Islam fordømmer terrorisme: Terrorismes sande rødder: darwinisme og materialisme

De fleste tror, at evolutionsteorien først blev fremsat af Charles Darwin og hviler på videnskabeligt bevis, observationer og eksperimenter. Men sandheden er, at Darwin ikke var ophavsmand, og teorien bygger ikke på videnskabelige beviser. Teorien består af en adaptation af det urgamle dogme, materialistisk filosofi, til naturen. Selvom det ikke bakkes op af videnskabelige opdagelser, støttes teorien blindt i navnet af materialistisk filosofi. (se Harun Yahya, The Evolution Deceit, Taha Publishers, 1999)

Denne fanatisme har resulteret i alle slags ulykker. Sammen med spredningen af darwinisme og den materialistiske filosofi, det støtter, er svaret til spørgsmålet “Hvad er et menneske?” blevet ændret. Folk, der plejede at svare: “Mennesker blev skabt af Allah og må leve ifølge den smukke moral, Han lærer”, er nu begyndt at tro at “Mennesket kom til ved tilfælde og er et dyr, der udvikledes ved hjælp af kampen for overlevelse.” Det er en dyr pris at betale for denne store vildledelse. Voldelige ideologier som racisme, fascisme og kommunisme, og mange andre barbariske verdenssyn baseret på konflikt, har alle fået styrke fra denne vildledelse.

Denne del af bogen vil undersøge den ulykke darwinisme har bragt til verden og afsløre dens tætte forbindelse med terrorisme, et af vor tids vigtigste globale problemer.

Kampen mod terror vil lykkes ved at fortælle folk om darwinismens ugyldighed Adnan Oktar: Hvis der ikke er nogen rationel kampagne mod darwinister, så vil PKK aktivitet i Tyrkiet vokse, Allah forbyde det. De vil indgå i seriøse aktiviteter rettet mod at splitte den del af landet ad. De vil også have styrket grunden for den påståede organisation Ergenekon. Den eneste løsning er, at darwinisme elimineres fra Tyrkiet og regionen og hele Mellemøsten, som erklærer støtte gennem intellektuel og kulturel aktivitet med ægte bevis og ægte videnskab. Men ødelæggelserne vil vare så længe, som dette ikke gøres. Modvilje til at indgå i diskussion eller gøre ballade kan man ikke bruge til noget. De fjernede en artikel fra Bilim ve Teknik magasin forleden dag og erstattede den med det samme med et langt skriveri om evolution, et stykke der støttede evolution. De pralede bogstaveligt talt af evolution, og det er forfærdelig ydmygende, meget slemt. Det er meget forkert at gøre sådanne indrømmelser og falde i sådan en tilstand, det er totalt upassende. Det rigtige at gøre ville have været at udbringe en speciel udgivelse om darwinisme, 30 eller 40 sider, og have snakket om darwinisme i det. De kunne have givet 40 andre sider til ægte videnskab, til antidarwinistiske redegørelser, der viser darwinismens løgne. Det ville være rigtig videnskab. Men du kommer ingen vegne, hvis du er frygtsom overfor darwinister, hvis du siger disse folk producerer rapporter i pressen, og hvis du siger, vi burde producere darwinistiske redegørelser på samme måde, som de gør. Bagefter vil komme marxistiske dialektik, så Lenins ideer om at dræbe soldater og politi, og slutresultatet vil være meget skadende. Jeg har allerede sagt dette før, marxisme og darwinisme går hånd i hånd, ligesom med fascisme. Hvis en person eller en institution eller en regering vil sætte en stopper for terror og arbejde ærligt, må de slutte darwinisme fuldstændig i regionen. Ikke ved at forbyde darwinisme, men ved at beskrive det detaljeret. For vi kan ikke kommunikere til folket, hvad der er galt med dem, på nogen anden måde. Vi må først beskrive darwinisme i detaljer, så det kan ses, hvor forvrænget det er. Deres tricks og deres løgne må så afsløres en efter en. For eksempel må man påpege fossilerne produceret af darwinister og så forklare, hvordan der ikke er nogen fossiler af overgangsforme. Hvordan de alle er perfekte, regulære og symmetriske livsformer. Hvordan darwinister afbilleder afdøde livsformer som overgangsformer, og så må man vise folk sandheden, fossilerne der beviser Skabelse. Det ville være ærligt arbejde. Men at være frygtsom overfor darwinister og sige, de har ret, og aldrig nævne Skabelse, at sige man vil holde sin mund, det er bare at indrømme nederlag. Det er et nederlag i videnskabens navn, og et meget uærligt indtryk… For det ville være at handle ud fra frygt. Man burde handle ærligt. Siger jeg til nogen, de ikke skal diskutere darwinisme? Det bør faktisk beskrives uddybende. Darwinisme kunne endda blive undervist i skoler som specielle timer. Et filosofikursus i gymnasiet. Vi havde det på gymnasiet på min tid. Det burde være en filosofi i gymnasiet på 1., 2. og 3. år. Det burde endda undervises i folkeskolen. Et af de største emner i filosofitimerne burde være den marxistiske tanke, kapitalistisk tanke og darwinisme. Disse burde diskuteres detaljeret. Man må så fremvise deres løgne, uopløselige dilemmaer og bedrageri i same bog, i filosofi bogen, på en måde, der er fuldstændig fri og åben for debat og baseret på videnskabeligt bevis. Vi siger, at ting ikke kan komme til ved tilfælde, for eksempel. De siger, jo det kan de. De siger, at de ikke i noget tilfælde taler om tilfælde. Hvad taler du så om, spørger vi. De siger det ikke er tilfælde, men hvis vi presser dem, vil de indrømme, at det er det. Kom nu! Du spilder vores tid og alle andres tid og opfordrer de uvidende til at gøre oprør. Jeg mener, hvilken slags uddannelse får de, der kaster sten på politiet, som skaber ravage, som følger marxisme og leninisme? Hvis du underviser darwinisme er der intet andet alternativ. Hvis en person er en darwinist vil han være enten fascist eller kommunist. Der er ingen anden vej. Det er generelt, hvordan det foregår omkring i verden. (Kanal Urfa TV, 5 December 2009)

