Islam fordømmer terrorisme: Det ægte ansigt af terroristerne, der handler i religions navn

Alle disse eksempler afslører, at organisering af terrorhandling imod uskyldige folk er totalt imod islam, og det er usandsynligt at nogen muslim nogensinde kunne begå sådan en forbrydelse. Modsat er muslimer ansvarlige for at stoppe disse folk, at fjerne ”ondt fra jorden” og bringe fred og sikkerhed til alle folk i hele verden.

Det er ikke muligt at tale om ”kristen terror”, ”jødisk terror” eller ”islamisk terror”. Ja, en undersøgelse af baggrunden hos gerningsmændene af disse handlinger afslører, at den pågældende terrorisme ikke er et religiøst men et socialt fænomen.

Korsfarere: Barbarer, der nedtrampede deres egen religion En religions eller trosretnings sande budskab kan nogle gange forvrænges af dens egne pseudotilhængere. Korsfarerne, hvis periode udgør en dark episode i den kristne historie, er et eksempel på denne type forvrængning.

Korsfarerne var europæiske kristne, som tog ud på ekspeditioner fra slutningen af det 11. århundrede for at genvinde det Hellige Land (Palæstina og det omgivende område) fra muslimerne. De startede med et såkaldt religiøst mål, men dog lagde de affald på enhver hektar jord, de gik ind på, og spredte frygt hvor end de gik. De udsatte civile på deres vej for massehenrettelser og plyndrede mange byer og landsbyer. Deres erobring af Jerusalem, hvor muslimer, jøder og kristne levede under islamisk styre i fred, blev scene for enorm blodsudgydelse. De massakrerede alle muslimerne og jøderne i byen uden barmhjertighed. Med en historikers ord, ”De dræbte alle Saracenerne og tyrkerne, de fandt… både mandlig og kvindelig.”15 En af korsfarerne, Raymond af Aguiles, pralede med sine egne øjne af denne vold: Vidunderlige syn skulle ses. Nogle af vores mænd (og dette var mere barmhjertigt) skar deres fjenders hoveder af; eller skød dem med pile, så de faldt fra tårnene; andre torterede dem længere ved at kaste dem ind i flammerne. Bunker af hoveder, hænder og fødder kunne ses i byens gader. Det var nødvendigt at vælge sin vej over ligene fra mennesker og heste. Men disse var småting sammenlignet med, hvad der skete ved Salomons Tempel, et sted hvor religiøse tjenester normalt messes… i templet og på Salomons terrasse, red mænd i blod op til deres knæ og bidsel tøjler.16 På to dage dræbte korsfarernes hær omkring 40,000 muslimer på de barbariske måder, der lige blev beskrevet. 17 Korsfarernes barbarisme var så overvældende, at de på det fjerde korstog, plyndrede Konstantinopel (nutidens Istanbul), en kristen by, og stjal de gyldne objekter fra kirkerne.

Selvfølgelig var alt denne barbarisme direkte imod kristendommens essens. Kristendom, med evangeliets ord, er et ”budskab om kærlighed”. I evangeliet ifølge Mattæus siges det, at Profeten Jesus (as) sagde til sine tilhængere: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Mattæus, 5:44). I evangeliet ifølge Lukas siges det, at Profeten Jesus (as) sagde: ”Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til.” (Lukas, 6:29) Ingen steder i evangeliet er der nogen reference til berettigelsen af vold; altså er drab på uskyldige mennesker utænkeligt. Du kan finde konceptet om at ”dræbe de uskyldige” i Biblen, men kun i den onde Kong Herodes forsøg på at dræbe Profeten Jesus (as), da han var spæd.

Hvis kristendom er en religion baseret på kærlighed, der ikke tillader nogen vold, hvordan udførte kristne korsfarere så nogle af de mest voldelige gerninger i historien? Den største grund til dette var, at korsfarerne hovedsagligt udgjordes af udvidende mennesker, som bedre kunne defineres som ”rak”. Disse masser, som næsten intet vidste om deres religion, som nok aldrig havde læst eller endda set Biblen i deres liv, og som for det meste var totalt uvidende om Biblens moralske værdier, blev ført ind til barbarisme under korsfarernes slogans konditionering, som præsenterede denne vold fejlagtigt som ”Allahs Vilje”. Ved at bruge denne svigagtige metode blev mange opfordret til at begå frygtelige handlinger, strengt forbudt af Allah.

