Ifølge Koranen er straffen for den, der vender sig fra religionen, ikke døden
En person, der vender sig fra sin religion, kaldes mürted. I den ortodokse islamforståelse er straffen for den, der vender sig fra sin religion, døden. Som bevis for denne praksis uden for Koranen fremfører de den såkaldte hadith “Dræb den, der skifter sin religion” (Buhârî, Cihâd, 149). Men emner om domme, pligter, det forbudte, straffe… læres kun af Koranen. Et udsagn, der ikke har sit modstykke i Koranen, eller som strider imod Koranen, tilhører ikke vores profet.
I kraft af verset “…Han gør ingen til medindehaver af Sin dom.” (Sura Al-Kahf 26) har Allah ikke givet profeten nogen myndighed i spørgsmål om dom. ”Dommen tilhører alene Allah…” (Sura Yusuf, 40) Og Allah, Indehaveren af dommen, har i Koranen ikke meddelt nogen verdslig straf for den, der vender sig fra sin religion.
Koranen har en tolerant tilgang til enhver opfattelse og tro. ”Der er ingen tvang (og intet pres) i religionen.” (Sura Al-Baqarah, 256) Ingen har ret til at udøve tvang og pres mod den, der ikke tænker som han selv. Enhver er fri til at tro på, hvad han vil. Som det også fremgår af verset ”… Vil du tvinge menneskene, indtil de bliver troende?” (Sura Yunus, 99), er det at tvinge mennesker til at tro ikke en holdning, der ses med milde øjne i islam. ”Så giv råd og mind om, hvis ‘rådet og påmindelsen’ gavner.” (Sura Al-A'la, 9) Og hvis det ikke gavner, siger du “Jeres religion er jeres, og min religion er min.” (Sura Al-Kafirun, 6) og går videre.
… Den af jer, der vender sig fra sin religion og dør som fornægter, deres handlinger (gerninger) er alle blevet til intet i denne verden og i det hinsidige, og de er ildens folk, i den bliver de uden tidsgrænse. (Sura Al-Baqarah, 217) Som det også fremgår af verset, er det menneskenes eget valg, hvis de vender sig fra deres religion. I denne verden lever de efter deres eget valg, og en dag dør de. De gerninger, de udførte, før de vendte sig fra religionen, bliver til intet, og deres regnskab venter til det hinsidige. I denne verden anvendes der ikke nogen straf eller sanktion.
Sandheden er, at de, der tror og derefter slår over i fornægtelse, derefter tror igen og derefter slår over i fornægtelse og derefter vokser i fornægtelse, dem vil Allah ikke tilgive… (Sura An-Nisa, 137) Hvis I læser verset omhyggeligt, tales der om nogle, der tror og derefter viger af. Disse personer blev ikke dræbt, efter at de var slået over i fornægtelse. Derefter troede de igen. Og de slog igen over i fornægtelse. For dette forløb og for tiden derefter har Allah ikke indført nogen strafferetlig sanktion.
Den, der dræber en sjæl, uden at det er til gengæld for en anden sjæl eller for fordærv på jorden (uretmæssigt), er det, som om han har dræbt alle mennesker. (Sura Al-Ma'idah, 32) Versets dom er meget klar. Uden for kısas og krigssituationer er der ingen dom om døden. Tværtimod er det, hvis den ene har dræbt den anden med et formål uden for kısas og krigssituationer, sidestillet med at dræbe alle mennesker. Skaden af den person, der viger af efter troen, rammer ham selv. Og at dræbe nogen, alene fordi han har skiftet sin tro, er også et tab for den, der dræber. Allah synes ikke godt om at dræbe, men om at genoplive. Han ser ikke med milde øjne på dem, der overskrider målet og går over grænsen…
Og den, der genopliver ham (ved at forhindre, at han bliver dræbt), er det, som om han har genoplivet alle mennesker. Sandelig, Vores sendebude er kommet til dem med klare beviser. Derefter er mange af dem efter dette nogle, der overskrider målet på jorden. (Sura Al-Ma'idah, 32)