Er verden et sted for leg og adspredelse?

Lad os svare på endnu en påstand om en modsigelse, som er fremsat uden at være tænkt tilstrækkeligt igennem.

I Sura Al-An'am, vers 32, siger Allah: “Det jordiske liv er ikke andet end leg og adspredelse”. I Sura Al-Ankabut, vers 64, findes der også en lignende påmindelse i form af: “Dette jordiske liv er (alene) ikke andet end forbigående fornøjelser og tidsfordriv…”.

Ifølge påstanden kommer Allah, mens han i disse to vers oplyser, at det jordiske liv ikke er andet end leg og adspredelse, i Sura Ad-Dukhan, vers 38, i modsigelse ved at sige: “Vi skabte ikke himlene, jorden og det, der er imellem dem, for at det skulle være leg og adspredelse.” (Gud forbyde det)

Selvfølgelig er der ingen modsigelse mellem versene. Når I læser versene før de to første vers, ser I, at der tales om personer, der erklærer det at møde Allah for løgn. I de to første relevante vers beskrives disse personers levevis. Det oplyses, at vantroens jordiske liv ikke består af andet end leg, forbigående fornøjelser og adspredelse. I Sura Ad-Dukhan, vers 38, mindes der derimod om, at Allah ikke skabte det jordiske liv for at det skulle være leg og adspredelse. Det vil sige, at det forkerte i det, som de, der ikke tror på det hinsidige, gør, understreges, og at det derefter med ordene “Sandelig, det hinsidige hjem, det er det egentlige liv. Gid de vidste det.” siges, at det jordiske liv, som de fordriver tiden med, er tomt, og at det egentlige liv og hjem er i det hinsidige.

“Allah har åbenbaret den skønneste tale som en Bog, der er müteşabih (lignende hinanden) og parvis…” (Sura Az-Zumar, 23) siger verset. Parvise, lignende beskrivelser forekommer ofte i Koranen. For eksempel siger Allah i et vers: “Vi har skabt faste bjerge på jorden, for at den ikke skal ryste dem…” (Sura Al-Anbiya, 31). I et andet vers siger han derimod: “Du ser bjergene og tror, de står stivnede; men de driver af sted, som skyerne driver…” (Sura An-Naml, 88). (1) Disse vers er parvise, lignende fremstillinger. Det viser os en anderledes og overlegen fremstillingsegenskab ved Koranen.

Ved at sige “I den er der en del vers, der er muhkem, og som er Bogens moder (grundlag); de andre er müteşabih. De, i hvis hjerter der er en afvigelse, følger det i den, der er müteşabih, for at skabe fitne og lave urimelige tolkninger…” (Sura Ali Imran, 7) oplyser Allah, at de, der hænger sig i den slags vers og leder efter modsigelser med urimelige tolkninger og skaber fitne, er dem, i hvis hjerter der er sygdom.

Som konklusion er der ikke den mindste modsigelse mellem versene.