Koranens mirakler: Jorden

Indhold

Jordens rundhed

I Koranen er de ord, man bruger til at beskrive universet, ganske bemærkelsesværdige. Det arabiske ord, som er oversat til ”vikler” i verset over, er ”takwir”.

«Han har skabt himlene og jorden i sandhed. Han vikler natten rundt om dagen og dagen rundt om natten.» (Koranen, 39:5)

I Koranen er de ord, man bruger til at beskrive universet, ganske bemærkelsesværdige. Det arabiske ord, som er oversat til ”vikler” i verset over, er ”takwir”. På engelsk betyder det ”at få en ting til at lappe over en anden, foldet sammen som et stykke tøj, der er lagt væk”. (For eksempel bruges ordet i arabiske ordbøger om handlingen at vikle en ting rundt om en anden på den måde, hvorpå en turban påsættes).

Informationen givet i verset omkring dagen og natten, der vikles ind i hinanden, indeholder præcis information om verdens form. Dette kan kun være sandt, hvis jorden er rundt. Dette betyder, at der i Koranen, som blev åbenbaret i det 7. århundrede, bliver hintet til jordens rundhed.

Man må dog huske, at forståelsen for astronomi på den tid opfattede verden anderledes. Man troede da, at verden var et fladt plan, og alle videnskabelige beregninger og forklaringen var baseret på denne tro. Versene i Koranen indeholder dog information, som vi kun har fundet ud af i det sidste århundrede. Siden Koranen er Guds ord, blev de mest korrekte ord brugt i den, når det gælder beskrivelser af universet.

Bjergenes funktion

Som vi har set, siges det i verset, at bjergene har den funktion, at de forhindrer rystelser i Jorden.

Koranen henleder opmærksomheden på en meget vigtig geologisk funktion i bjerge.

«På jorden satte Vi urokkelige bjerge, så den ikke skulle ryste under dem…» (Koranen, 21:31)

Som vi har set, siges det i verset, at bjergene har den funktion, at de forhindrer rystelser i Jorden.

Dette faktum var ikke kendt af nogen på den tid, hvor Koranen kom frem. Det blev faktisk først bragt frem i lyset for nylig som resultat af moderne geologis fund.

Ifølge disse fund opstår bjerge som resultat af bevægelserne og kollisionerne mellem enorme plader, der danner Jordens skorpe. Når to plader kolliderer, glider den ene under den anden, den øverste bukkes og danner højder og bjerge. Det nederste lag fortsætter ned under jorden og laver en dyb udvidelse nedad. Dette betyder, at bjergene har en del, der strækker sig nedad, så stor som deres synlige del på Jorden.

I en videnskabelig tekst beskrives bjerges struktur som følger:

Hvor kontinenter er tykkere, som ved bjergkæder, synker skorpen dybere ned i jordkappen.¹⁵

I et vers udpeges denne af bjergenes roller med en sammenligning med ”teltpæle”:

«Har Vi ikke gjort jorden til et hvilested og bjergene til teltpæle?» (Koranen, 78:6-7)

Bjerge holder med andre ord pladerne i Jordens skorpe sammen ved at strække sig op over og ned under Jordens overflade ved disse pladers samlingspunkter. På denne måder fikserer de Jordens skorpe og forhindrer at den driver over magmalaget eller mellem sine plader. Kort sagt kan vi sammenligne bjerge med søm, der holder træstykker sammen.

Bjergenes fikserende funktion beskrives i videnskabelig litteratur med udtrykket “isostasi”. Isostasi betyder det følgende:

Isostasi: generel ligevægt i Jordens skorpe vedligeholdt af et blødt flow af stenmateriale under overfladen under påvirkning af tyngekraften.¹⁶

Denne vitale rolle hos bjergene, som blev opdaget af moderne geologi og seismisk forskning, blev afsløret i Koranen for århundreder siden som et eksempel på den suveræne viden i Guds skabelse.

” På jorden satte Vi urokkelige bjerge, så den ikke skulle ryste under

dem…” (Koranen, 21:31)

Bjergenes bevægelse

I et vers får vi at vide, at bjerge ikke er stillestående, som de lader til, men er i konstant bevægelse.

«Du vil se bjergene passere forbi som skyer, skønt du regnede dem for ubevægelige.» (Koranen, 27:88)

Bjergenes bevægelse forårsages af bevægelserne i Jordskorpen, som de er placeret på. Jordens skorpe ’flyder’ over kappelaget, som er tættere. Det var i begyndelsen af det 20. århundrede, at en tysk forsker ved navn Alfred Wegener først foreslog, at jordens kontinenter sad sammen, da de først blev dannet, men så drev i forskellige retninger og derved blev separeret, idet de bevægede sig væk fra hinanden.