Den darwinistiske løgn: “Livet er konflikt"

Darwin startede med et simpelt bedrag, da han udviklede sin teori: ”udviklingen af levende ting afhænger af kampen for overlevelse. De stærke vinder kampen. De svage er fordømt til besejring og glemsel.”

Ifølge Darwins uvidenskabelige synspunkt, er der en hensynsløs kamp for overlevelse og en evig konflikt i naturen. De stærke vinder altid over de svage, og det gør, at udvikling kan finde sted. Den undertitel, han gav til sin bog ”The Origin of Species by Means of Natural Selection or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life", indkapsler dette synspunkt.

Endvidere foreslog Darwin, at ’kampen for overlevelse’ også gjaldt mellem menneskelige racemæssige grupper. Ifølge den fanatiske påstand var ’foretrukne racer’ sejrende i kampen. Foretrukne racer var i Darwins synspunkt hvide europæere. Afrikanere eller asiater var faldet bagud i kampen for overlevelse. Darwin gik længere og foreslog, at disse racer snart ville tabe ”kampen for overlevelse” fuldstændig, og derfor forsvinde:

I en fremtidig tid, ikke ret langt borte målt i årtier, vil den civiliserede menneskerace næsten helt sikkert udrydde og erstatte de vilde racer i hele verden. På samme tid vil anthropomorphous aberne… uden tvivl blive udryddet. Afstanden mellem mennesket og hans nærmeste allierede vil så blive større, for det vil gribe ind mellem en mand på et mere civiliseret niveau end den kaukasiske, som vi kan håbe på, og en abe så lav som bavianen, i stedet for som nu mellem negeren eller australieren og gorillaen.26 Den indiske antropolog Lalita Vidyarthi forklarer, hvordan Darwins evolutionsteori pålagde racisme på samfundsvidenskaben:

Hans (Darwins) teori om, at den stærkeste overlever, blev budt varmt velkommen af de samfundsvidenskabelige på den tid, og de troede, at menneskeheden havde opnået diverse niveauer af evolution, som kulminerede i den hvide mands civilisation. Ved den anden halvdel af det nittende århundrede, var racisme accepteret af størstedelen af vestlige videnskabsmænd som et faktum.27 Darwins inspirationskilde: Malthus' hensynsløshedsteori Darwins inspirationskilde til dette emne var den britiske økonom Thomas Malthus’ bog An Essay on the Principe of Population. Overladt til dem selv, regnede Malthus ud, at den menneskelige befolkning ville stige hurtigt. Efter hans synspunkt var de største indflydelser, som holdt befolkningen under kontrol, katastrofer såsom krig, hungersnød og sygdom. Kort sagt, ifølge denne brutale påstand, måtte nogle mennesker dø for at andre kunne leve. Eksistens begyndte at betyde ”permanent krig.”