Det er værd at nævne, at i den periode, udviste østlige kristne – det byzantiske folk, for eksempel – som kulturelt var langt længere fremme end vestlige kristne, mere humane værdier. Både før og efter korsfarernes erobringer klarede ortodokse kristne at leve sammen med muslimer. Ifølge Terry Jonas, BBC kommentatoren, skete der med korsfarernes tilbagetrækning fra Mellemøsten det, at ”civiliseret liv begyndte igen, og medlemmer af de tre monoteistiske trosretninger vendte tilbage til fredeligt sameksistens.”18 Eksemplet om korsfarerne indikerer et generelt fænomen. Jo flere tilhængere af en ideologi, der er uciviliserede, intellektuelt underudviklede og uvidende, jo større sandsynlighed er der for, at de tyr til vold. Dette gælder også for ideologier, der intet har med religion at gøre. Alle kommunistiske bevægelser omkring i verden er tilbøjelige til vold. Dog var den mest brutale og blodtørstige af dem alle de Røde Khmerer i Cambodja. Dette var fordi, de var de mest uvidende.

På samme måde som uvidende folk kan bære enhver ide, der går ind for vold, til galskabens punkt, kan de også involvere vold i de guddommelige religioner, som er absolut imod vold. Eksempler på dette har også fundet sted indenfor den islamiske verden.

Beduin personerne i Koranen I Profeten Muhammads (saas) periode eksisterede der to grundlæggende sociale strukturer i Arabien. Byboere og Beduiner (ørken Arabere). En sofistikeret kultur herskede i Arabiske byer. Kommercielle forhold linkede byerne til resten af verden, hvilket bidrog til dannelsen af ”gode manerer” blandt Araberne i byerne. De havde raffinerede æstetiske værdier, nød litteratur og især poesi. Ørken Arabere var på den anden side nomade stammer, der levede i ørknen, som havde en meget rå kultur. Totalt uvidende om kunst og litteratur udviklede de fleste af dem en uraffineret person.

Islam blev født og udviklet blandt beboerne i Mekka, den vigtigste by på halvøen. Men som islam spredte sig til resten af halvøen, omfavnede alle stammerne i Arabien det. Blandt disse stammer var også ørken Araberne, som var lidt problematiske: deres kulturelle baggrund forhindrede nogle af dem i at forstå islams dybsindighed og ædle ånd. Om dette erklærer Allah det følgende i et vers:

Nogle sociale grupper blandt ørken Araberne, som var ”værst i vantro og hykleri” og tilbøjelige til at krænke Allahs befalinger, blev en del af den islamiske verden på Profetens (saas) tid. Men i efterfølgende perioder, på grund af fejlagtige fortolkninger og attituder, har nogle af dem givet anledning til organer, uforenelige med islams moralske værdier.

Sekten kaldet ”Kharijis”, der opstod blandt Beduinerne, var et eksempel. Denne sekts mest distinkte træk (som blev kaldt ”Kharijis”, ”rebellerne”, fordi de i stor grad afveg fra Sunni normer), var deres vilde og fanatiske natur. ”Kharijis”, som havde lille forståelse for islams essens eller dyderne og værdierne i Koranen, gik i krig mod alle andre muslimer og baserede denne krig på nogle få vers i Koranen, som de lavede forvrængede fortolkninger af. Endvidere udførte de ”terroristiske handlinger”. Hazrat Ali (ra), som var en af Profetens (saas) tætteste kompagnoner, og blev beskrevet som ”porten til visdommens by”, blev myrdet af en Kharijite.

I senere perioder opstod en anden brutal organisation, ”Hashashis”; dette var en ”terrorist organisation” dannet af uvidende og fanatiske militante, der manglede en dybdegående forståelse for islams essens, og som derfor let kunne påvirkes af simple slogans og løfter.

Med andre ord mistolkede nogle grupper, der opstod i den islamiske verden, Islam og tyede til brutalitet, ligesom korsfarerne forvrængede og mistolkede kristendommen som en læren om brutalitet. Hvad disse sekter har til fælles med korsfarerne var deres uvidende, uraffinerede og ukultiverede natur og mangel på en sand forståelse for deres religion. Den vold, de tyede til, resulterede fra denne mangel på forståelse frem for den religion, de påstod at følge.