Geologer forstod først, at Wegener havde ret, i 1980’erne, 50 år efter hans død. Som Wegener sagde i sin artikel udgivet i 1915, sad jordens landmasser sammen for omkring 500 millioner år siden, og denne store masse, kaldet Pangæa, var lokaliseret på sydpolen.

For omkring 180 millioner år siden delte Pangæa sig i to dele, som drev i forskellige retninger. Et af disse gigantiske kontinenter var Gondwanaland, som inkluderede Afrika, Australien, Antarktis og Indien. Det andet var Laurasien, som inkluderede Europa, Nordamerika og Asien, undtagen Indien. Over de næste 150 millioner år efter denne separation, delte Gondwanaland og Laurasien sig i mindre dele.

Disse kontinenter, som opstod efter opdelingen af Pangæa, har konstant bevæget sig på Jordens overflade med flere centimeter om året, og har derved ændret Jordens hav- og landforhold.

Opdaget som resultat af den geologiske forskning udført i starten af det 20. århundrede, forklares denne bevægelse af Jordskorpe af forskere som følger:

Skorpen og den øverste del af kappen, med en tykkelse på omkring 100 km, er opdelt i små segmenter kaldet plader. Der er seks hovedplader og flere små. Ifølge teorien kaldet pladetektonik bevæger disse plader sig på Jorden og bærer kontinenter og havbund med sig. Kontinental bevægelse er blevet målt til 1-5 cm per år. Som pladerne fortsætter med at bevæge sig, vil dette skabe en langsom forandring i Jordens geografi. Hvert år bliver Atlanterhavet for eksempel en lille smule bredere.¹⁷

Der er en meget vigtig pointe, der må nævnes her: Gud har henvist til bjergenes bevægelse som en drivende handling i verset. I dag bruger moderne forskere også udtrykket ”kontinental drift” om denne bevægelse.¹⁸

Uden tvivl er det et af Koranens mirakler, at dette videnskabelige faktum, som først for nylig er blevet opdaget af videnskaben, blev skrevet i Koranen.

Proportionen af regn

En information, der i Koranen gives omkring regn, er, at det sendes ned til Jorden i passende mængder. Dette nævnes i Sura Zukhruf som følger:

«Den, der sender vand ned fra himlen i passende mængde, så Vi dermed vækker dødt land til live; på samme måde vil I blive oprejst.» (Koranen, 43:11)

Denne målte kvantitet af regn er igen blevet opdaget af moderne forskning. Det estimeres, at der på et sekund fordamper ca. 16 millioner ton vand fra Jorden. Dette nummer løber op i 513 billioner ton vand på et år. Dette tal er lig med den mængde regn, der falder på Jorden på et år. Dette betyder, at vand hele tiden cirkulerer i en balanceret cyklus, i en ”bestemt mængde”. Liv på Jorden afhænger af denne vandcyklus. Selv hvis folk brugte al verdens teknologi, ville de ikke være i stand til at reproducere denne cyklus kunstigt.

Selv en mindre afvigelse i denne ligevægt ville hurtigt skabe en stor, økologisk ubalance, som ville gøre en ende på alt liv på Jorden. Men dette sker aldrig, og regn bliver ved med hvert år at falde i præcis samme mængde, ligesom det siges i Koranen.

Dannelsen af regn

Det var i lang tid et mysterium, hvordan regn blev dannet. Kun efter vejrradar blev opfundet, har det været muligt at opdage de stadier, hvorved regn dannes. Ifølge disse finder dannelsen af regn sted med tre stadier. Først stiger regnens ”rå materiale” op i luften med vinden. Senere dannes skyer, og til sidst fremkommer regndråber.

Koranens redegørelse for dannelsen af regn henviser præcis til denne proces. I et vers beskrives dannelsen på denne måde:

«Gud er den, der sender vindene ud, så disse kan rejse skyer. Dem breder Han ud over himlen, som Han vil, og river dem derpå i stykker. Så ser man finregnen bryde frem gennem dem. Den lader Han falde, over hvem Han vil af sine tjenere, og da priser de sig lykkelige,» (Koranen, 30:48)

Lad os nu undersøge disse tre stadier beskrevet i verset på et mere teknisk niveau.