I det 19. århundrede var Malthus’ ideer bredt accepteret. Især den intellektuelle europæiske overklasse støttede hans grusomme ideer. I artiklen ”The Scientific Background of the Nazi 'Race Purification' Programme” er vigtigheden af det 19. århundredes Europa knyttet til Malthus’ syn på befolkning beskrevet på denne måde:

I den første halvdel af det nittende århundrede mødtes medlemmer af de ledende klasser i hele Europa for at diskutere det nylig opdagede ”befolkningsproblem” og for at udtænke metoder til at gennemføre det Malthusianske mandat for at øge de fattiges dødelighed: ”I stedet for at anbefale renlighed til de fattige, burde vi opfordre modstridende vaner. I vores byer burde vi lave gaderne smallere, mase flere mennesker ind i husene og kræve tilbagevendelsen af pesten. På landet burde vi bygge vores byer nær stillestående pøler og især opfordre beboelse i alle sumpede og usunde situationer,” og så videre.”28 Som følge af denne grusomme politik ville de svage og de, som tabte kampen om overlevelse, blive elimineret, og som resultat ville den hurtige befolkningsvækst balancere. Denne såkaldte ”undertrykkelse af de svage” politik blev faktisk ført ud i det 19. århundredes England. En industriel ordre blev oprettet, hvor børn på otte og ni blev sat til at arbejde seksten timer om dagen i kulminerne, og tusinder døde af de forfærdelige forhold. ”Kampen for overlevelse”, krævet af Malthus’ teori, førte til, at millioner af briter levede liv fyldt med lidelse.

Påvirket af disse afvigende ideer anvendte Darwin dette konflikt koncept til hele naturen og foreslog, at de stærke og de bedst tilpassede kom sejrende ud af denne krig og forestillede eksistens. Endvidere påstod han, at den såkaldte kamp for overlevelse var en berettiget og uforanderlig naturlov. På den anden side indbød han folk til at forlade deres religiøse tro ved at benægte Skabelsen og derved underminere alle etiske værdier, som måske kunne vise sig som en forhindring til hensynsløsheden i ” kampen for overlevelse”.

Menneskeheden har betalt en dyr pris i det 20. århundrede for formidlingen af disse afstumpede synspunkter, som fik folk til at handle med hensynsløshed og ondskab.

Darwinismens rolle i at lægge grundlaget til 1. verdenskrig Da darwinisme dominerede europæisk kultur, begyndte effekterne af fejlslutningen om overlevelseskampen at opstå. Kolonialistiske europæiske nationer især begyndte at udstille de nationer, de koloniserede, som såkaldte ”evolutionære baglæns nationer” og så til darwinisme for retfærdiggørelse. Den blodigste politiske effekt af darwinisme var udbruddet af 1. verdenskrig i 1914.

I sin bog Europe Since 1870, forklarer den velkendte britiske professor i historie James Joll, at en af faktorerne, der lagde grunden for 1. verdenskrig, de europæiske regenters tro på darwinisme på den tid. …det er vigtigt at forstå, hvor bogstaveligt doktrinen om overlevelseskampen og om den bedst egnede overlever blev taget af hoveddelen af Europas ledere i årene, der kom før første verdenskrig. Den østrigungarske stabschef, Franz Baron Conrad von Hoetzendorff, skrev for eksempel i sine erindringer efter krigen:

Filantropiske religioner, moralske læresætninger og filosofiske doktriner kan bestemt nogle gange tjene til at svække menneskehedens kamp for eksistens i den groveste forstand, men de vil aldrig lykkes i at fjerne det som et drivende motiv for verden… Det er i overensstemmelse med dette store princip, at katastroferne ved verdenskrigen kom til som resultat af de drivende kræfter i staters of folks liv, som en tordenstorm, der af sin natur må aflade sig selv.

Set overfor denne slags ideologisk baggrund, bliver Conrads insisteren på nødvendigheden for en forebyggende krig for at bevare det østrig-ungarske monarki forståeligt.

Vi har også set, hvordan disse synspunkter ikke var begrænset til militære figurer, og at Max Weber for eksempel var meget bekymret med den internationale kamp for overlevelse. Igen skrev Kurt Riezer, den personlige assistent og fortrolige for tyske kansler Theobald von Bethmann-Hollweg i 1914: Evig og absolute fjendskab er fundamentalt iboende i forhold mellem folk, og den fjendskab, som vi observerer over alt… er ikke resultatet af en perversion af menneskelig natur, men er essensen af verdenene og livets kilde selv.29 Friedrich von Bernhardi, en general i første verdenskrig, lavede en lignende forbindelse mellem krig og krigens love i naturen. ”Krig” erklærede Bernhardi ”er en biologisk nødvendighed”: det ”er så nødvendigt som kampen mellem naturens elementer”: det ”giver en biologisk retfærdig beslutningen, siden dens beslutning hviler på tings egentlige natur.”30 Som vi har set brød første verdenskrig ud, fordi europæiske tænkere, generaler og administratorer, som så krig, blodsudgydelse og lidelse som en slags udvikling, og mente de var en uforanderlig naturlov. Den ideologiske rod, der trak hele den generation til ødelæggelse, var intet andet en Darwins koncepter om ” kampen for overlevelse” og ”foretrukne racer”.

Førset verdenskrig efterlod 8 millioner døde, hundredvis af ødelagte byer og millioner af sårede, forkrøblede, hjemløse og arbejdsløse.