En terrorist er en uden medlidenhed, hvis eneste formål er at ødelægge Grundlæggeren af russisk anarkisme, Michael Bakunin, og hans discipel Nechayev definerer en ideel terrorist på denne måde:

Hele hans [en revolutionær] eksistens værk, ikke bare i ord, men også i gerninger, er i krig med det eksisterende samfunds orden, og med hele den såkaldte civiliserede verden, men dens love, moraler og normer, han er en kompromisløs modstander… Han kender kun en videnskab: ødelæggelsens videnskab. (The Alarm Newspaper Article, "Bakunin's Ground-Work for the Social Revolution," 1885 Dec. 26, p. 8)

Som det forstås fra disse ord af Bakunin og Nechayev, er terrorister folk, der bryder deres forhold med enhver materiel og spirituel institution, for hermed at afvise enhver moralsk værdi, og som ser disse institutioner som hindringer for deres designs. Bakunin sagde også, ”Dag og nat tør han [en revolutionær] kun have en tanke, et mål: en ubarmhjertig ødelæggelse; mens han, koldblodig og uden hvile, følger det mål, må han selv være klar til at dø til enhver tid og klar til at dræbe med sine egne hænder enhver, der prøver at forpurre hans mål.” I sin Ground-Work for the Social Revolution, er der denne beskrivelse af, hvilken slags person en terrorist skal være:

Stringent med sig selv må han også være overfor andre. Alle svage følelser overfor relation, venskab, kærlighed og taknemmelighed må undertrykkes gennem den eneste kolde passion i det revolutionære værk. (The Alarm Newspaper Article, "Bakunin's Ground-Work for the Social Revolution," 1885 Dec. 26, p. 2) Disse ord blotlægger terrorismens mørke ansigt og viser, at det er totalt modsat islams religion, som er grundlagt på fred medfølelse og kærlighed. I dette vers afslører Allah, at fred er menneskehedens sande frelse, og at det at stile efter det modsatte, altså krig og konflikt, er at gå i Satans fodspor:

Terrorismes massepsykologi En anden vigtig egenskab ved terrorister er, at de handler med en kollektiv ånd. I denne ånd, ses individuelle ideer og personlige valg bort fra, da alle styres mod et enkelt mål. De, der handler indenfor denne kollektive ånd, kan gøre ting, de aldrig ville gøre i deres rette sind og begå gerninger uden at bruge deres egen vilje og bevidsthed. I mange lande i verden, bliver terrorgrupper udgjort af få uintelligente og uuddannede mennesker, fanget i det følelsesmæssige hysteri i massemøder, slogans og uden overhovedet at vide, hvad de gør eller hvorfor, bliver de involveret i at begå masse grusomheder. I et enkelt øjeblik kan sådanne mennesker forvandle sig til mordere med blod på deres hænder, og selv terrorister, der er i stand til at begå inhumane handlinger. En person kan måske virke stille og rolig, når han er alene, men når han bliver del af en terroristgruppe, kan han blive i stand til at begå handlinger som brandstiftelse og overfald af ingen umiddelbar grund. Sådanne forhekselser kastes over individer, så de endda er villige til at blive dræbt for deres budskab. Hoveddelen af de, der deltager i terroristhandlinger, har ofte svag vilje og bevidsthed, og de bliver som en flok får under indflydelse af massepsykologi. God fornuft og dømmekraft udskiftes med overdrevet og ekstravagant føleri og en tendens til vold og aggression. Sådanne mennesker provokeres let, bliver let onde og kender ingen grænse sat af nogen lov.

Fejlen i denne massepsykologi afsløres i Koranen, hvor der stå, at mennesker må handle ifølge deres egen vilje og intelligens:

En af kilderne til terrorisme: tredje verdens fanatisme Disse eksempler fra historien kan måske hjælpe os til at få en bedre forståelse for det nuværende fænomen, den såkaldte ”islamiske terror”, som nu til dags er i top på de internationale agendaer. Det er på grund af dem, der opstår og udfører terroristhandlinger i islams navn og de, der bakker op om sådanne gerninger, der repræsenterer et lille mindretal i islams verden, stammer fra denne ”karakter særlig for Beduiner” og darwinister, ateister og materialistiske ideologier, ikke fra selve islam. At mislykkes i at forstå islams essens, som essentielt er en religion af fred og retfærdighed, prøver de at gøre et værktøj af barbarisme, som blot er et resultat af deres sociale og kulturelle struktur. Oprindelsen for denne barbarisme, som kan kaldes ”tredje verdens fanatisme”, er de formørkede initiativer fra folk, der er blottet for kærlighed for deres medmennesker.

Det er et faktum, at muslimer i alle hjørner af den islamiske verden, i de sidste par århundreder har været udsat for vold fra nogle af de vestlige styrker og deres allierede. Nogle europæiske stater med kolonialist forståelse, lokale kolonialister opbakket af nogle vestlige styrker eller lokale undertrykkende regimer, har forårsaget stor lidelse til muslimer i særdeleshed. Men for muslimer er dette en situation, der må mødes og svares med en holdning direkte fra Koranen.