FØRSTE STADIE: ”Gud er den, der sender vindene ud…”

Utallige luftbobler, dannet af havenes skum, sprænger hele tiden og gør, at vandpartikler sendes op mod himlen. Disse partikler, som er fyldt med salt, bæres så væk af vindene og stiger op i atmosfæren. Disse partikler, som kaldes aerosoler, fungerer som vandlåse og danner sky dråber ved at samle sig omkring selve vanddampene, som stiger op fra havet som bittesmå dråber.

ANDET STADIE: ”… Så disse kan rejse skyer. Dem breder Han ud over himlen, som Han vil, og river dem derpå i stykker.”

Skyerne dannes af vanddamp, som fortættes omkring saltkrystallerne eller støvpartiklerne i luften. Fordi vanddråberne i disse skyer er meget små (med en diameter mellem 0,01 og 0,02 mm), kommer skyerne til at hænge i luften og spreder sig over himlen. Altså er himlen dækket med skyer.

TREDJE STADIE: ”… Så ser man finregnen bryde frem gennem dem”

Vandpartiklerne, som omgiver saltkrystaller og støvpartikler, bliver tykkere og danner regndråber, så dråber, som bliver tungere end luften, forlader skyerne og begynder at falde til jorden som regn.

Som vi har set er hvert stadie i dannelsen af regn beskrevet i Koranens vers. Endvidere er disse stadier beskrevet i præcist den rigtige rækkefølge. Ligesom med mange andre naturlige fænomener på Jorden, giver Gud også den mest korrekte forklaring af dette fænomen, og fortalte det til folket i Koranen århundreder før det blev opdaget.

I et andet vers gives den følgende information om dannelsen af regn:

«Har du ikke set Gud drive skyerne af sted, derpå samle dem og gøre dem til en ophobet masse? Så ser man regnskyl komme ud imellem dem. Han sender hele bjerge ned fra himlen, fulde af hagl, hvormed Han rammer, hvem Han vil, og forbigår, hvem Han vil. Skæret fra deres lyn kan næsten borttage synet.» (Koranen, 24:43)

Forskere, der studerer sky typer kom frem til overraskende resultater omkring dannelsen af regnskyer. Regnskyer dannes og formes ifølge bestemte systemer og stadier. Dannelsesstadierne af cumulonimbus, en slags regnsky, er de følgende:

STADIE, At blive drevet omkring: Skyer bæres omkring, det vil sige de drives omkring af vinden.

STADIE, sammenføjning: Så sætter små skyer (cumulusskyer), drevet rundt af vinden, sig sammen og danner en større sky.²⁰

STADIE, Stabling: Når de små skyer sætter sig sammen, stiger opdrifterne inden i skyen. Opdrifterne nær centrum af skyen er stærkere end de, der er langs kanterne. Disse opdrifter gør, at skyens krop vokser vertikalt, så skyen stables op. Denne vertikale vækst gør, at skyen strækker sig op til koldere regioner i atmosfæren, hvor dråber af vand og hagl dannes og begynder at vokse sig større og større. Når disse dråber af vand og hagl bliver for tunge til, at opdrifterne kan støtte dem, begynder de at falde fra skyen som regn, hagl osv.²¹

Vi må huske på, at meteorologer kun for nylig har fået kendskab til disse detaljer om skyers dannelse, struktur og funktion ved at bruge avanceret udstyr som fly, satellitter, computere osv. Det er tydeligt, at Gud har givet os et stykke information, som ikke kunne være kendt for 1400 år siden.

De frugtbargørende vinde

I et vers i Koranen nævnes vindendes “frugtbargørende” karakteristik og dannelsen af regn som resultat af dette.

«Vi sender vindene ud for at befrugte. Så lader Vi vand falde ned fra himlen og giver jer det at drikke; selv kunne I ikke opbevare det.» (Koranen, 15:22)

I dette vers understreges det, at det første stadie i dannelsen af regn vind. Indtil starten af det 20. århundrede var det eneste kendte forhold mellem vinden og regnen, at vinden førte skyerne omkring. Men moderne meteorologiske fund har vist vindens ”frugtbargørende” rolle ved dannelsen af regn.

Vindens frugtbargørende funktion fungerer på følgende måde:

På overfladen af havene dannes utallige luftbobler, fordi vandet skummer. I det øjeblik, hvor disse bobler sprænger, kastes tusindvis af disse bittesmå partikler, med en diameter på kun en hundreddel af en millimeter, op i luften. Disse partikler, kendt som aerosoler, blandes med støv båret fra jorden af vinden og bæres op til atmosfærens øvre lag. Disse partikler, som er blevet båret til større højder af vinden, kommer i kontakt med vanddamp deroppe. Vanddamp fortættes omkring disse partikler og bliver til vanddråber. Disse vanddråber set sig først sammen og danner skyer, og så falder de ned på Jorden i form af regn.

