Svar på påstanden “Der er en modsigelse i versene om forbøn”

Den traditionelle skole, der er årsag til disse tanker hos en række ateistiske personer, som påstår, at der er en modsigelse i versene om forbøn, har forvansket versene om forbøn i betydning. Den Bog, de ikke kunne forvanske som tekst, har de med overleveringer, og nogle af dem især på grund af onde hensigter, foretaget betydningsforvanskninger af i versene.

Denne artikel handler om de vers, der knytter forbøn til tilladelse og undtagelse, og den vil dreje sig om, hvordan disse vers i nogle betydningsoversættelser er blevet fordrejet og har givet anledning til misforståelse, og hvordan versene om forbøn med tilladelse og undtagelse i virkeligheden bør forstås.

For at emnet kan forstås langt bedre, vil vi først give en kort teknisk oplysning. Vi vil kort forklare partiklen “İLLA”, der bruges i versene om forbøn med undtagelse. Hvad er partiklen “İLLA”s funktion, og i hvilke tilfælde bruges den? Denne partikel er et sammensat” ord. Denne partikel, der består af sammensætningen af ordene “ İN” og “L”, er med tiden, som følge af at bogstavet “N” smeltede sammen med “L”, blevet til “İLL”.“İN”, på tyrkisk “eğer, ise,” -LÂ- derimod er en nægtelsespartikel og betyder “IKKE, INGEN, NEJ”! Så betyder “İLL”, som er sammensætningen af disse to ord, “hvis ikke, tværtimod, ellers”. Senere blev denne partikel til en undtagelsespartikel og blev et grundlæggende element i arabisk grammatik!

Der findes uden tvivl også andre undtagelsespartikler på arabisk, for eksempel “gayri, maada, siva”, men vores emne vil koncentrere sig om “İLLA”. Denne partikel begrænser sætningens betydning og gør den foregående sætning entydig ved enten at bekræfte eller benægte den, mens den adskiller den efterfølgende sætning fra den foregående og så at sige bryder forbindelsen med den foregående sætning.

Lad os se på oversættelsen med undtagelsespartiklen “İLLA” i Sura Al-Asr: “Det sværges ved Asr, mennesker er i fortabelse MEN de, der tror og gør gode gerninger og anbefaler sandheden og tålmodigheden, undtaget” Lad os nu oversætte ved at give İLLA betydningen “Hvis ikke, eller …hvis så er det noget andet”: “Det sværges ved Asr, at HVIS de ikke tror og gør gode gerninger og anbefaler sandheden og tålmodigheden, er mennesker i fortabelse” Da “hvis” her vil give indtryk af at være en betingelsespartikel, er den bedste oversættelse tæt på det rigtige: “Det sværges ved Asr, at mennesker er i fortabelse, Hvis de tror, gør gode gerninger, anbefaler sandheden og tålmodigheden, så er det NOGET ANDET”

Lad os nu i lyset af disse forklaringer se på et eksempel, der skaber forvirring i nogle vers om forbøn, eller rettere sagt, hvor der er lavet en problematisk oversættelse ved overførslen til den tyrkiske betydningsoversættelse:

Allah siger, at selv englene ikke kan opnå forbøn, selv om de ønsker det, og at betingelsen for at opnå den kun afhænger af Allahs tilladelse. Selv om det her understreges, at englene ikke har ret til at gå i forbøn, har desværre nogle typer gennem hele islams historie sagt: “Det betyder altså, at Allah vil give tilladelse, siden Han taler sådan med undtagelse”.

Emnet forbøn er i intet vers i Koranen således, som det gælder i den traditionelle tro på forbøn; “at syndige muslimer gennem en anden persons mægling beder Allah om tilgivelse for deres synder”. Tværtimod, selv om der lægges vægt på, at dette er en polyteists tro, og på afvisningen af denne tro, har den traditionelle tro på forbøn taget dette til sig, og der er oprettet en særskilt religion på det. Den traditionelle tro, der ikke kunne foretage nogen ødelæggelse af de vers, der helt afviser forbøn, så versene om tilladelse og undtagelse og sagde “se, der er altså nogle, der får tilladelse, så de vil altså gå i forbøn” og har dermed, bevidst eller ubevidst, (Gud forbyde det) slået ind på at læse Koranen som en selvmodsigende bog og med en logik, der dækker over de andre vers. Lad os nu undersøge disse vers, der har været udsat for betydningsforvanskning;