Ingen steder i Koranen befaler Allah de troende at besvare vold med vold. Modsat befaler Allah muslimer at ”besvare ondskab med godhed”:

Det er uden tvivl en muslims legitime ret at reagere overfor denne ondskab. Men disse reaktioner må aldrig blive til et bildt had, et uretfærdigt fjendskab. Allah advarer os om dette i følgende vers: ... Forbitrelse mod folk, fordi de holdt jer borte fra det fredhellige bedehus, skal ikke få jer til at begå overtrædelser! Hjælp hinanden i fromhed og gudsfrygt, ikke i synd og fjendskab!…

(Sura al-Ma'ida, 2)

Altså er udførelse af terroristhandlinger mod uskyldige folk i andre nationer under foregivende af at ” repræsentere de uskyldige nationer i verden” på ingen måde forenelig med islam.

Et andet punkt, der fortjener specifikt at blive nævn her er, at alle vestlige nationer og samfund ikke kan holdes ansvarlig for den førnævnte vold og undertrykkelse mod muslimerne. Faktisk er de materialistiske, irreligiøse filosofier og ideologier, der herskede i det 19. århundrede, hovedsagligt ansvarlige for disse dystre handlinger. Europæisk kolonialisme opstod ikke fra kristendommen. Modsat førte antireligiøse bevægelser, der gik i mod kristendommens værdier, vej til kolonialismen. Ved rødderne af de største brutaliteter i det 19. århundrede ligger den social darwinistiske filosofi. I den vestlige verden i dag er der stadig onde, lede og modstående faktorer, såvel som en kultur domineret af fredelige og retfærdige elementer, der har sine rødder i kristendommen. Faktisk er den hovedsagelige uenighed ikke mellem vesten og islam. Modsat den generelle opfattelse er den mellem de troende folk i vesten og i den muslimske verden på den ene side, og de folk, der går i mod religion (materialister, ateister, darwinister osv.) på den anden.

En anden indikation af, at Tredje Verdens Fanatisme intet har med islam at gøre er, at denne fanatisme indtil for nylig blev identificeret med den kommunistiske ideologi. Som det vides, blev lignende anti-vestlige terrorhandlinger udført i 1960’erne og 70’erne af Sovjetisk opbakkede kommunistiske organisationer. Som indflydelsen af den kommunistiske ideologi svandt, har nogle af de sociale strukturer, som gav liv til kommunistiske organisationer, vendt deres opmærksomhed mod islam. Denne ”brutalitet præsenteret under dække af religion”, som formuleres ved indsættelsen af nogle islamiske koncepter og symboler i den tidligere kommunistiske litteratur, er direkte imod de moralske værdier, som udgør essensen af islam. En sidste bemærkning om dette emne er, at islam ikke er særlig for en specifik nation eller geografisk region. Modsat den dominerende vestlige opfattelse er islam ikke en ”østlig kultur”. Islam er den sidste religion vist til menneskeheden som en guide til den sande vej, der anbefaler sig selv til hele menneskeheden. Muslimer er ansvarlige for at kommunikere den sande religion, de tror på, til alle folk i alle nationer og kulturer, og få dem til at føle sig tættere på islam.

Altså er der en unik løsning for folk og grupper, som i islams navn tyr til terror, danner undertrykkende regimer og laver denne verden til et forfærdeligt sted i stedet for at gøre den smukkere: at vise den islamiske moral og kommunikere den, sådan at masserne kan forstå den og leve efter den.

En muslim spreder skønhed overalt Adnan Oktar: Selvfølgelig vil en muslim være meget rolig, en der tænker meget dybt, som er tilgivende, hengiven, hensynsfuld overfor folk, som stræber efter deres lykke, er ren og velplejet, og som gør sine omgivelser behageligere. Hjemme gør han sit hjem smukt. Han stræber efter at sikre, at hans krop er velholdt, at hans hår og tøj er velplejet, at tale pænt, at have behagelige ansigtsudtryk, at have en behagelig stemme, at hans hjem har en behagelig atmosfære, at have god mad og musik omkring sig, og at alt er acceptabelt. Fordi den troendes sjæl råber ”Paradis! Paradis!”. Den begærer det. Og den søger det konstant i denne verden. Når den troende begærer det, gør Allah alle steder til et Paradis for ham. Konstant perfektion er en muslims ideal. Hans sko, for eksempel, vil være pletfri og skinnende. De vil ikke have en eneste plet mudder på sig. Der vil ikke være noget mudder på hans bukser; hans sokker og tænder vil være pletfri. Han mund, næse, ører og alt vil være pletfrit rene. Hans hår vil være skinnende og tiltrækkende. Hans parfume eller duft, eller hvad end han bruger, vil være meget dejlig. Den vil ikke være ubehagelig. Men den vigtigste ting er, at troende betragter hinanden med kærlighed, når de træder udenfor. Det er, at de føler behag, når de kigger på hinanden. Det er det ideelle. Men det vil ske på Hazrat Mahdis (as) tid, selvfølgelig. Jeg ser det ikke tit nu, kun meget sjældent. Men dette vil være meget kraftfuldt og intenst i Endetiden, på Hazrat Mahdis (as) tid, insha’Allah. (Cay TV, 4. marts 2009)

