Oplysningen i Koranen om, at bjergene både står fast og driver

At bjergene står fast

I Koranen henledes opmærksomheden på en vigtig geologisk funktion ved bjergene:

Lægger man mærke til det, meddeles det i verset, at bjergene har en egenskab, der forhindrer rystelserne på jorden. Denne sandhed, som intet menneske kendte på den tid, hvor Koranen blev sendt ned, er i dag blevet afdækket som følge af den moderne geologis fund.

Tidligere troede man, at bjergene kun var forhøjninger, der forblev på jordens overflade. Men videnskabsfolk opdagede, at bjergene ikke kun er overfladeforhøjninger, men at de med de dele, der kaldes bjergrødder, til tider strækker sig 10-15 gange deres egen højde ned under jorden. Med disse egenskaber har bjergene en rolle, der ligner den, et søm eller en pæl har, når det binder et telt fast til jorden. For eksempel har Mount Everest, hvis top er omkring 9 km over jordens overflade, en rod på mere end 125 km. (1)

Desuden opstår bjergene som følge af bevægelser og sammenstød mellem de meget store plader, der udgør jordskorpen. Når to plader støder sammen, går den mest modstandsdygtige ind under den anden. Den plade, der forbliver øverst, foldes, hæver sig og danner bjergene. Den plade, der forbliver nederst, bevæger sig derimod frem under jorden og danner en dyb forlængelse nedad. Som vi også tidligere har anført, har bjergene altså ud over de masser, vi ser på jordens overflade, en dyb forlængelse, der bevæger sig ned under jorden.

Prof. Siaveda, en af verdens berømte undersøiske geologer, har, mens han omtalte, at bjergene er stukket ned i jorden i form af rødder, fremsat følgende kommentar:

Den grundlæggende forskel mellem bjergene på kontinenterne og bjergene i oceanerne er deres materiale… Men i begge findes der rødder, der støtter bjergene. I bjergene på kontinenterne strækker et let stof med lav massefylde sig ned i jorden som en rod. I bjergene i oceanerne findes der også et let stof, der støtter bjerget som en rod… Røddernes funktion er at støtte bjergene i henhold til Arkimedes' lov. (2)

Desuden anføres det i bogen Earth (Jorden) af Frank Press, tidligere præsident for Det Amerikanske Videnskabsakademi, som bruges som lærebog på mange universiteter verden over, at bjergene har form som pæle og er dybt nedgravet i jorden. (3)

I andre vers i Koranen peges der derimod på denne funktion ved bjergene med sammenligningen “pæl” således:

I endnu et vers meddeler Allah det således: “Hans bjerge rejste og satte Han fast” (Sura An-Nazi'at, 32). Ordet “ersayha”, der forekommer i dette vers, betyder “gav rod, gjorde fast, forankrede, slog i jorden”. Takket være disse egenskaber strækker bjergene sig ved sammenføjningspunkterne mellem jordens plader opad over jorden og nedad under jorden og nitter disse plader sammen. På denne måde stabiliserer de jordskorpen og forhindrer, at den glider oven på magmalaget eller mellem sine egne plader. Kort sagt kan vi sammenligne bjergene med søm, der holder brædder sammen.

Som det ses, er en meget livsvigtig funktion ved bjergene, som er blevet opdaget som følge af moderne geologisk og seismisk forskning, i den ædle Koran, sendt ned for århundreder siden, givet som et eksempel på den overlegne visdom i Allahs skabelse. I et vers befales det således:

At bjergene driver

Denne bevægelse ved bjergene skyldes bevægelsen i den jordskorpe, de befinder sig på. Jordskorpen bevæger sig næsten som flydende oven på kappelaget, der er tættere end den selv. Først i begyndelsen af det 20. århundrede fremsatte en tysk videnskabsmand ved navn Alfred Wegener, at kontinenterne på jorden i Jordens første tider var samlet, og at de senere drev i forskellige retninger og skiltes og fjernede sig fra hinanden.