Som vi ser her, ”frugtbargør” vinden vanddampene, der flyder rundt i luften, med de partikler, den bærer op fra havet, og bidrager i sidste ende til dannelsen af regnskyer. Hvis vindene ikke besad denne egenskab, ville vanddråber i den øvre atmosfære aldrig blive dannet, og der ville ikke være noget, der hed regn.

Den vigtigste pointe her er, at denne kritiske rolle, som vinden spiller ved dannelsen af regn, blev skrevet for århundreder siden i et vers i Koranen, på en tid, hvor folk vidste meget lidt om naturfænomener…

Havene blander sig ikke med hinanden

En af havenes egenskaber, som først for nylig er blevet opdaget, beskrives i et vers i Koranen som følger:

«Han lader de to have strømme, så de mødes, men mellem dem er der en barriere, som de ikke kan overskride.» (Koranen, 55:19-20)

Denne egenskab hos havene, at de mødes men ikke blander sig med hinanden overhovedet, er først for nylig blevet opdaget af oceanografer. På grund af den fysiske kraft kaldet ”overfladespænding” blander vandene fra nabohave sig ikke. Overfladespænding er forårsaget af forskelle i vandenes tæthed og forhindrer, at de blander sig med hinanden, som var der en tynd væg mellem dem.²²

Det interessante aspekt af dette er, at på en tid, hvor folk ikke havde nogen kendskab til fysik, overfladespænding eller oceanografi, blev dette skrevet i Koranen.

Mørke i havene og indre bølger

Mørket i dybe have og oceaner findes i en dybde af 200 meter og derunder. På denne dybde er der næsten ikke noget lys. Under en dybde på 1000 meter er der slet ikke noget lys.

«Eller som mørke i et bundløst hav, som bølger dækker. Over disse er der flere bølger, og herover skyer. Mørke over mørke. Når han rækker hånden ud, kan han næppe skimte den. Den, til hvem Gud ikke giver lys, har intet lys.» (Koranen, 24:40)

Det generelle miljø i dybe have beskrives i bogen med titlen Oceans:

Mørket i dybe have og oceaner findes i en dybde af 200 meter og derunder. På denne dybde er der næsten ikke noget lys. Under en dybde på 1000 meter er der slet ikke noget lys.²³

I dag kender vi til havenes generelle struktur, egenskaberne hos de levende ting i dem, deres saltholdighed samt den mængde vand de indeholder, deres overfladeareal og dybde. Ubåde og specielt udstyr, udviklet med moderne teknologi, gør at forskere er i stand til at indhente denne information.

Mennesker er ikke i stand til at dykke mere end 40 meter ned uden hjælp fra specielt udstyr. De kan ikke overleve uden hjælp i de dybe, mørke dele af havene, såsom i en dybde af 200 meter. Af disse grund har forskere først for nylig været i stand til at opdage disse detaljerede informationer om havene. Men udtalelsen om ”mørke i et dybt hav” blev brugt i Sura Nur for 1400 år siden. Det er bestemt et af miraklerne i Koranen, at sådan information blev givet på en tid, hvor der ikke fandtes noget udstyr, der gjorde mennesket i stand til at dykke ned i havenes dyb.

I tillæg henleder udtalelsen i vers 40 i Sura Nur ”… som mørke i et bundløst hav, som bølger dækker. Over disse er der flere bølger, og herover skyer…” vores opmærksomhed på et andet mirakel i Koranen.

Forskere har for nyligt opdaget, at der er interne bølger, som ”opstår på tæthedsgrænseflader mellem lag af forskellig tæthed.” Disse interne bølger dækker havene og oceanernes dybe vand, fordi dybt vand har en højere tæthed en vandet oven over det. Interne bølger opfører sig som overfladebølger. De kan brydes ligesom overfladebølger. Interne bølger kan ikke ses med et blotte øje, men de kan opfanges ved at studere temperatureller saltholdighedsforandringer på et givent sted.²⁴

Udtalelserne i Koranen passer fuldstændig overens med ovenstående forklaring. Uden forskning kan man kun se bølgerne på havets overflade. Det er umuligt at kende til de interne bølger under havet. Men i Sura Nur henleder Gud vores opmærksomhed på en anden type bølge, der opstår i havets dyb. Dette faktum, som forskere har opdaget for nylig, viser igen bestemt, at Koranen er Guds ord.