vil sige stil ikke spørgsmål, der vil medføre nye religiøse forpligtelser. Den siger, at de forbud og befalinger, der er kommet med Koranen, er tilstrækkelige for jer, at Allah ønsker det lette for jer og ikke det svære (2/185). Den mentalitet, der opfatter verset som granske ikke, opfører sig derimod helt uden oprigtighed og logik. For mennesker bliver aldrig “BEDRØVEDE” af at granske, tænke og finde svar, tværtimod glæder de sig, og de nyder at GRANSKE med egenskaben FORNUFT OG TÆNKNING, der gør mennesket forskelligt fra andre levende væsener. Det, der bedrøver mennesker, er derimod at blive begrænset af forbud. Fordi vores Herre er den, der bedst kender den tjener, Han har skabt, har Han også kundgjort, AT ALT, DER IKKE ER FORKLARET I KORANEN, HØRER UNDER DET, HAN HAR TILGIVET.
KORANENS ADRESSAT ER FORNUFTEN. Lad os nu med eksempler på vers undersøge den betydning, Koranen tillægger tænkning og gransken;
I Koranen fortælles der om fortrydelsen hos dem, der skal i helvede, og om, hvordan Allah vil svare dem. Ifølge vers 37 i Sura Fatir vil de, der hører til i helvede, sige følgende:
”Vores Herre! Tag os ud, så vi kan gøre gode gerninger i stedet for det, vi (før) gjorde!
Ligeledes ifølge vers 37 i Sura Fatir vil Allah svare disse mennesker således:
”Gav Vi jer ikke et liv så langt, at den, der ville TÆNKE, kunne tænke?”
Så for ikke at komme i helvede… for at finde den rette vej, er det altså nødvendigt at TÆNKE.
“…Tænker I da slet ikke?” (Sura Aal-Imran | 65)
“…Vil I stadig ikke komme til fornuft?” (Sura Al-An'am | 32) …. [Se…. Sura Al-A'raf | 169, Sura Yunus | 16, Sura Hud | 51, Sura Yusuf | 109, Sura Al-Anbiya | 10, Sura Al-Anbiya | 67, Sura Al-Mu'minun | 80, Sura Al-Qasas | 60, Sura As-Saffat | 138, Sura Ya-Sin | 68, Sura Al-An'am | 32, Sura Al-Hadid |17]
“…FOR ET FOLK, DER TÆNKER, forklarer Vi således versene hver for sig.” (Sura Ar-Rum,28)
“De siger også således: “Hvis vi havde lyttet eller HAVDE BRUGT VORES FORNUFT, ville vi ikke være blandt dem i den flammende ild.” (Sura Al-Mulk, 10)
“ALLAH lader urenhed regne ned over DEM, DER IKKE BRUGER DERES FORNUFT.” (Sura Yunus, 100)
Koranen, der kalder til at tænke, indbyder samtidig også til at granske. Når vi nu vurderer Koranen som en helhed, fremlægger Koranen følgende synspunkt:
Nogle siger ting i stil med, at det er en synd at granske. Disse påstande er ikke rigtige. At sige, at gransken generelt er forkert, er ikke muligt ifølge Koranen. Når vi ser på Koranen, ser vi, at der er mange vers, der opmuntrer til at granske. Hvad vil Koranen have os til at granske?
Her er et par eksempler:
-Koranen vil have os til at granske universets skabelse (Sura Al-Anbiya, 30)
-Koranen vil have os til at granske menneskets skabelse (Sura Al-Qiyamah, 37)
-Koranen vil have os til at granske vores forfædres religion (Sura Al-Baqarah, 170)
– Hvis en bog skal være fra Allah, hvilken betingelse skal den da opfylde? Koranen vil have os til at granske selve Koranen (Sura An-Nisa, 82)
-Koranen vil have os til at granske profeten (Sura Yunus ,38)
-Hvis en religion er sand, hvorfor skal den så være monoteistisk? (Sura Al-Anbiya,22). Når vi for eksempel i Koranen ser på beretningen om profet Abraham, ser vi, at denne beretning helt igennem fortæller om en granskningsproces. For eksempel; profet Abraham ser, at solen går ned, og siger, at så kan dette ikke være min Herre.
Fortæller Allah os ikke disse ting forgæves? Han lærer os, at man i virkeligheden når frem til sandheden ved at granske.
”Hvis I er i nogen som helst tvivl om det, Vi har sendt ned til Vores tjener, så kom med en sura som den, og kald også på jeres vidner (hjælpere) ud over Allah, hvis I taler sandt i jeres påstand.” (Sura Al-Baqarah, 23)
Hvis der kan skrives en bedre sura, kan Koranen ikke være Allahs ord. Denne udfordring gør Koranen til en bog, der kan testes.
Sammenfattende er det ifølge Koranen ikke forkert eller forbudt at granske. Koranen accepterer ikke en efterlignende tro, men tværtimod den tro, der er baseret på fornuft, og som ved at tænke opnås som en bevidst handling. Så længe du ikke gransker, vil du ikke virkelig have troet.