Men geologerne kunne først forstå, at Wegener havde ret, 50 år efter hans død, det vil sige i 1980'erne. Som Wegener anførte i en artikel, der udkom i 1915; var landmasserne på jorden for omkring 500 millioner år siden forbundet med hinanden, og denne store landmasse, der blev kaldt Pangaea, befandt sig på Sydpolen. For omkring 180 millioner år siden delte Pangaea sig i to. Den første af disse to kæmpekontinenter, der drev i forskellige retninger, var Gondwana, som omfattede Afrika, Australien, Antarktis og Indien. Det andet var Laurasia, som bestod af Europa, Nordamerika og Asien uden Indien. På forskellige tidspunkter inden for de omkring 150 millioner år, der fulgte efter denne deling, delte Gondwana og Laurasia sig i mindre stykker.

Disse kontinenter, der opstod ved Pangaeas opdeling, ændrer konstant fordelingen mellem land og hav og driver hen over Jordens overflade med hastigheder på nogle få centimeter om året.

Denne bevægelse i jordskorpen, der blev opdaget som følge af geologisk forskning i begyndelsen af det 20. århundrede, forklares således i videnskabelige kilder:

Jordens overflade, der er 100 km tyk og består af jordskorpen og den øvre kappe, består af stykker, der kaldes “plader”. Der er seks store plader og utallige små plader, der udgør Jordens overflade. Ifølge den teori, der kaldes “pladetektonik”, bevæger disse plader sig hen over Jorden og fører kontinenterne og oceanbunden med sig… Den kontinentale bevægelse er beregnet til at være omkring 1 til 5 cm om året. Efterhånden som pladerne bevæger sig på denne måde, sker der ændringer i Jordens geografi. For eksempel bliver Atlanterhavet hvert år lidt bredere. (4)

Et vigtigt punkt, der bør anføres her, er dette: Allah har i verset meddelt bjergenes bevægelse som “driven”. Således er den engelske term, som videnskabsfolk i dag bruger for denne bevægelse, også “continental drift”, det vil sige “kontinental drift”. (5)

Kontinenternes glidning er en viden, der ikke kunne iagttages på den tid, hvor Koranen blev sendt ned, og med udtrykket “du ser bjergene og tror, at de er frosset” i verset har Allah på forhånd meddelt, hvordan mennesker ville vurdere dette emne. Men derefter har Han forklaret en sandhed og meddelt, at bjergene driver, som skyerne driver. Som det ses, er der i verset klart henledt opmærksomhed på bevægeligheden i den plade, bjergene befinder sig på.

At denne videnskabelige sandhed, som videnskaben har opdaget for ganske nylig, meddeles i Koranen i det 7. århundrede, hvor synspunkterne om universet og naturen byggede på overtro, falsk tro og sagn, er uden tvivl et stort mirakel. Og det er et meget vigtigt bevis på, at Koranen er Allahs ord.

KONKLUSION: Takket være deres rødder står bjergene fast, slået i jorden som søm. Når vi ser på dem, ser vi dem i sandhed som frosne/faststående. Men på en måde, vi ikke kan opfatte med øjet, driver de, som skyerne driver, omkring 1 til 5 cm om året. Ligesom disse to oplysninger ikke modsiger hinanden, er de beviser på to videnskabelige mirakler i Koranen.

Kilder:

1- Fra en tale af Prof. Zighloul Raghib El-Naggar.
2- http://www.beconvinced.com/science/QURANMOUNTAIN.htm
3- Frank Press, Raymond Siever, Earth, 3. udgave, W. H. Freeman & Company, San Francisco, 1982.
4- Carolyn Sheets, Robert Gardner, Samuel F. Howe, General Science, Allyn & Bacon Inc. Newton, Massachusetts, 1985, s. 305.
5- Powers of Nature, National Geographic Society, Washington D. C., 1978, s. 12-13.