Den grundlæggende årsag til 2. verdenskrig, som brød ud 21 år senere og efterlod 55 millioner døde, var også baseret på darwinisme.

Hvad "jungleloven" førte til: Fascisme Som darwinisme førte til racisme i det 19. århundrede, udgjorde den basen til en ideologi, som skulle udvikle sig og drukne verden i blod i det 20. århundrede: nazisme.

En stærk darwinistisk indflydelse kan ses i nazi ideologier. Når man undersøger denne teori, som fik form af Adolf Hitler og Alfred Rosenborg, falder en over koncepter som ”naturlig selektion”, ”selektiv parring” og ”kampen for overlevelse mellem racerne”, som er gentaget utallige gange i Darwins værker. Da han kaldte sin bog Mein Kampf (min kamp), var Hitler inspireret af den darwinistiske kamp for overlevelse og princippet af sejren gik til den stærkeste. Han taler især om kampen mellem racerne: Historie ville kulminere i et nyt årtusindskifts imperium af enestående pragt, baseret på et nyt racemæssigt hierarki ordineret af naturen selv.31 Ved 1933 Nürnberg parti forsamlingen, proklamerede Hitler at ”en højere race underkaster en lavere race … en ret som vi ser i naturen og som kan opfattes som den eneste tænkelige ret.”32 At nazisterne var påvirket af darwinisme er et faktum, som næsten alle historikere, der er eksperter på området, accepterer. Historikeren Hickman beskriver darwinismes indflydelse på Hitler som følgende: (Hitler) var en fast troende og prædiker af evolution. Hvor end dybdegående og kompleks han psykose var, er det sikkert at [konceptet om kamp var vigtigt fordi]… hans bog Mein Kampf, tydeligt fremsatte et antal evolutionistiske ideer, især de, der fremhæver kamp, de bedst egnedes overlevelse og udryddelsen af de svage for at skabe et bedre samfund.34 Hitler, som kom frem med disse synspunkter, førte verden til vold, som aldrig før havde været set. Mange etniske og politiske grupper, og især jøderne, blev udsat for forfærdelig ondskab og slagtning i nazi koncentrationslejrene. 2. verdenskrig, som begyndte med nazi invaderingen, kostede 55 millioner liv. Det, der ligger bag den største tragedie i verdenshistorien, var darwinismes koncept om ”kampen for overlevelse.”

Den blodige alliance: Darwinisme og kommunisme Mens fascister er fundet på højrefløjen af social darwinisme, er venstrefløjen besat af kommunister. Kommunister har altid vært blandt de hårdeste forsvarere af Darwins teori.

Forholdet mellem darwinisme og kommunisme går tilbage til grundlæggerne af begge disse ”ismer”. Marx og Engels, grundlæggerne af kommunisme, læste Darwins The Origin of Species, så snart den udkom, og var forbløffede over dens ’dialektiske materialistiske’ attitude. Korrespondancen mellem Marx og Engels viste, at de så Darwins teori som at ”indeholde basis i naturlig historie for kommunisme”. I sin bog The Dialectics of Nature, som han skrev under indflydelse af Darwin, var Engels fuld af ros til Darwin og forsøgte at lave sit eget bidrag til teorien i kapitlet ”The Part Played by Labour in the Transition from Ape to Man".

Russiske kommunister, som fulgte i Marx’ og Engels’ fodspor, som Plekhanov, Lenin, Trotsky og Stalin, var alle enige med Darwins evolutionsteori. Plekhanov, som ses som grundlæggeren af russisk kommunisme, betragtede marxisme som ”Darwinisme i sin tilpasning til samfundsvidenskab”. 35 Trotsky sagde, ”Darwins opdagelse er den højeste dialektiske triumf i hele feltet for organisk materiale.”36 nistisk uddannelse spillede en stor rolle i skabelsen af kommunistiske kadrer. For eksempel, historikere anerkender den kendsgerning, at Stalin var religiøs i sin ungdom men blev ateist hovedsagligt på grund af Darwins bøger.

Darwi Mao, som grundlagde det kommunistiske styre i Kina og dræbte millioner, erklærede åbent at ”kinesisk socialisme er bygget op om Darwin og evolutionsteorien.”37 Harvard University historikeren James Reeve Pusey går i detaljer omkring Darwinismes effekt på Mao og kinesisk kommunisme i hans research bog China and Charles Darwin.

Kort sagt er der et ubrydeligt link mellem evolutionsteorien og kommunisme. Teorien påstår, at levende ting er resultatet af tilfældighed og giver en såkaldt videnskabelig støtte til ateisme. Kommunisme, en ateistisk ideologi, er af den grund tæt knyttet til darwinisme. Endvidere foreslår evolutionsteorien, at udviklingen i naturen er mulig takket være konflikt (med andre ord ”kampen for overlevelse”) og støtter konceptet dialektik, som er grundlæggende for kommunisme.