En af terrorismens metoder er at skabe frygt og panik i samfundet En af terrorismens vigtigste karakteristikker er, at den udvælger sine mål uden at diskriminere. Det faktum, at den bestemmer disse mål uden diskrimination er en af de vigtigste grunde til spredningen af frygt, fordi ingen kan føle sig sikker. Hvis folk ved, at de er mulige mål af ingen grund, vil ingen føle sig i sikkerhed for terrorisme. Der er ingenting, potentielle mål kan gøre for at beskytte sig selv, siden terrorister handler ifølge deres egne regler, på en tid og et sted, de selv vælger. Altså er terroristhandlinger i samfundet vilkårlige og uforudsigelige.

Radikalismens fejl Der er en anden ide, vi må undersøge sammen med terror, og det er fænomenet radikalisme.

Radikalisme betyder at støtte pludselige, revolutionære, ødelæggende forandringer i ethvert område og at anvende en streng, kompromisløst politik for at opnå dem. Radikalister er kendetegnet ved deres begær efter revolutionær forandring og den bestemte, nogle gange aggressive attitude, de vedtager.

I dette, som i alle andre sfærer i livet, er muslimens guide Koranen og vores Profet Muhammeds (saas) liv. Når vi ser på radikalisme i lyset af Koranen, ser vi, at det ikke har noget at gøre med den måde, som Allah befaler de troende at opføre sig på. Når Allah beskriver en troende i Koranen, afbilleder han ham som en kærlig, blidt talende person, der skyr konflikter og skænderier, og møder selv de mest fjendtlige folk med varme og venskab.

Et eksempel, der kan guide os ved dette emne, er befalingen givet af Allah til Profeten Moses (as) og Profeten Aaron (as) om at gå til Faraoen og tale venligt til ham:

Gå til Farao! Han handler overmodigt. Tal mildt til ham! Måske vil han lade sig påminde eller føle frygt!" (Sura Ta Ha, 43-44)

Farao var en af de mest onde og rebelske vantro i sin tid. Han var en tyran, som nægtede Allah og uvidende tilbad idoler: endvidere udsatte han troende (israelerne på den tid) for forfærdelige ondskab og mord. Men Allah befalede Sine profeter at gå til sådan en fjendtlig mand og tale blidt til ham. Du vil lægge mærke til, at metoden vist af Allah, var en metode med venlige dialog, ikke en metode med konflikt med skarpe ord, vrede slogans og ophidsede protester.

Der er nogle få andre eksempler, der viser muslimer, hvordan de skal opføre sig i dialogen mellem Profeten Jethro (as) og de nægtende. Dialogen skrives i Koranen på denne måde:

Og til Madyan sendte Vi deres broder Shuayb. "Mit folk!" sagde han. "Tjen Gud! I har ingen anden gud end Ham. I må ikke knibe på mål og vægt! Jeg kan se, at det går jer godt. Men jeg frygter på jeres vegne straffen på en omfattende dag. Mit folk! Giv fuldt mål og rigtig vægt, og giv ikke menneskene for lidt for deres ting! Lav ikke ulykker på jorden, idet I skaber fordærv! Bestandighed hos Gud er bedre for jer, hvis I er troende. Men jeg er ikke jeres vogter." "Shuayb!" sagde de. " Befaler din bøn dig, at vi skal opgive det, som vore fædre har tjent, eller at vi ikke må gøre med vor ejendom, hvad vi vil? Du er sandelig den langmodige og retlinede!" "Mit folk!" sagde han. "Hvad mener I:

Når vi undersøger, hvad han siger, ser vi, at Profeten Jethro (as) inviterede folk til at tro på Allah og vedtage sig høje moralske principper, og han gjorde dette med venlighed og ydmyghed. Vi kan forklare nogle af grundene bag tingene sagt i disse vers:

• Når Profeten Jethro (as) siger ”Men jeg er ikke jeres vogter.” til folket, ønsker han ikke at dominere dem; hans eneste intention er at informere dem om den sandhed, Allah har vist.