Sætningen “hvem er det, der vil gå i forbøn uden Hans tilladelse?” i dette vers er med en læsning med forudfattede meninger blevet betydningsforvansket således: ” hvis Han giver tilladelse, vil nogle gå i forbøn”. Men hvis Koranen var blevet læst med logikken ” hvad siger Koranen om dette emne”, ville den sande betydning af tanken om forbøn i Koranen være blevet forstået, og ved at den tro, polyteisterne havde lagt på de falske guder, de tilbad i stedet for Allah, afvises, og at det, at de forbedere, som disse polyteister havde taget sig i stedet for Allah, er skabte, skal forstås af sætningen med betydningen ” Han kender det, de har gjort, og det, de vil gøre,”, mindes der om, at beføjelsen til at gå i forbøn ikke vil tilhøre andre end Allah, der kender alt om det, Han har skabt. Med hensyn til tilladelsen i Sura Yunus vers 3 skal det forstås på samme måde som Sura Al-Baqarah vers 255.

Dette vers er et af de vers, der er blevet betydningsforvansket ved både betydningsoversættelse og en læsning løsrevet fra konteksten. Betydningsforvanskningen ved en læsning løsrevet fra konteksten er resultatet af at læse dette vers med pincetmetoden, men hvis det læses i emnets helhed fra vers 77, meddeles det i Sura Maryam vers 72, hvem der modtog pagten, og at der ikke blev givet en sådan pagt til disse fornægtere, at dem, der fik pagten, er de gudfrygtige, og at også de blev reddet af Allah. Når vi ser på versenes kontekst, afvises troen på, at en fornægter vil få forbøn i det hinsidige med ejendom og børn, og det meddeles, at de, der vil råde over forbøn, kun vil modtage en pagt om forbøn som gengæld for tro og gode gerninger, at der ikke er givet et sådant løfte til andre end dem, og at de tværtimod vil blive straffet med helvede. Hvis man er opmærksom, er der ikke tale om nogen beføjelse til at gå i forbøn for nogen anden end Allah.

Sura Ta-Ha vers 109 er et af de vers, der er blevet forvansket i betydningsoversættelsen. I mange betydningsoversættelser er der, som en afspejling af den forkerte tro på forbøn og i overensstemmelse med troen på, at en anden end Allah går i forbøn, givet betydningsoversættelsen “Den dag vil andres forbøn end den, Rahman giver tilladelse, og hvis ord Han er tilfreds med, ikke gavne.”. Det forkerte ord er, at det er oversat som ” başkasının”, og den rigtige oversættelse skal være ” başkasına”.

I disse vers i Sura Al-Anbiya afvises polyteisternes forkerte tro om englene, og det erklæres, at deres plads hos Allah blot er ærede tjenere. Når vi ser på dem, de vil gå i forbøn for, meddeles det, at det ikke er for “andre end den, der har opnået Allahs tilfredshed”. Nu spørger vi dem, der forsvarer den forkerte tro på forbøn, om dette: kan den, der har opnået Allahs tilfredshed, have brug for hjælp fra en anden? Svaret er selvfølgelig nej,..

I dette vers er det igen, i overensstemmelse med den forkerte tro på forbøn, i mange betydningsoversættelser oversat som “Hos Ham kan ingen anden end den, Han giver tilladelse, gå i forbøn. Til sidst, da frygten i deres hjerter var fjernet: Hvad sagde jeres Herre? sagde de. Sandheden, sagde de. Og Han er Aliyy, Han er Kebir”, og dermed er det forsøgt at få givet en ret til forbøn til andre end Allah. Hvis man er opmærksom, understreges det, at efter at regnskaberne er gjort op, gives gengældelserne som “sandhed”, og ifølge verset “maliki yevmiddin” tilhører beføjelsen på den dag kun Ham selv.

Når vi forstår dette og lignende vers igen inden for rammerne af Sura Az-Zumar vers 44, vil Koranens budskab om forbøn være forstået.

Som konklusion: at nogle vers i Koranen, der er en bog uden modsigelser, skal sige “Forbøn tilhører kun Allah” og nogle vers derimod, Gud forbyde det, skal sige “Der vil blive givet tilladelse til forbøn til andre end Allah”; det er ikke muligt. Må vor Herre gøre os værdige til Hans egen forbøn inshaAllah.