Hvis vi tænker på det kommunistiske koncept ”dialektisk konflikt”, som dræbte ca. 120 millioner i det 20. århundrede, som en ”dræbermaskine”, så kan vi bedre forstå dimensionerne af den katastrofe, Darwinisme skabte på planeten.

Darwinisme er årsagen til terror, men islam er løsningen til terror Adnan Oktar: Alle de, der begik 11. september angrebene, var folk, der havde fået en darwinistisk, materialistisk og ateistisk uddannelse, som var blevet uddannet i Europa og som havde materialistiske synspunkter. Deres identitetskort beskrev dem måske som muslimer, men det er irrelevant… Der plejede at være kommunister i Palæstina, der plejede at være kommunister i Syrien og der plejede at være kommunister i Irak, men Alhamdulliah er alle disse lande nu blevet meget andægtig. Men det gør ingen forskel, om en, der er blevet opdraget som marxist og som har fået en venstreorienteret, darwinistisk, materialistisk uddannelse, hedder Hassan eller Mehmet. En materialist er en materialist. Der er derfor ingen mening i at tilskrive det muslimer. Med andre ord, når vi ser på de folk, der begår terroristhandlinger af alle slags, ser vi uundgåeligt, at de har fået en darwinistisk uddannelse. Vi ser, de har fået en materialistisk uddannelse. Kan nogen, der frygter Allah, der elsker Allah af hele sit hjerte, der tror på Efterlivet og som tror på Paradis og Helvede, om mulig bombe uskyldige kvinder og børn? Hvilken slags mod er det? Kunne nogen, der frygter Allah, have styrken til at gøre det? De kunne ikke engang forestille sig en sådan ting. Det ville aldrig falde dem ind, og slet ikke ville de udføre det. Folk, der gør disse ting, er generelt af den slags, jeg har beskrevet, folk der har fået en religiøs uddannelse men som har darwinistiske, materialistiske synspunkter. Vi kan ikke lægge dette på islam. Årsagen til terror er darwinisme og materialisme. Der er marxisme-leninisme. Terror er en forudsætning for leninistisk tankegang. Marxisme er teoretisk kommunisme og leninisme anvendes på kommunisme. Det er kommunistisk tanke i aktion. Lenin siger, at måden man sætter det i gang, er gennem terror. Lenin kan ikke forestille sig kommunisme uden terror. Terror er essentiel i klassisk marxistisk og leninistisk tankegang. Disse folk gør bare, hvad der er nødvendigt. Se, de er tidligere medlemmer af Baath partiet og folk trænet af dem. Irakiske og syriske Baathister modtog alle en marxist-leninistisk og stalinistisk uddannelse. Irak er især befængt med Stalinister. Vold er en af hovedelementerne i stalinisme. Der er ingen stalinisme uden vold. Iraks statshoved Saddam prøvede at modellere sig selv på Stalin og var en stor fan af Stalin. Han havde marxist-leninistiske synspunkter. Han udtrykte sin beundring for Stalin mange gange. Og hans normer var dem fra stalinisme. Masse slagtning, at dræbe et stort antal mennesker, er en af Stalins metoder. På grund af sin beundring af ham, gjorde han det samme. Baathistiske tropper, nogle Baathistiske folk, var spredt blandt offentligheden. De udfører stadig disse angreb. At sige, de vil gå til paradis, er en overfladisk tilføjelse. Ingen, der frygter Allah og tror på paradis og helvede, kan dræbe små børn og lignende. Han kan ikke dræbe uskyldige. Der er en lov om krig i islam. Og dette skrives i Koranen. Det er nedfældet i vores Profets (saas) Sunna. Krige er til forsvar, og kvinder og børn må ikke røres. Aldrig… Krig mod et land skal erklæres. Krig skal være lovlig, en kamp i et lovligt rammeværk. Fredsaftaler med et land, man har underskrevet fredsaftaler med, er ubrydelige: det er uacceptabelt for tre eller fire mennesker at sige, de har erklæret krig. Og angreb på børn og lignende er især uacceptabelt. De må lades alene. Islam kan spredes gennem folks sind med kultur, viden, kærlighed, hengivenhed og kunst. Ikke gennem overgreb. Ikke gennem blodsudgydelse. Vores Profet (saas) ville gå til Ukaz markedet, og folk ville fornærme det dejlige, strålende individ. De ville kaste torne på hans vej. De kastede kamelindvolde efter ham. Men han prædikede stadig budskabet. Han beskrev islam og Koranen. Han gjorde det med kærlighed, utrætteligt og i årevis. Til sidst, som du ved, var han ikke i stand til at modstå presset og gik på Hegira. Han fortsatte med at prædike på de steder, han besøgte på Hegira. Alle Profeternes (saas) krige var forsvarende krige. Krige af selvforsvar. Han gik aldrig noget sted og tog kontrol over det ved våbenmagt. Han kæmpede altid forsvarende krige. (Azernews, 23. Oktober 2008)

Dialektisk konflikt fremmer ikke udviklingen af samfund, det ødelægger dem Som vi tidligere lærte, foreslog darwinisme, at kampen mellem levende ting er årsagen til deres udvikling og fik såkaldt videnskabelig valuta for filosofien om dialektisk materialisme.