• ”Du er sandelig den langmodige og retlinede”: Disse ord fra de benægtende til Profeten Jethro (as) viser hans varme, venlige og høflige karakter, og at dette især blev påskønnet af de vantro. * ”Mit folk! Hvad mener I?” Dette udtryk brugt af Profeten Jethro (as) viser, at han beder de vantro om at bruge deres intelligens og samvittighed. Med andre ord bruger han ikke insisterende pres, men stiller spørgsmålstegn ved deres ideer fra en modstående holdning og inviterer dem til at overveje og komme til en konklusion baseret på deres egen fri vilje.

• ”Jeg ønsker ikke at komme på kant med jer gennem det, som jeg forbyder jer”. Profeten Jethros (as) forbud her er ikke et faktisk forbud. Han forklarer, at nogle handlinger er syndige og inviterer folket til at opgive dem. Endvidere, når Profeten Jethro (as) siger: ”Jeg ønsker ikke at komme på kant med jer”, er det ikke hans mening at komme i uenighed med folket; han ønsker ikke at gøre dem det ubehageligt og starte et skænderi: han vil blot invitere dem til tro og udførsel af høje moralske principper.

Hvis du undersøger Koranen vil du se, at en varm, mild og medfølende disposition karakteriserede alle profeterne. Allah afslører, at Profeten Abraham (as) var ”følsom og langmodig.” (Sura at-Tawba, 114), og i et andet vers beskrives Profeten Muhammads (saas) moralske principper på denne måde:

En tydelig karakteristik ved radikalisme er dens vrede. Denne disposition kan tydelig ses i de radikales taler, skriverier og demonstrationer. Men vrede er ikke en egenskab hos muslimer. Når Allag beskriver de troende i Koranen, beskriver han:

Der er ingen situation, hvor i en muslim udviser vrede. Det eneste en muslim vil have fra andre mennesker er, at de tror på Allah og lever ifølge de moralske principper, men dette er muligvis kun ved Allahs nåde. Lige meget hvad de gør, lige meget hvor meget vi prøver at forklare sandheden til folk, er menneskehjerter i Allahs hænder. Allah minder muslimer om dette meget vigtige faktum i dette vers, ”… Er de, der tror, ikke fortvivlede over, at Gud, hvis Han ville, kunne retlede alle menneskene? …” (Sura arRa’d, 31) Der er et andet vers, der understreger dette samme faktum:

Derfor er det en muslims pligt kun at forklare fakta og invitere folk til at acceptere dem. Om folk accepterer invitationen eller ej er fuldstændig op til deres egen bevidsthed. Allah afslører denne sandhed i Koranen, når Han siger, at der ikke er nogen tvang i religion.

Derfor er der ingen tvang til at få folk til at tro blive muslimer, eller til at få muslimer til at bede og passe på synder. Der er kun råd. Allah viser i nogle få vers henvendt til Allahs Budbringer (saas), at muslimer ikke er undertrykkere:

Muslimer er kun ansvarlige for at forklare den religiøse moral, de lægger ikke noget pres eller tvang på nogen og er påbudt at tale mildt til selv de mest tyranniske nægtere. Sådanne personer kan ikke være radikale, for radikalisme står for det modsatte af de kvaliteter, vi har listet. Faktisk er radikalisme en uislamisk tankestrøm og en politisk holdning, der kom ind i den islamiske verden udefra. Når vi undersøger sociale fænomener beskrevet gennem radikalisme, vil det ses, at disse er sådan set en samling af metoder og udtalelser brugt af kommunister i fortiden, eller et udtryk for den ”fanatiske vrede”, der ikke har nogen plads i sande islam. (Sura al-Fath, 26)

Alle muslimer må fuldstændig afvise en sur, ubøjelig argumenterende attitude, som går imod selve Koranens natur og i stedet adoptere en venlig, mild, hengivende, rolig og medfølende attitude. Muslimer må sætte et eksempel for verden og blive beundret for deres modenhed, medfølelse, moderation, ydmyghed og fredelighed. Muslimer må leve islam på den bedst mulige måde og introducere verden for islamisk moral, ikke kun med disse ting, men også med deres opnåelser inden for områder som videnskab, kultur, kunst, æstetik og social orden og andre.

