Grænserne for krig mod fornægtere i Koranen – påstanden om erobringskrig
Versene om krig i Koranen forsøges bevidst fordrejet og brugt af fornægterne. Udtrykkene i versene rives ud af tekstens hovedforløb og tolkes anderledes. Men hvis disse vers blev vurderet ud fra Koranens generelle logik og emnets forløb, ville sagen blive endnu klarere. Verset i Sura At-Tawbah lyder således:
Kæmp mod dem blandt dem, der fik bogen, som ikke tror på Allah og den yderste dag, som ikke anerkender som forbudt, hvad Allah og Hans Sendebud har gjort forbudt, og som ikke tager den sande religion (islam) som religion, indtil de er ydmyget og giver cizye med egne hænder. (9 Sura At-Tawbah, 29)
Hvis man er opmærksom på udtrykket i verset, er de mennesker, det her befales at kæmpe mod, ikke alle Bogens folk. De er en gruppe blandt dem, der fik bogen. Årsagen til, at der ønskes kamp mod dem, er igen, at de kæmper mod muslimerne. Hvis Sura At-Tawbah læses fra begyndelsen, vil emnet blive bedre forstået.
Versene om krig må vurderes i Koranens helhed. I modsætning til alle disse påstande skal krig ifølge Koranen føres med forsvar som formål. En krig, der føres for at erobre andre menneskers lande, kan ifølge Koranen ikke være en religiøs krig. Gennem historien kan islamiske stater have ført nogle krige med erobring som formål. Men de er alle ikke religiøse krige, men politiske krige. Allah forbyder denne slags krig. I Sura Al-Baqarah siges det således:
Kæmp på Allahs vej mod dem, der kæmper mod jer, (men) gå ikke til yderligheder. Allah elsker sandelig ikke dem, der går til yderligheder. Dræb dem, hvor I finder dem, og fordriv også I dem fra det sted, de fordrev jer fra. Fitna er værre end at dræbe. Kæmp ikke mod dem ved Masjid al-Haram, før de kæmper mod jer. Hvis de kæmper mod jer, så kæmp også I mod dem. Sådan er de vantros straf. Hvis de gør ende på (krigen), (så gør også I ende på den); Allah er uden tvivl den, der tilgiver, den, der skåner. Kæmp mod dem, indtil der ikke er nogen fitna (på jorden), og religionen (kun) er Allahs. Hvis de holder op, er der ikke længere fjendskab mod andre end dem, der begår uret. (2 Sura Al-Baqarah, 190-193)
Som det fremgår af disse vers, føres krig kun mod dem, der kæmper. Desuden advarer Allah de troende om ikke at gå til yderligheder i denne krig. Hvis den anden part under krigen gør ende på krigen og beder om nåde, retter muslimerne sig efter det og gør ende på krigen. På grund af den skade, krigen har forårsaget, tages der cizye. Cizye kommer af roden Ceza og er en erstatning, der betales i krig, det er ikke en skat. Cizye er også et bevis på, at der ikke føres erobringskrig. For hvis det var en erobringskrig, kunne der ikke kræves erstatning. Den krigserstatning, som det aggressive Tyskland betalte efter II. Verdenskrig, er også cizye. Cizye er en straf, der også findes i civilretten.
Vi så i ovenstående vers, at krig i Koranen kun har forsvar som formål. Ud over dette, når der sker et angreb, ønsker Allah, at muslimerne svarer på denne aggression og kæmper mod disse angribere med al deres styrke. Versene i Sura At-Tawbah lyder således:
Vil I ikke kæmpe mod et folk, der bryder deres eder, som stræber efter at fordrive sendebudet (fra hans hjemland), og som var de første til at begynde (krigen) mod jer? Frygter I dem? Hvis I tror, er Allah mere værdig til, at I frygter Ham. Kæmp mod dem. Må Allah irettesætte dem ved jeres hænder, gøre dem foragtede og ringe og give jer sejr over dem, og må Han give de troendes fællesskabs bryst helbredelse. Og fjerne vreden i deres hjerter. Allah accepterer omvendelsen fra den, Han vil. Allah er vidende, ejer af dom og visdom. (9 Sura At-Tawbah, 13-15)
Det er klart, at det at være beslutsom og stærk i krig både vil få krigen til at ende hurtigere og skabe et afskrækkende eksempel for mulige krige. At svare angriberne og få dem til at fortryde disse handlinger vil i sidste ende være den rigtigste vej til at bevare freden.
Ud over dette tillader Allah også muslimerne krig for at beskytte mennesker, der er gjort svage, udsættes for pine og er nødlidende:
Hvad er der i vejen med jer, at I ikke kæmper på Allahs vej og på vegne af de svage blandt mænd, kvinder og børn, som siger: “Vor Herre, før os ud af dette land, hvis folk er uretfærdigt, send os en veli (beskyttende herre) fra Dig, og send os en hjælper fra Dig”? (4 Sura An-Nisa, 75)
Også denne slags krig udspringer ikke af vold, men tværtimod af barmhjertighed. Over for uretfærdighed råder islam de troende til at omslutte og beskytte den undertrykte. I fredstilstand ønsker Allah derimod godhed og retfærdighed af dem, der tror. Målet her er at bevare og værne om freden over for krigen:
Allah forbyder jer ikke at gøre godt mod dem, der ikke kæmper mod jer i spørgsmålet om religion og ikke fordriver jer fra jeres hjem, og at behandle dem retfærdigt. For Allah elsker dem, der handler retfærdigt. (60 Sura Al-Mumtahanah, 8)
Uanset hvilken religion gruppen over for jer tilhører, kan de troendes tilgang til dem ifølge Koranen, hvis de ønsker at leve i fred, kun være en venskabelig tilgang. Følgelig er der ingen modsigelse, når disse vers læses og vurderes i en helhed.