Som det kan forstås fra navnet, hviler dialektisk materialisme på ideen om ”konflikt”. Karl Marx, grundlæggeren af denne filosofi, opformede ideen, at ”hvis der ikke var nogen kamp og modstand, ville alt forblive som det der.” Et andet sted sagde han ”Kraft er jordmorderen til ethvert gammelt samfund, gravid med et nyt.” 38 Ved at sige dette, opfordrede han folk til vold, krig og blodsudgydelse for at de kunne udvikle sig.

Den første til at anvende Marx’ teori politikkens sfære var Lenin. Ved at fremme ideen, at ”fremgang kommer som et resultat af modstanders konflikter”, var Lenin fortaler for, at folk med modstridende ideer skulle være i konstant konflikt. Lenin sagde også gentagne gange, at denne konflikt ville kræve blodsudgydelse, altså terrorisme. Et stykke af Lenin med titlen ”Guerrilla Warfare”, som først blev udgivet i Proletary i 1906, elleve år før den Bolsjevikiske Revolution, viser de terroristiske metoder, han har taget til sig:

Fænomenet, som vi er interesseret i, er den bevæbnede kamp. Det udføres af individer og af små grupper. Nogle hører til revolutionære organisationer, mens andre (størstedelen i visse dele af Rusland) ikke hører til nogen revolutionære organisationer. Bevæbnet kamp forfølger to forskellige mål, som strengt må adskilles: for det første tilfælde sigter denne kamp mod at myrde individer, chefer og underordnede i hæren og politiet; i det andet tilfælde sigter det mod konfiskeringen af monetære midler både fra regeringen og fra private personer. De konfiskerede midler går til dels til partiets kasse, til dels til det specielle formål at bevæbne og forberede til en opstand, og til dels til vedligeholdelsen af personer engageret i den kamp, vi beskriver. 39 I det tyvende århundrede var en af de mest velkendte ideologier til at modstå kommunisme, fascisme. Det interessante er, at selvom fascisme erklærede sig modstridende til kommunisme, troede det lige så meget som kommunisme på konceptet om kamp. Kommunister troede på nødvendigheden på klassekampen: fascister ændrede blot kampens arena og koncentrerede ideen om kampen mellem racer og nationer. For eksempel skrev den tyske historiker Heinrich Treitschke, en af de vigtigste kilder for nazistiske ideer og en prominent racist: ”nationer kunne ikke trives uden intens konkurrence, ligesom Darwins kamp for overlevelse.” 40 Hitler sagde også, at han havde fået inspiration fra Darwins forståelse for kamp: Hele Naturens verden er en mægtig kamp mellem styrke og svaghed – en evig sejr for de stærke over de svage. Der ville ikke være andet end forfald i hele naturen, hvis dette ikke var tilfældet. Han, der vil leve, må kæmpe. Han, der ikke ønsker at kæmpe i denne verden, hvor permanent kamp er livets lov, har ikke retten til at eksistere. 41 Disse to social darwinistiske ideologier troede, at for at samfund skal vokse sig stærkt, er kamp og blodsudgydelse nødvendigt; hvad de skabte i det 20. århundrede er velkendt. Utallige uskyldige mennesker døde, utallige andre blev såret eller lemlæstet, nationale økonomier faldt sammen, penge der plejede at blive brugt på sundhed, research, teknolog, uddannelse og kunst blev brugt på våben, på forbindinger til at pleje sårene forårsaget af de våben og til at genopbygge ødelagte byer. Det blev tydeligt, som tiden gik, at den kamp og terror ikke promoverede menneskelig udvikling, men ødelæggelse.

Der er bestemt modsigelser i denne verden. Ligesom i naturen er der lys og mørke, dag og nat, varm og kold, så der er også modsigelser i at anvende disse ideer. Men en modsigelse af ideer nødvendiggør ikke konflikt. Modsat, hvis modsigelserne tilgås med fred, forståelse, kærlighed, medfølelse og barmhjertighed, kan gode resultater opnås. Alle der sammenligner sin egen ide med en anden kan udvikle sin egen eller se manglerne og afhjælpe dem. De, der forsvarer modstridende holdninger, kunne have en udveksling af ideer i en samtale eller indgå i en konstruktiv kritik. Kun den form for ærlig, tilgivende, fredelig og ydmyg person, der er i overensstemmelse med Koranens moralske lære, kan udvikle denne tilgang.