At forklare islam til andre og forsvare islam overfor ideer fremmede for det er inkluderet i det, vi har skrevet ovenfor. I verset under viser Allah tydeligt, hvilken attitude en muslim må tage med hensyn til andre:

Muslimer er folk, der glædes af kærlighed og skønhed og som støtter fred Adnan Oktar: For det første er islam en religion af fred, som navnet antyder. Det er en religion af fred, kærlighed, hengivenhed, medfølelse, venskab, solidaritet og alt godt. Men hvis du lægger det i de uvidendes hænder, vil de dræbe og bombe og skabe kaos. Hvis du spørger, hvorfor de gør det, vil de sige, de gør det for Allahs skyld. Det er hvad der sker i hænderne på de uvidende. De kristne tog evangeliet og gav sig til at anvende dem på en anden måde. De opsatte korsfarerne og forårsagede forfærdelig slagtning. De hang og dræbte. Det samme med jøderne. Der er ingen ende på den nedslagtning, de forårsagede med Toraen. Men Toraen befaler en at elske og beskytte sin nabo, enhver nabo, uanset hans tro. Det gælder også kristendommen. Judaisme og kristendom er religioner af kærlighed. Islam er også en religion af kærlighed. Men hvis du placerer Koranen i hænderne på folk, hvis hjerter er hårde, som har fået en darwinistisk uddannelse i Europa, som har fået guerilla træning og kommunistisk uddannelse, så er det resultatet. Fordi sådanne folk med vilje bruger Koranen for at udføre hadet i deres hoveder. Men i Koranen, når nogle begår et mord, bringer de morderen ind. Allah fortæller os så at tilgive morderen. Der er vers om dette. Hvad ellers? I Koranen fortælles vi at tilgive selv folk, der med vilje har begået mord med koldt blod. Så hvordan kan de på nogen made finde vold i sådan en tro? Bombning, skydning og mord. De planter bomber, hvor der er kvinder og børn. Og de sprænges alle pludselig i stykker. Og hvis du spørger hvorfor, vil de sige, de gjorde det for Allah. Hvorfor ikke sige sandheden og sige, du fik en darwinistisk, materialistisk uddannelse og er en stor beundrer af Stalin? Sig du prøvede at stemme dette overens med Koranen i dit eget hoved og bedrage offentligheden. De burde åbent sige, at de ved, at sådanne ting ikke eksisterer i islam. Sådanne mennesker vil sige, de er syge. Lad dam sige sandheden. Der er ingen sådan ting i Koranen. Vores Profet (saas) var utrolig hengiven og medfølende. En kat sov i hans skød, så han skar sin kåbe for ikke at vække og forstyrre dyret. Det er den slags Profet (saas), vi har. Hvor kommer al denne bombning, bombning af uskyldige børn, og vold så fra? De er berøvet en sjæl. De ved ikke, hvordan man spiser og drikker, de har ingen kunst, ingen videnskab, ingen teknologi og ingen kærlighed. Disse mennesker har intet at gøre med religion. De er folk, der prøver at anvende mørket i deres sjæle, polyteismen i deres sjæle, i Koranen. Vores Profets (saas) liv er en åben bog. Han elskede skønhed og kunst, holdt alt omkring sig rent og dejligt og talte på den reneste måde. Han var altid hengivende, sjov og ydmyg. Hans omgivelser var altid pletfri. Han plantede roser med de midler, der var tilgængelige på den tid. Bare tænk, i Mekka og Medinas ørkenomgivelser. Bare tænk, han dyrkede endda roser der. Vi kan se hans tendens til kærlighed og skønhed fra det. Den mægtige Profet (saas) jokede endda med sine børnebørn. De jagtede ham og han løb rundt efter dem. Det var den slags person, Profeten (saas) var. Men se på de menneskers ansigter, og du kan læse mordet i dem. Kan sådanne mennesker være muslimer? Det er derfor, det er frimurerne, som står bag forsøg på at afbillede islam som noget unormalt. Og disse er alle folk, der havde en darwinistisk, materialistisk, stalinistisk uddannelse. Deres djævelske ide var at forsøge at portrættere islam som noget skræmmende. Muslimer udførte angiveligt 11. september angrebene. Hvilke muslimer? Se under overfladen, og du vil se folk, der fik en darwinistisk uddannelse, som vidste alt om marxisme og Stalins politik. Hvorfor kalde disse mennesker muslimer? Derfor er ethvert angreb på muslimer, et angreb fra satan. Vi må ikke ryge i fælden. Islam og vores Profets (saas) liv er simple at se. Koranens kærlighedsfyldte ord, Allahs ord, er også simple at se. Koranens vers er krystalklare. Ligesom darwinisme er dette et bedrag, men vi har eksponeret den og vil videre eksponere den i fremtiden, insha’Allah. (Crimean Newspapers Interview, 14 November 2008)

Terrorist metoder og psykologi Terrorkonceptet har en bredere betydning i nutidens sprog. Generelt henfører det til den bevæbnede konflikt udført af ideologiske grupper. Generelt betyder terror trussel. Men denne trussel omfavner et bredt område, der inkluderer hele livet for de folk, der føler den intense trussel af frygt og vold. Terror inkluderer intens og systematisk trussel designet til at få folk til at vedtage en særlig måde at tænke og opføre sig på, samt enhver slags voldshandling udført for at producere denne trussel. Men i hver situation er målet for terrorismen direkte eller indirekte selve indbyggerne.

