Der er ingen modsigelse i versene om ventetiden for en kvinde, hvis mand er død
I Koranen oplyses visse bestemmelser om situationen for en kvinde, hvis mand er død. Det påstås, at der er en modsigelse i de vers, hvor bestemmelserne om dette emne oplyses. Mens der i et af disse vers tales om en periode på et år, tales der i det andet om en periode på fire måneder og ti dage. Selv om man forsøger at fremstille det, at perioderne er forskellige, som en modsigelse, ser man, når man ser på de emner, der fortælles om i versene, at der ikke er nogen modsigelse. For grunden til, at perioderne er forskellige, skyldes, at der for kvinder, der er blevet enker, er oplyst forskellige perioder i forskellige emner. De vers, der vedrører dette emne, lyder således:
Jeres mænd, der dør og efterlader hustruer, skal testamentere, at deres hustruers underhold sikres i et år, uden at de sættes ud af deres hjem. Hvis de flytter ud, er I ikke ansvarlige for, at de gør det, der er passende for dem selv. Allah er Mægtig, Vis. (2 Sura Al-Baqarah – 240)
De hustruer, som de mænd iblandt jer, der dør, efterlader, venter i fire måneder og ti (dage). Når de har fuldført deres periode, har I intet ansvar for, at de gør det, der er passende for dem selv. Allah er Underrettet om, hvad I gør. (2 Sura Al-Baqarah – 234)
Det emne, der oplyses i vers 240 i Sura Al-Baqarah, er oplysningen om, at kvinder, der er blevet enker, har ret til at blive boende et år i deres mænds hjem. Efter mandens død kan det hus, der tilhørte manden, ved arvefordelingen være gået i arv til andre personer. I så fald har kvinden ret til at bo i dette hus i et år. Desuden skal hendes underhold også sikres. I vers 234 i Sura Al-Baqarah påbydes det derimod, at kvinder, hvis mænd er døde, skal vente i fire måneder og ti dage, og at de ikke må gifte sig i denne periode. Derfor ses det, at der i de to vers oplyses en bestemmelse om to forskellige situationer for kvinden. Når versene undersøges opmærksomt med deres emner, er det tydeligt, at der ikke er nogen modsigelse.