At dræbe en person eller skade ham, fordi han har andre ideer, tror på en anden religion eller tilhører en anden race, er en enorm ondskabshandling. Kun af denne grund har sønner og døtre af det samme fædreland gennem hele historien kæmpet mod hinanden til døden, og dræbt hinanden uden medlidenhed. Eller folk af forskellige race eller nationalitet, inklusiv kvinder og børn, er blevet slagtet i flæng. Den eneste person, der kunne gøre sådan noget, er en, der ikke har nogen respekt for et menneske, og som opfatter personen foran ham som blot et intelligent dyr; det er en, der ikke tror på, at han vil skulle stå til regnskab overfor Allah for, hvad han har gjort.

Den bedste og sandeste attitude at have overfor modstridende ideer vises i Koranen. Sammenstød af ideer er opstået gennem historien, og et af de mest velkendte eksempler på dette er kontrasten mellem Moses (as) og hans samtidig Farao. På trods af Faraos ondskab og aggressivitet, sendte Allah Profeten Moses (as) for at invitere ham til Allahs religion, og Han forklarede den metode, som Profeten Moses (as) skulle bruge: Gå til Farao! Han handler overmodig. Tal mildt til ham! Måske vil han lade sig påminde eller føle frygt!" (Sura Ta Ha, 43-44)

Profeten Moses (as) adlød Allahs befaling og forklarede ægte religion for ham i detaljer. For at stoppe Faraos nægtelse af Allah og hans ondskab på folk, forklarede Profeten Moses (as) tålmodigt ethvert spørgsmål. Men Farao viste en fjendtlig attitude overfor Profeten Moses’ (as) ædle karakter og tålmodig, truede med at dræbe ham og de, der delte hans ideer. Men det var ikke Faraos attitude, der sejrede: modsat blev han og hans folk druknet. Profeten Moses (as) og hans folk var sejrende.

Som dette eksempel viser, kommer en idés sejr eller kampen for udvikling ikke til ved fjendtlighed eller aggression. Mødet mellem Profeten Moses (as) og Farao giver en lektie fra historien: det er ikke de, der er på påstanden og ondskabens side, der sejrer, men de, der er på fredens og retfærdighedens side. Udøvelsen af fine moralske principper modtager sin belønning både i denne verden og i efterlivet.

Darwinisme og terrorisme Som vi indtil videre har set, er darwinisme ved roden af diverse voldelige ideologier, som har skabt katastrofe for menneskeheden i det 20. århundrede. Det grundlæggende koncept bag denne forståelse og metode er ”slås imod all, der ikke er en af os.” Der er forskellige overbevisninger, verdenssyn og filosofier i verden. Det er meget naturligt, at alle disse diverse ideer har træk, der strider mod hinanden. Men disse forskellige parter kan se på hinanden på en af to måder:

1. De kan respektere eksistensen af de, som ikke er som dem, og forsøge at skabe dialog med dem og derved bruge en human metode. Denne metode stemmer overens med moraliteten i Koranen.

2. De kan vælge at kæmpe mod andre og forsøge at sikre en fordel ved at skade dem - med andre ord at opføre sig som et vildt dyr. Denne metode bruges af materialisme, altså irreligiøsitet. Den rædsel, vi kalder ”terrorisme”, er intet andet end en erklæring af det andet synspunkt. Når vi ser på forskellen mellem disse to tilgange, kan vi se, at ideen om ”mennesket som et kæmpende dyr”, som darwinisme underbevidst pålagde folk, er særligt indflydelsesrig. Individer og grupper, som vælger den slags konflikt har måske aldrig hørt om darwinisme og principper i den ideologi. Men når alt kommer til at, er de enige i et synspunkt, hvor den filosofiske base hviler hos Darwinisme. Det, der leder dem til at tro på rigtigheden i dette synspunkt, er Darwin-baserede slogans som ”I denne verden overlever de stærke”, ”store fisk sluger de små”, ”krig er en dyd” og ”mennesket gør fremskridt ved at føre krig”. Tag darwinismen væk, og så er disse intet andet end tomme slogans.

Når darwinisme er fjernet, er der faktisk ingen ’konflikt’ filosofi tilbage. De tre guddommelige religioner, som de fleste i verden tror på, Islam, Kristendom og Jødedom, er alle imod vold. Alle tre religioner ønsker at bringe fred og harmoni til verden og er imod, at uskyldige bliver dræbt og udsat for ondskab og tortur. Konflikt og vold overtræder den moral, som Allah har fremsat for mennesket, og er unormale og uønskede koncepter. Men darwinisme ser og skildrer konflikt og vold som naturlige, retfærdiggjorte og korrekte koncepter, som skal eksistere.