Terrororganisationer bruger terror til at få støtte. Truslen de bruger er udregnet til at forøge deres styrke og derved for at opnå støtte fra nogle eller alle indbyggere.

Det første, folk tænker på, når vi nævner ordet ”terror”, er generelt den slags kendt som ” venstreorienteret terror”, men der er også en slags terror fundet i lande i den Tredje Verden og udført af diktatoriske regimer. Faktisk er virkeligheden her intet andet end en massiv implementering af venstreorienteret terrortaktik. En diktator eller magt gruppe er undertrykkende, og bruger kun deres magt til personlig fordel, og af denne grund oplever de forskellige slags social modstand. I denne situation tyr det diktatoriske regime altid til samme formel for at vise, at det er stærkere end oppositionen: de indvier brugen af terror, så indbyggere vil være bange og deres egen magt konsolideres.

Terrororganisationer påstår på den anden side, i overensstemmelser med de ideologier, de følger, at deres mål er at fjerne en regering og dens administration, som de opfatter som uægte og ond, og ved at gøre det, at de vil nå deres mål om at etablere en gladere og mere retfærdig levemåde. Men dette er ikke en realistisk påstand. I Koranen, i de første vers i Sura Baqara, giver Allah denne befaling til de, der tænker på denne måde:

Når man siger til dem:

For terrorister er det en levemåde at dræbe folk. De kan skyde uskyldige mennesker uden medlidenhed og kaste bomber på børn. For dem er det en glæde at udgyde blod. De er stoppet med at være mennesker og er blevet rasende, brutale uhyrer. Hvis nogen iblandt dem viser den mindste følelse eller medfølelse, mærker de ham som en kujon eller en forræder og degraderer ham. Ofte bruger de deres pistoler mod hinanden og udfører blodige udrensninger mod interne faktorer i deres egen organisation.

Det kan ses, at terrorisme ikke er andet end en totalt djævels kilde til blodsudgydelse. Hvem end der støtter denne cyklus af brutalitet, støtter et satanistisk system. Hvis en terrorist bruger religiøst sprog og symboler, må dette ikke bedrage nogen. Terrorister, der gemmer sig under en kappe af falsk religion er dobbelt skyldige, både for det blod, de har udgydt, og for den antireligiøse propaganda de har spredt, mens de begik disse forbrydelser i religionens navn.

Terror og religion er totale modsætninger. Terrorisme vedtager sig metoder med aggression, mord, konflikt, ondskab og ulykke. Men ifølge Koranen er alle disse ting en slags undertrykkelse. Allah nyder fred, harmoni, godhed og kompromis. Han forbyder terror og enhver slags gerning, der ikke promoverer fred, og fordømmer de, der begår sådanne handlinger:

Men de, der bryder pagten med Gud, når den én gang er sluttet; de, der adskiller, hvad Gud har befalet skal sammenføjes; de, der skaber fordærv på jorden:

Den grundlæggende kvalitet, som terror og de, der smittes af dens ondskab, har til fælles, er at frygt for og kærlighed til Allah er noget fuldstændig fremmed for dem. Deres hjerter er blevet hårde og de er åndeligt syge. I Koranen taler Allah om sådanne menneskers egenskaber:

At gøre oprør af ingen grund og begå overfaldshandlinger er forbudt af Allah. I islam er det, vi kalder terrorhandlinger og anarki i dag, totalt forbudt. I Koranen siges det:

Voldshandlinger – en af de vigtigste metoder i terrorist propaganda Terrorister opfatter voldshandlinger som propaganda for deres organisation. For dem fungerer at dræbe uskyldige, røve banker, snigmyrde folk, kidnappe og plante bomber alt sammen som propaganda for deres kamp. Til terroristerne, som prøver at forvolde uorden, kan omtalen fra en enkelt voldsgerning genere meget mere reklame, end hvad millioner af brochurer kunne gøre.

Denne ide er totalt fremmed overfor enhver slags menneskelig følelse af medfølelse, barmhjertighed, sammenhold og hengivenhed: den er fremmed for Koranens moralske lære og kan kun få efterfølgere i de samfund, hvor antireligiøse ideologier holder stand. Af denne grund er den eneste mulige løsning, der kan redde menneskeheden fra denne formørkede tankegang, den brede accept af og leven efter de moralske værdier fundet i Koranen.