Af denne grund kan du være sikker på, at hvis folk begår terrorisme ved brug af koncepter og symboler fra Islam, Kristendom eller Jødedom, er de ikke muslimske, kristne eller jøder. De er ægte sociale darwinister. De gemmer sig under en kappe af religion, men de er ikke sande troende. Selv hvis de påstår at tjene religion, er de egentlig modsat religion og troende. Det er fordi de hensynsløst begår en forbrydelse, som religion forbyder, og på en måde, hvor de formørker religion i folks øjne. Derfor er roden til den terrorisme, der plager vores planet, ikke i nogle af de guddommelige religioner men i ateisme og udtrykket for ateisme i vores tid: Darwinisme og materialisme.

Enhver person, der ønsker fred, må anerkende farerne ved darwinisme Løsning til en kamp mod et specifikt problem ligger i at slippe af med de ideer, som dette problem fundamentalt afhænger af. For eksempel vil skraldet blive ved med at stinke, lige meget hvor meget man stræber efter at holde omgivelserne til skraldespanden rene. Alle løsninger vil være kortsigtede. Den sande løsning ligger i en grundig rengøring af skraldets kilde, at fjerne skraldet helt. I stedet for er det som at bruge årevis på at avle giftige slanger på en gård, så slippe dem fri, undre sig over hvorfor de begynder at bide folk, og så at forsøge at fange dem ind igen. Det vigtige er ikke at avle dem til at starte med. Som resultat, i kampen mod terrorisme, udgør det ikke en varig og permanent løsning at lede efter terrorister en for en og forsøge at gøre dem ineffektive. Den eneste måde totalt at udrydde terrorismens trussel fra jordens overflade på er at identificere de grundlæggende kilder, der yngler terrorister, og fjerne dem. Hovedkilden til terrorisme, på den anden hånd, er fejlagtige ideologier og uddannelse modtaget i lyset af disse ideologier.

I vores dage er darwinisme i næsten alle verdens lande inkorporeret i skolelæseplaner og betragtes som et videnskabeligt faktum. Unge mennesker læres ikke, at de er skabt af Allah, at de er skænket en ånd, viden og samvittighed. De fortælles ikke, at de vil skulle stå til redskab for deres handlinger på Dommedag, og følgelig straffes i helvede eller belønnes med paradis i al evighed. Modsat fortælles de om de løgne, at de er skabninger, hvis forfædre var dyr, som på en eller anden vis kom til ved nogle tilfældige tilfælde. Under sådan indoktrinering antager de, at de er nogle omstrejfende skabninger, som ikke står til ansvar for Allah og ser deres fremtid – altså deres overlevelse – som at være sejrende i kamp. Efter dette stadie bliver det ganske let at hjernevaske disse folk, som allerede er blevet indoktrineret gennem hele deres skoleliv og at omvende dem til fjender af menneskeheden, onde nok til at myrde uskyldige børn. Sådanne unge folk kan let tiltrækkes af enhver afvigende ideologi: de kan handle under indflydelse af terroristerne konditionering og indgå i ufatteligt onde og voldelige gerninger. De kommunistiske, fascistiske og racistiske terroristgrupper, der har været til siden det 19. århundrede, er produkter af dette slags uddannelsessystem. Den anden store skade, som dette uddannelsessystem udretter, er at fuldstændig fjerne religion fra uddannelse, og begrænser derved sfæren af religion til verdens uuddannede folk. Altså, mens de, der har adgang til uddannelse er totalt fjernet fra religion takket være darwinistisk-materialistisk drypning, bliver religion noget særegent for de uuddannede. Dette skaber udvikling af overtro og fejlagtige ideer, og tillader dem, der fremsætter ideer totalt modsat religion i religionens navn, let at tage kontrol.

De nylige begivenheder på 11. september er det tydeligste eksempel på dette. Ingen, der frygter Allah, elsker Ham og forventer at stå til regnskab for sine handlinger i efterlivet, kan begå enhver gerning, der vil efterlade tusindvis af uskyldige døde eller skadede og gøre tusindvis af børn forældreløse. Sådan en person ved, at han vil stå til regnskab for Allah for enhver person, han har udsat for ondskab, og de vil alle blive en kilde til pine for ham i helvede.

For at konkludere er måden, hvorpå man stopper terroristhandlinger, at sætte en stopper for darwinistiskmaterialistisk uddannelse, at uddanne ung folk gennem en læseplan baseret på sande videnskabelige fund, og at indgyde dem frygten for Allah og begæret efter at opføre sig klogt og omhyggeligt. Frugterne af sådan en uddannelse vil være et samfund udgjort af fredelige, troværdige, tilgivende, medfølende, venlige og humane mennesker.